Shortlist: Jeg elsker at improvisere

Oktober-skumringen kaster sit nedtonede lys over Frederiksbergs regnvåde tage, men inde på Bebiane Ivalo Kreutzmanns teenageværelse på femte sal er der lyst og rart.

Med benene over kors på den bløde seng sidder spinkle Bebiane og fortæller om Daimi, en poetisk og barsk kortfilm om en ensom pige og hendes kælegris. Alene i en lejlighed med skallet maling og klumpet mælk er Daimis enkle univers smukt i dets forfald, hvor der findes både stilhed, kaos og død.

”Så sagde de (instruktør og filmhold, red.) bare, at jeg kunne improvisere, indtil de stoppede mig. Så dér, hvor jeg smadrede kakerlakken med stegepanden i køkkenet, improviserede jeg i fem minutter,” fortæller hun.

Flip ud-scene
Daimi (2012) var den første af ”hendes” kortfilm, der havde premiere på Ekko Shortlist 15. april, da kortfilmhitlisten åbnede. Og filmen ligger Bebianes hjerte nær.

”Der skete alt muligt med grisen, som jeg ikke kunne styre – den faldt ned, og så spillede jeg bare videre på det,” griner hun om sin improviseringer og beskriver det som sin ”flip ud”-scene.

”Jeg elsker sådan noget,” tilføjer hun.

Det er ellers ikke fordi, Bebiane taler så meget i de kortfilm, der ligger på Ekko Shortlist. I Overgang må hun tage en voksen og trist beslutning i forhold til sin halte hund, og i den aktuelle Ude i skoven bliver hun konfronteret med sin fars fejhed, der måske viser sig at være fatal.

Som en eksotisk isfugl
Men Bebiane Ivalo Kreutzmann behøver heller ikke sige meget.

Hun har en utrolig gave i sit meget udtryksfulde ansigt – især øjnene. De er isblå og omgivet af mørke vipper, ligesom hun har langt, mørkt hår. Det hænger i dag løst om hendes porcelænshvide ansigt, og det meget korte pandehår er holdt tilbage af to spænder og ligner næsten florlette vinger.

Hun er som en eksotisk isfugl. Og griner på spørgsmålet, om det ikke er svært ikke at sige noget.

”Det er det ikke. På en måde er det bedre ikke at sige noget. Jeg synes faktisk bare, det er ret dejligt … for mig.”

I det hele taget lyder skuespillet som noget, der kommer let.

”Jeg øver mig selvfølgelig på mine replikker, når der er nogen, men ellers prøver jeg mig bare frem og lytter til instruktionerne, hvis der er noget, jeg skal gøre. Og så gør jeg det bare.”

Casting for sjov
”Bebiane” er et specielt navn, og det har også en speciel betydning. Bebianes mor, Helene Kreutzmann, kommer fra Grønland, og på grønlandsk betyder Bebiane ”Den levende”.

I Grønland er det en vigtig tradition at ære de døde, og Bebiane er derfor også navnesøster med sin oldemor.

Helene Kreutzmann har altid opmuntret datterens kreative åre ved at spille musik og læse højt af blandt andet H.C. Andersen siden vuggealderen. Hun var dog ikke begejstret for, at hendes lille pige ville spille skuespil.

Men Bebiane sang og optrådte altid. Så da Bebiane kom og sagde, at hun nu skulle ud i DR-byen til casting, gav moren efter. Det var ellers lidt for sjov, da Bebiane ville med en veninde, der skulle til casting på julekalenderen Pagten.

”Jeg var lige omkring ni år. Jeg kom i finalen og fik ikke rollen. Men de ville gerne have mig prøvefilmet til Lærkevej – og så fik jeg bare den,” siger hun.

Spil med dyr
Det var i TV 2’s komedieserie, at den unge instruktør Marie Grahtø Sørensen først så Bebiane Ivalo Kreutzmann. Siden er det blevet til et fast samarbejde mellem de to.

Foruden Daimi medvirker Bebiane i Duer skal flyve frit i himlen, instruktørens afgangsfilm fra Københavns Film & Fotoskole, hvor Bebiane som fåmælt lillesøster observerer farens overgreb på storesøsteren i et hjem uden en mor.

Også her spiller Bebiane med levende dyr – en due – og det er snart lige så meget et kendetegn for hende, som de næsten ordløse roller. I Duer skal flyve frit i himlen tramper hun med bare tæer på en due, der skal forestille at være levende, men er frossen.

Helst specielle roller
Fælles for Daimi, Ude i skoven og Overgang har de barske karakterer, der har mere under overfladen. Og det er dem, den bevidste skuespiller foretrækker.

”Hvis folk ser filmen og tænker: ’Er hun sådan i virkeligheden? Hun er jo syg i hovedet?,’ så bliver det mere troværdigt. Sådan havde jeg det med Daimi. Mange af mine veninder sagde: ’Jeg ville ikke kunne genkende dig, hvis jeg ikke vidste, at det var dig.’”

Bevidste Bebiane er heller ikke et sekund i tvivl om, hvad hendes drømmeprojekt er.

”Ja, jeg har en drømmerolle!” lyder det prompte. ”Den skal være ligesom Daimi, bare en lang spillefilm, hvor man kunne være mere sammen med andre personer, men hvor man stadig udtrykker det i stedet for at sige det med ord.”

Må gå 9. klasse om
Lige nu går dagene dog med optagelserne til en julekalender, som endnu er tys-tys hemmelig. Hun bliver hentet klokken 7 om morgenen og er først hjemme klokken 17.

Det giver ikke tid til skole, så til næste år må Bebiane gå 9. klasse om. For en uddannelse, det vil hun have.

Det værste er dog, at hun ikke ser veninderne dagligt.

”Jeg savner dem rigtig meget, men jeg ser dem i weekenden eller efter arbejde, hvis jeg orker det.”

På tv-settet får hun dog gode venner på filmholdet, og det hjælper på veninde-savnet. Især hvis der er jævnaldrende skuespillere, som selv ved, hvad det vil sige at arbejde så intenst i en periode.

Mors opfattelse vigtigst
Men også det får en ende, når optageperioden er ovre. Det er trist, men alligevel vil hun ikke undvære at lave film og tv.

”Det er ret hårdt, men fordi jeg vil det så meget, så glemmer jeg det lidt. Også fordi det er så sjovt. Og jeg vil gerne nyde det,” lyder det fra den unge pige.

Bebiane Ivalo Kreutmann vil gerne spille skuespil i fremtiden. Men en egentlig skuespiluddannelse overvejer hun ikke, for som hun roligt siger: ”Hvis man er god, så tror jeg ikke, man behøver det.”

Hun kan godt synes, at det er mærkeligt at få ros – bortset fra af én person:

”Min mor vil altid synes, jeg er god. Det er det, der betyder noget for mig. Folk må synes, hvad de vil om mig. Bare jeg har det godt, så er det fint nok.”