Bedste film i 2007

2007 går på held, og traditionen tro samler Ekko op på filmoplevelserne. Redaktionen udpeger årets bedste film, overraskelserne og skuffelserne - og de film, som er blevet skammeligt overset.

Fra redaktionen har Peter Schepelern, Nikolaj Scherfig, Frederikke Lett, Kim Foss, Christian Monggaard, Flemming Kaspersen og undertegnede bidraget.

Årets danske film
I et filmår, hvor garvede instruktører som Thomas Vinterberg (En mand kommer hjem) og Lone Scherfig (Hjemve) uden held forsøgte at spille på det sikre, satte debutanten Peter Schønau Fog alt på et bræt - og vandt.

En samspilsramt, incestuøs 70'er-familie fremført af ukendte skuespillere (med én undtagelse: Jesper Asholt) og på et sønderjysk så sønderjysk, at filmen måtte undertekstes ... ja, det lyder som ren box-office-poison, men 36-årige Schønau Fog skabte med Kunsten at græde i kor en galgenhumoristisk filmperle, der fik os til at smile gennem tårer.

Erling Jepsens roman er hundesvær at filmatisere, men sammen med manusforfatter Bo Hr. Hansen knækkede Fog nøden og understregede, at hans mesterlige filmskolefilm, Lille Mænsk fra 1999, ikke var en enlig svale. Må der ikke gå otte år før hans næste film!

Årets udenlandske film
Guldpalmevinderen 4 måneder, 3 uger og 2 dage beretter et enkelt døgn i to unge studiners liv i Ceausescus Rumænien anno 1987. På overfladen er filmen et autentisk abortdrama, men på et dybere plan er den et sindbillede på kommunismen.

Vi oplever, hvordan diktaturet greb ind i almindelige menneskers tilværelse, men også hvordan befolkningen overlevede rædslerne og kom videre. Som salig Kieslowski bruger instruktøren Cristian Mungiu mediet til at stille eksistentielle spørgsmål, og hans genskabelse af fortiden er så overbevisende, at flere publikummer er besvimet under filmen.

Vi må se i øjnene, at Rumænien har overtaget Danmarks status som Europas filmmirakel, men til gengæld kan vi glæde os over, at der stadig skabes overrumplende mesterværker, som får os til glemme alle de dårlige film.

Årets flop
Efter et par mystiske, engelsksprogede filmprojekter var En mand kommer hjem udset til at være vor elskede, men fortabte søns store hjemkomst.

Men jublen udeblev.

Den søde komedie var hverken rigtig sød eller rigtig sjov, og en PR-kampagne, der satsede på det efterhånden blakkede brand "Thomas Vinterberg", gjorde kun ondt værre.

Det er for tidligt at afskrive Thomas Vinterberg og stemple Festen som et one-hit wonder, men vi må håbe, at årets filmflop bliver et wake-up call for Danmarks sympatiske, men usikre og flaksende naturtalent.

De flove succeser
Folkekomedier giver kassen ved billetlugen og holder liv i landets biografer, hvilket er glimrende.

Men det er nu alligevel værd at bemærke, at to af årets absolut mest sete danske film - Guldhornene og Anja & Viktor: brændende kærlighed - var så pinagtigt ringe, at det kan få langtidsskadelige virkninger.

Som Ekkos Flemming Kaspersen skriver her på sitet, synes den danske familiefilm fortabt i en tidslomme, hvor de voksne er onde, dumme eller harmløse fjolser, og de mindste scorer nuttethedspoints, når de læsper deres "sjove" one-liners. I en genre, der har så solidt et tag i publikum, må det for pokker være muligt at fortælle historier, der griber os.

Bornedals comeback
2007 blev året, hvor Ole Bornedal efter en årrække som teaterdirektør vendte tilbage til dansk film. Han lagde hårdt ud med et verbalt angreb på "samtalekøkkenerne" i dansk film - og serverede så ikke mindre end to spillefilm.

Vikaren var en effektiv sci-fi-børnethriller med Paprika Steen, der er en af Danmarks bedste skuespillere og dårligste instruktører (Til døden os skiller). Mens Kærlighed på film var en mere ambitiøs, intellektuel kærligheds-thriller, som Bornedal med vanlig selvbevidsthed på forhånd udråbte til sin bedste film.

Filmen om familiefaren Jonas, der forelsker sig uhjælpeligt i den unge Julia, var en storslået, imponerende flot gang vås.

Det ironiske er, skrev Ekkos Lars Bukdahl, at samtalekøkken-trummerummet fremstår langt mere troværdigt og gribende end passionen. "Det er fremmedheden i ægtesengen, der inciterer, ikke den fede sex i hospitalssengen. Lydhør, spilfærdig realisme vinder over forloren, røvtung patos - hver gang," konkluderede Lars Bukdahl.

"Jeg er så tilpas højrøvet, at jeg føler, Ekko har nedsablet et stort værk og gjort det til i bedste fald middelmådigt," svarede Ole Bornedal.

De oversete
"Hej skat, vil du med ind og se Uden for kærligheden?"

Nej, det er ikke en replik, der ligger godt i munden. Og blot 4.766 mennesker fik indløst billet til Daniel Espinosas rædselsfuldt betitlede, men velspillede og ganske rørende film om kærligheden mellem en ung jødisk mand og en ung muslimsk kvinde.

Overset blev også Lasse Hallströms fascinerende svindlerkomedie En sand løgn (The Hoax) med Richard Gere i rollen som Clifford Irving, der skriver en falsk biografi om den excentriske millionær Howard Hughes. Det er Hallströms bedste film siden mesterværket Mit liv som hund, hvilket de færreste opdagede.

Og vi gætter på, at Jacob Thuesens underholdende komedie De unge år (premiere 25/12), om von Triers tid som elev på Den Danske Filmskole og møde med et indbildsk filmmiljø i slutningen af 1970'erne, vil blive undervurderet af anmelderne og overset af publikum, men forhåbentlig tager vi fejl.

Overraskelsen
Den havde vi ikke set komme: En film med statsministeren i hovedrollen, om hans hemmelige liv som bøsse og gådefulde likvidering.

Det lyder usmageligt plat, men debutanten Morten Hartz Kaplers fupdokumentar, AFR, er det modsatte: hudløs og bevægende.

Filmen, der handler om brydningerne i vores samfund, er noget så umoderne som en romantisk hyldest til det gode i mennesket. Anders Fogh Rasmussen burde være smigret, men kun han selv ved, om han har set filmen.

Ingen dansk tv-station vil vise den, fordi de frygter reaktionen fra en statsminister, der benytter enhver lejlighed til at forsvare ytringsfriheden.

Årets dokumentar
Ligesom AFR blev årets dokumentarfilm skabt imod alle odds. Pernille Rose Grønkjærs portræt af pensionisten Jørgen Laursen Vig og hans livsdrøm om at ombygge sit forfaldne slot på Vestfyn til et kloster for ortodokse russiske nonner, fik det ene afslag efter det andet fra konsulenter på tv-stationerne og Det Danske Filminstitut.

Men Pernille Rose Grønkjær gav ikke op.

Hun fortsatte sine optagelser med et lånt videokamera, og efter fem år stod hun med et overbevisende materiale, der blev til filmen The Monastery (Klosteret), som sensationelt vandt hovedprisen på verdens vigtigste dokumentarfilmfestival, IDFA.

I stemningsmættede billeder beretter Pernille Rose Grønkjær en varm og humoristisk historie fra en tidslomme, hvor den excentriske pensionist får kam til sit grå skæg, da den standhaftige Søster Amvrosija rykker ind på slottet. Jørgen Laursen Vig døde, inden filmen blev færdig, men man kunne ikke forestille sig noget smukkere eftermæle end The Monastery, som Anne Jerslev skrev i Ekko.

En ny generation
Den kunstneriske danske dokumentarfilm havde i det hele taget et godt år i 2007.

Asger Leth gav genren et ordentligt adrenalinskud med sin nærgående skildring af morderiske gadebander i Port-au-Prince. Ghosts of Cité Soleil var slumromantik for MTV-generationen, et fascinerende, men også udmattende dødstrip uden moralsk kvababbelse. Det bliver interessant at følge Jørgen Leths søn, ligesom det bliver spændende at se, hvad de seks elever, der i foråret tog afgang på Filmskolens tv-linje, kan drive det til.

Deres afgangsfilm overstrålede fiktionsfilmene, ikke mindst Ditte Haarløv Johnsens One Day, der gav publikum gåsehud med portrættet af en prostitueret vestafrikansk kvinde i København.

Hovedpersonens formodentlige ønske om anonymitet vendes til et konsekvent æstetisk valg, idet filmen berettes i hudnære close-ups, så vi først ser hovedpersonen i fuld figur i den uforglemmelige afslutningsscene, hvor hun iført en maske danser alene på et diskotek til Ismaël Lôs Jammu Africa.

Dem glæder vi os til
Som børn af Star Wars og Steven Spielberg ser vi med spænding frem til Indiana Jones og krystalkraniets kongerige, der får premiere 22. maj i 2008.

Kan filmserien, der understregede Spielbergs status som den bredt anlagte underholdningsfilms store auteur, vækkes til live igen? Kan Hollywood, som i disse år er på hælene, genvinde sin styrke?

Vi glæder os også til Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (28/3) om to modstandsfolk, der stod for stikkerlikvideringer under 2. Verdenskrig. Med det næste nummer af Ekko (27/2) udgiver vi en booklet af filmkritiker Christian Monggaard, der har fulgt optagelserne og fortæller historien om storfilmens tilblivelse.