Begæret ruster aldrig

”Hvem kan lide at blive gammel? De siger, vi bliver klogere. Fandeme nej. Ungdommen er meget klogere end os. Se, hvor meget rod vi har lavet i verden. Gamle mennesker suck!”

Geraldine Chaplin griner på en skrattende Skype-linje fra sit hjem i Miami Beach.

Tonen er bramfri og totalt uhøjtidelig, når man taler med den 67-årige skuespiller, der er datter af den velsagtens største legende i filmhistorien: Charlie Chaplin.

Men som også for længst har skabt sin egen karriere med bærende roller i klassikere som David Leans Doktor Zhivago, Carlos Sauras Den spanske ravn og Martin Scorseses Uskyldens år.

Bordelmutter med cigarføring
I øjeblikket er hun aktuel i Henning Carlsens mexikanske filmatisering af den magisk-realistiske forfatter Gabriel García Márquez’ roman, Erindring om mine bedrøvelige ludere (2004).

Henning Carlsen er såvel herhjemme som i udlandet mest kendt for mesterværket Sult (1966), der er baseret på Knut Hamsuns roman.

Erindring om mine bedrøvelige ludere er hans første spillefilm i syv år og handler om den snart 90-årige journalist og enspænder El Sabio, der efter et langt liv med et storforbrug af prostituerede aldrig har følt kærlighed — kun lyst. For at fejre sin fødselsdag på behørig vis beslutter han at besøge en prostitueret, men denne gang skal hun være jomfru.

— Hvorfor ville du lave den her film med Henning Carlsen?

”Jeg var vild med manuskriptet. Jeg kender jo også Sult, som jeg synes er virkelig god. Og så har jeg jo læst bogen af Márquez, ligesom jeg har læst alt andet af Márquez, og jeg elsker den lille bog.”

”Men jeg havde aldrig forestillet mig, at Rosa skulle være mig. Jeg læste øjeblikkelig bogen igen og tænkte: ’Det her er jo ikke mig,’” fortæller hun om den usentimentale, caribiske bordelmutter Rosa, der med lige dele attitude og pulsende cigar i mundvigen hjælper El Sabio med hans fødselsdagsønske.

”Jeg var meget smigret over, at Henning mente, at jeg kunne spille hende. Så tænkte jeg: ’Okay, here we go.’”

Måtte vente i flere år
Allerede inden filmen blev lavet, medførte bogens historie om en gammel mands forhold til en mindreårig luder – som dog i filmen er ændret til en kvinde – at en protestgruppe forsøgte at få filmen standset. Angivelig på grund af landets problemer med børneprostituerede.

”Vi ventede … åh gud … i årevis. Først skulle den laves, men så blev finansieringen sat i stå på grund af skandalen. Og man begyndte at tænke, at den her film måske aldrig blev til noget,” fortæller Geraldine Chaplin.

”Det endte med, at vi optog filmen under en anden titel. Jeg tror, det var Dreams of the Caribbean eller sådan noget. Vi optog i smug. Det var lidt som at være på eventyr. Vi filmede i Campeche (delstat i Mexico, red.), hvilket ligger så langt væk, at folk nok troede, at filmen ikke blev lavet.”

— Protesterne hænger vel også sammen med filmens skildring af prostitution, som ikke ligefrem er fordømmende?

”Filmens skildring af prostitution er mere end bare en skildring af prostituerede. Det handler om minder. Det hele er fortalt meget usammenhængende og hoppende, fordi det handler om minderne og længslen efter de her kvinder. Det er interessant med en karakter som El Sabio, der altid har betalt for sex. Altid. Det er noget, han er stolt af. Folk kan jo være stolte af de underligste ting. Det er næsten en religion for ham.”

En 90-årig begærer ikke en 90-årig
”Alle kvinder i hans liv er derfor prostituerede. Selv som ung dreng er han sammen med en prostitueret, og derfor vil han købe en prostitueret til sig selv i fødselsdagsgave,” fortsætter Geraldine Chaplin.

”Det er et interessant koncept, men jeg tror ikke, det er ment som en realistisk skildring af prostitution, snarere et billede på hans fantasi og som et minde om hele hans liv.”

— Men hvorfor protesterede folk så?

”Jeg kender en af de kvinder, der protesterede imod bogen og filmen. Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne protestere imod, at en så smuk og ekstraordinær bog skulle filmatiseres.”

”Det skyldes dumhed, jeg tror ikke, det kan være andet. Eller også havde de hverken læst manuskriptet eller bogen. Der var nogle, der sagde: ’Åh, det handler om den her 90-årige, gamle mand, der vil have en fjortenårig jomfru i fødselsdagsgave.’ Det handler den overhovedet ikke om. Det handler om minder, længsel og alderdom i almindelighed.”

— Er det emner, der særligt optager dig, nu hvor du selv er kommet op i årene?

”Jeg er bestemt fascineret af en forfatter som Philip Roth og hans bøger om at blive ældre, for eksempel Det døende dyr. Om hvordan kroppen bliver gammel og grim og forfalden, mens begæret aldrig går væk.”

”Vi mennesker hænger meget dårligt sammen. En 90-årig mand burde jo begære en 90-årig kvinde, og en 90-årig kvinde burde begære en 90-årig mand. Men nej, selvfølgelig fungerer det ikke sådan. Vi vil have ungdom og skønhed! Begær går ikke hånd i hånd med det at blive ældre. Selvom hjernen måske bliver rusten, ruster begæret aldrig.”

”Det er smukt beskrevet i bogen og i filmen. Og pludselig bliver det til en kærlighedshistorie. Men ikke fra manden til pigen, men fra pigen til manden. Det er skønt.”

Far døde fra mor
— Aldersforskellen på din far og din mor var stor ligesom mellem hovedpersonen El Sabio og den unge jomfru i Erindring om mine bedrøvelige ludere. Har det spillet ind i din holdning til filmen?

”Altså, jeg vidste, at jeg havde den mest berømte far i verden og den smukkeste mor i verden, men jeg tror, at aldersforskellen mellem dem først gik op for mig, da min far døde, og min mor stadig var ung. ’Hvor frygteligt, at han bare sådan døde fra hende, hvilken forfærdelig ting at gøre,’ tænkte jeg dengang. Men selvfølgelig, han var jo gammel.”

”De virkede ikke på mig som et par, hvor der var stor aldersforskel. Min far var ung af sin alder, også fysisk. Når man ser billeder af ham, da han som 54-årig mødte min mor på sytten, så han jo vildt godt ud,” fortæller Geraldine Chaplin, som var 33 år gammel, da hendes far døde i 1977.

”Jeg ville måske ikke ligefrem juble af glæde, hvis min egen datter som syttenårig havde fundet sammen med én på 50. Men sådan er det jo.”

”Jeg kan ikke se noget forkasteligt i det. En kærlighedsaffære mellem en gammel mand og en ung pige kan imidlertid være sørgelig, fordi han sikkert vil ende med at efterlade en meget ung enke, ligesom min far gjorde. Men kærlighed har ingen grænser, og det er da godt med en film til ældre publikummer.”

Producenter mangler nosser
I dag får Geraldine Chaplin sjældent længere de store hovedroller, men i stedet biroller som i Erindring om mine bedrøvelige ludere. Det har ændret den måde, hun arbejder på som skuespiller.

”Det betyder, at du skal sætte dig ind i mere på langt kortere tid. Du kan ikke forkæle dig selv med oceaner af tid, som hvis du er protagonisten.”

”Men det, som virkelig har ændret skuespilteknikken, er al den her brug af CGI og green screen. Før havde man smukke scenografier, hvor du straks kunne mærke stemningen, når du trådte ind på settet, og begynde at forberede din rolle. I dag placerer de dig bare foran en green screen, og så beslutter de sig blot for senere, hvor du skal være. Det kræver faktisk, at du har langt større fantasi som skuespiller.”

”Jeg kan dog lide det hele, både det nye og det gamle. Du skal jo følge med tiden. Jeg synes dog, at filmindustrien har ændret sig negativt ved, at der i dag er færre producenter med nosser, pardon my french.”

”Det virker, som om de fleste bare vil lave film efter, hvor mange bagdele de kan få ned i sæderne i den første weekend, så det ender med laveste fællesnævner. Det rene trash bliver udgivet. Jeg kan ikke se de film. Jeg kan ikke klare det. Der er stadig masser af kunstnerisk talent derude, men der er en mangel på producenter, som vil lave film for kærlighed til kunsten.”

Et spørgsmål om forførelse
Geraldine Chaplin har arbejdet sammen med nogle af filmhistoriens største instruktører, inklusive sin egen far i Rampelys, hvor hun er ukrediteret statist. Hun har haft prominente roller hos Robert Altman, nybølge-instruktørerne Alain Resnais og Jacques Rivette samt spanierne Pedro Almodóvar og Carlos Saura (som hun var gift med i tolv år).

— Hvordan er Henning Carlsens metode som instruktør anderledes end andre instruktører, du har arbejdet med?

”Henning er en instruktør, der fascinerer mig. Bare ideen om, at en skandinavisk instruktør filmatiserer den her meget sydlandske García Márquez-roman, er interessant. Så det var meget spændende at arbejde sammen med ham. Han havde den her storyboard-bog med smukke, kunstneriske tegninger af hver eneste indstilling i filmen. Jeg har aldrig arbejdet sammen med en instruktør, der var så forberedt, rent konkret.”

”Alle instruktører er forskellige, ligesom mennesker er forskellige. Udfordringen for enhver skuespiller er at være den rigtige type skuespiller for den specifikke instruktør. At tilpasse sig. Det er faktisk et spørgsmål om forførelse.”

Usædvanlig karriere
Når man kigger ned over listen af Geraldine Chaplins mange roller på film og tv — hvor også en enkelt af ”verdens dårligste instruktør”, tyske Uwe Böll, gemmer sig — slår det én, at hun ikke har valgt den sædvanlige Hollywood-karriere.

”Det har meget at gøre med held. Jeg tror, du giver mig lidt for meget kredit, hvis du tror, at det skulle have noget med valg at gøre. Jeg har været med i mange dejlige film. Mange af dem nød jeg at lave, mange af dem nyder jeg at se, og mange af dem er virkelig dårlige.”

”Jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har haft — og forhåbentlig fortsat vil have — den karriere, jeg virkelig ønskede. Jeg har lavet store Hollywood-produktioner, jeg har lavet super 8-film, da man stadig kunne lave dem, jeg har lavet film på forskellige sprog og på forskellige kontinenter og i forskellige kulturer, og det er virkelig det, jeg ønskede. At indtage hele bananen — og ikke kun en bid.”