Bedste billeder til Shortlist Awards 2015

På lørdag er der filmfest i Bremen, når priserne til Ekko Shortlist Awards 2015 bliver uddelt.

I forbindelse med prisoverrækkelsen for ”bedste fotografering” har vi bedt de fem nominerede fotografer udvælge deres favoritskud og fortælle os, hvorfor lige netop dét er stærkt.

Læs med, når de fem fotografer fremviser deres billeder og fortæller om symboler, om forsvindingspunkter og om at stå midt ude i en mose med myggene sværmene omkring sig.

Alle fem film kan du se her.

Eskild Krogh og Andreas Askhøj: Noumenon

På det billede, Eskild Krogh har valgt, ser vi den unge Cilliam. Han spejder langt efter en kvinde, som er på vej væk. Kvinden er drengens mor, og indtil denne scene – og slutningen af filmen – har Cilliam ikke kunnet acceptere sin mors død.

”I denne scene indser Cilliam, at moren er hans egen forestilling. Hun er et fjernt minde, og til sidst vælger han at vandre væk fra hende,” fortæller fotografen Eskild Krogh, som også har instrueret filmen med fotoassistence af Andreas Askhøj.

”Det er en simpel handling, og det kræver et simpelt udtryk. Noumenon er en ekstremt visuel film, hvor man er meget afhængig af kameraet og de symboler, det frembringer.”

”Det fortæller alt om, hvordan drengen har det. Det er drengen, der er lys på, og i stedet for, at også moren er oplyst, har det været vigtigt for mig, at moren er en skygge og en silhouet i horisonten. Hun er i forsvindingspunktet, og han bliver draget og tiltrukket af hende. Alle linjer peger mod hende: stensætningen, der går ud i en spids, stien, buskene. Det står meget klart for os, hvad han gerne vil have.”

Lis Dyre: Flyvere i natten

I Flyvere i natten bor drengen Valdemar med sin alkoholiserede far Bo på en faldefærdig gård.

Fotograf Lis Dyre har valgt det første skud af Bo, og det interessante er, at det senere i filmen går igen med en ny betydning, forklarer hun.

”Først og fremmest kan jeg godt lide, at skuddet udnytter filmmediet. Vi får en masse at vide om en person uden at røbe skuespillerens ansigt. Bo sidder vendt med ryggen til kameraet, krumbøjet og tripper, mens gardinerne blafrer, som om de trækker vejret.”

”Gardinerne læser jeg som en følelse, der foregår inde i Bo. En undertrykt energi, der ulmer som en faretruende form i billedet. Jeg bliver nysgerrig efter at vide, hvem han er.”

Næste gang, vi bruger billedet, får det en ny betydning. Først følger vi Valdemar på vej hjem fra skole og hele vejen ind i huset. Og så er det, at Valdemar ser ryggen af sin far.

”Her har gardinerne en anden form. Som de går op og i, laver de en sprække til verden udenfor, som bliver en verden af frihed set gennem Valdemars øjne.”

Filmfolkene ville gerne forene to verdener. Den psykiske lidelse repræsenteret ved Bo, der sidder fastlåst og rammet ind. Og så den sanselige repræsenteret ved Valdemar, der bevæger sig livligt rundt som et dyr indfanget af linjer.

Sturla Brandth Grøvlen: Turbo

Sturla Brandth Grøvlen valgte først og fremmest dette billede på grund af et visuelt koncept.

På fotoet ser vi hovedkarakteren Asgers hånd. Han er en ung rod med et heftigt temperament. Han vågner op i sin mors seng efter en rigtig lortedag, som om natten ender i et biluheld, hvor han har kørt en mand ned. Vi ser, at hans hånd bliver oplyst af solen. Det er omkring midtvejs i filmen.

”Det er tanken bag billedet, som er interessant. Ulykken er midtpunktet i filmen, og frem til ulykken er billedsiden meget mørk. Alle scener skulle være meget tunge indtil ulykken,” fortæller Sturla Brandth Grøvlen.

Det sidste, Asger ser inden ulykken, er billygternes lys.

”Når han så vågner om morgenen, står solen hårdt i hans ansigt. Han løfter dynen og rører ved lyset, og netop lyset minder ham om billygternes skær, og hvad der er sket. I resten af filmen kommer lyset til at spille en hovedrolle på den måde, at det blænder og forfølger Asger.”

Metodisk fik Sturla Brandth Grøvlen og hovedrolleindehaveren Elliott Crosset Hove meget tid for dem selv, så de i mange scener havde tid til at lede efter et mere poetisk lag såsom lysets betydning.

Nicolai Lok Hansen: Ung mands dans

På billedet ser vi Mattis, som føler sig overset af sin far og derfor søger nærhed hos sin danselærer. Bilen er stoppet, Mattis har netop spyttet på sin lærer og kigger nu dybt på ham.

”Jeg har valgt billedet, fordi det dykker ned i filmens grundproblematik. Nemlig at Mattis mangler en faderfigur. Her indfanger vi hans søgen, hele hans historie og al den smerte og tristhed, som han føler. Det er banalt, og det skal det være. Og det kunne aldrig være lavet uden Lior David Cohen, der spiller Mattis og giver den intime følelse,” siger Nicolai Lok Hansen.

Fotografen fortæller, at de havde flere store lyssætninger i filmen, men at lige netop dette billede teknisk set er meget enkelt.

”Jeg kan godt lide, når et simpelt billede bliver det stærkeste i en film. Der var mange store tekniske opsætninger i filmen, men her har vi at gøre med en dårlig pære i en gammel Volvo, og det giver den lækre varme glød.”

Og så hjælper det faktisk, at nogle af kameraindstillingerne er lidt skæve, forklarer Nicolai Lok Hansen. Det giver Nicolais hud en særlig varme, og det valgte man derfor at beholde, selv om man kunne have rettet det.

Brian Curt Petersen: Sort sol

Det er en stærkt følelsesladet scene. På billedet ser vi to unge piger, et venindepar, som har aftalt at se sort sol på lejrturen med klassen.

Men Camillas drages af den smarte pigegruppe, og en aften bliver hun så træt af Cilla, at hun efterlader hende i en båd ude på vandet.

”Jeg kan godt lide solnedgangen. Billedet føles farligt, fordi noget kan gå galt, og vi ikke ved, hvad der skal ske,” fortæller fotograf Brian Curt Petersen.

”Der er en mørk stemning, men det er også begrænset, hvor uhyggeligt det må blive, da vi har at gøre med børn. Det her er lige på kanten, men jeg ville gerne indfange en farlighed, for hvad skal der ske med hende? Det er ret pirrende at efterlade én karakter mutters alene ude på vandet.”

Det er nogle år siden, Brian Curt Petersen fotograferede filmen, så han har lidt svært ved at huske detaljerne omkring den pågældende scene.

”Mest af alt handlede det om at være til stede, det var meget spontant. Vi ville ikke være alt for firkantede, for optagelserne skulle foregå så naturligt som muligt. Vi var på kanten af skumringen, hvor lyset forsvandt, og jeg stod ude i søen iført badetøj sammen med en masse myg,” griner Brian Curt Petersen.