Belgiens svar på Martin Scorsese

Michaël R. Roskam laver gangsterdramaer som Scorsese og skildrer menneskeligt forfald som i en græsk tragedie.

Hans steroide-pumpede Bullhead havde belgisk premiere i 2011, blev Oscar-nomineret i 2012, og i dag kan den så – langt om længe – ses i de danske biografer.

Et skægget gab møder Ekko på skype-linjen fra Los Angeles. ”Her er det jo kriminelt tidligt om morgenen,” forklarer Roskam med et søvndrukkent grin.

”Jeg er ikke flyttet herover,” forsikrer den 41-årige instruktør og manuskriptforfatter, men lige nu bruger han meget af sin tid i de forjættede forenede stater.

Han skal klippe sin næste film færdig, som blev den sidste, hans gode ven, Sopranos-stjernen James Gandolfini, nåede at indspille inden sin død.

Kastreret handyr
Bullhead er den slags film, som lever og ånder i kraft af sin hovedperson. Her er der tale om et menneskedyr – et tyrehoved med olme øjne, men uden horn og manddomssaft.

Jacky er kvægfarmer i Belgiens mudderbrune flamske landregion. Han lever et liv på kanyler. Køerne sprøjter han med vækstfremmere, overarmene med litervis af steroider. Musklerne er bristefærdige af overkompensation for det faktum, at han ikke producerer skyggen af mandligt kønshormon.

Han taler aldrig om barndommens kastrationstraume. Men da den lyssky hormonmafia og fortidens fjender banker på, bliver han tvunget til at huske.

Bullhead er en gangster-tragedie fra den dybeste belgiske muld, hvor instruktøren selv er vokset op.

Mande-muse
Men hos Roskam er antihelten dømt til at fejle. Det efterspurgte skuespiltalent Matthias Schoenaerts transformerer sig til halv tyr, halv mand, med en sådan overbevisning, som kun kan matches af de helt store karakterskuespillere.

Hvis Michaël R. Roskam er Belgiens Scorsese, er Matthias Schoenaerts hans De Niro, en trofast soldat og mande-muse.

”Matthias og jeg lavede en kortfilm sammen i 2005, og jeg opdagede med det samme, at det her var den store skuespiller, som jeg ville samarbejde med,” forklarer Michaël R. Roskam med stolt glød i stemmen.

Før optagelserne til Bullhead var Matthias Schoenaerts på det nærmeste en spinkel mand. Under forberedelserne til rollen tog han 30 kilo på i ren muskelmasse.

”Som mand og som skuespiller legemliggør han alle de temaer og arketyper, som jeg arbejder med. Han inkarnerer mine film.”

Indre dæmoner
I 2012 var Bullhead Oscar-nomineret som ”bedste fremmedsprogede film”, men måtte se sig slået af det iranske mesterværk Nader og Simin – en separation.

Ikke desto mindre blev nomineringen instruktørens springbræt til USA. Han er nu seks uger fra at færdiggøre sin næste film, Fox Searchlight-produktionen The Drop, som foregår i Brooklyn, New York.

Filmen er et krimi-drama om et mord og en forsvunden pittbull. Tematisk vender gangster-instruktøren hjem.

”Denne film handler også om en mand, som både må bekæmpe sine egne dæmoner og sin skæbne. Igen en mand, som er meget isoleret psykologisk.”

– Er den lige så mørk og voldelig som Bullhead?

”Den er meget mere underspillet. Hovedpersonerne i de to film bevæger sig på kanten af loven og det, vi opfatter som retfærdigt. Men fordi vi lærer dem at kende, lærer vi at elske dem,” forklarer han.

Capras usikre mænd
Michaël R. Roskam vedkender sig åbenlyst arven fra Scorsese. Men han er ikke instruktørens eneste fader-figur fra filmverden.

”Frank Capra er en stor inspiration,” tilføjer han. ”De fleste personer i hans bedste film er isolerede mænd, som kæmper med indre dæmoner. Men han putter dem i helt forskellige film. Nogle gange en romantisk komedie, andre gange i en tragikomisk historie.”

”Når jeg skal præsentere The Drop, plejer jeg at sige: ’Hvordan ville Taxi Driver se ud, hvis Frank Capra havde instrueret den?’”

Birolle vil stjæle fokus
Hovedrollerne i The Drop – der havde arbejdstitlen Animal Rescue – spilles af Tom Hardy og Noomi Rapace. Men en helt særlig birolle kommer utvivlsomt til at løbe med opmærksomheden.

The Drop blev James Gandolfinis sidste film, før han døde af et hjertestop 19. juni.

”Han døde otte uger efter, vi afsluttede optagelserne,” fortæller Michaël R. Roskam. ”Bagefter tog han på ferie. Og det var der han døde i Italien. Det kom som et stort chok. Vi var midt i at udvikle et venskab.”

Instruktøren taler sig ind på døden med langsomme sætninger. Og undervejs glemmer han at bruge den stille datidsform, som er forbeholdt afdøde. Og så slår han over i kælenavn.

”Jim vader ikke ind og siger: ’Hej, jeg er James Gandolfini, jeg skal vise dig, hvordan det skal gøres.’ Han er meget beskeden og generøs. Og en virkelig dygtig skuespiller!”

Nervøs mafioso
I filmen er Gandolfini i sit rette element. Hans karakter Marv lægger sig tæt op ad signatur-rollen som den kriseramte mafioso-far Tony Soprano fra tv-serien Sopranos.

”Der var nogen i starten, som var bekymrede over castingen,” siger Roskam. ”Folk sagde: ’Hvad hvis publikum kun kan tænke på Tony Soprano?’ Det synes jeg er nonsens. For han spiller en helt anden type gangster. Marv er slet ikke en alfahan, som Soprano var. Han er faktisk det modsatte – usikker, lusket, en wannabe, måske.”

Gandolfino arbejdede, som om det var hans første rolle. Han var nervøs, men også meget begejstret og fokuseret, husker Michaël R. Roskam.

”Jeg var til hans begravelse i New York. Og det var godt at sige farvel. Men for mig lever han stadig. Jeg ser ham jo hver dag på min skærm. Nogle gange glemmer jeg, at han ikke er her mere. Jeg tænker: ’Jeg skal huske at ringe og fortælle Jim, hvor godt han spiller her.’”

Kompromisernes Hollywood
Michaël R. Roskam har nydt stor kunstnerisk frihed under den belgiske filmstøtte. Men som en europæisk alien i New York, måtte han vænne sig til helt andre spilleregler i den amerikanske filmindustri.

”I Danmark og Belgien ejes filmen af dem, der skaber værket. I Amerika ejes filmen af dem, der investerer pengene. Men den gamle Hollywood-producer – én mand med én cigar – findes ikke mere. Det at lave film i USA i dag er en gruppeaktivitet. Finansieringsdelen varetages af mange flere mennesker.”

– Måtte du gå på kompromis med din vision i Hollywood-maskinen?

”Ja. Herovre er filmholdene meget større. Og nogle gange er kompromiser nødvendige. Så det er hårdt. Men det er film – det er ikke meningen, at det skal være nemt!”

”Men nogle gange glemmer jeg, at jeg også skulle gå meget på kompromis i mine film i Belgien – dengang skulle jeg gå på kompromis med mig selv,” siger han under et mystificerende grin.

”Det at lave film handler om at finde friheden i begrænsningerne. Det er noget psykologisk. Når instruktører har et stort ego – som mig – tror de altid, at de har ret!”

”Thom” Vinterberg
Michaël R. Roskam bliver overrasket, da jeg fortæller ham, at Bullhead kommer til Danmark nu, tre år efter premieren i hjemlandet. Men mest bliver han begejstret.

”Jeg ser den danske filmtradition som en stor inspirationskilde. Der er mange gode danske instruktører. Selvfølgelig Lars von Trier. Og så mødte jeg jo lige Thomas Vinterberg i fredags.”

De to europæere stødte sammen i Hollywoods allerhelligste haller til Oscar-festivitas.

”Oscar-akademiet holder hvert år en ceremoni, hvor de uddeler certifikater til de nominerede. Og man får dem overrakt af store filmpersonligheder. Da Bullhead var nomineret for to år siden, fik jeg mit af Michael Mann. Og han præsenterede og hyldede min film. Han er en af mine helte. Det var et fantastisk øjeblik for mig.”

Som medlem af Oscar-akademiet var Roskam med til at stemme om årets Oscars. Men han indrømmer, at han ikke har set Jagten og ikke nåede at stemme i kategorien ”bedste fremmedsprogede film”. Han har kun set tre af filmene i kategorien. Men han viser behørig respekt for sin kollega med et kærligt kaldenavn.

”I fredags mødte jeg ’Thom’ til et arrangement. Vi havde en snak om hverdagsting og livet. Vi talte om, hvor hårdt det kan være som europæisk instruktør at være væk fra sin familie.”

Hollywood tur/retur
Tilsyneladende lokker familien og fædrelandet. I hvert fald vender Michaël R. Roskam næsen hjemad. Først og fremmest venter et glædeligt gensyn med hans hjertes De Niro.

”Jeg tager tilbage til Belgien og laver min næste film, The Faithful. Det er en kærlighedstragedie. Matthias Schoenaerts spiller – igen – en gangster, denne gang fra 1990’ernes Bruxelles. Han forelsker sig i en kvinde, der slet ikke går i spænd med den kriminelle verden. Og de skal håndtere det klassiske tema: én kærlighed, to verdener.”

– Er Hollywood-karrieren allerede slut?

”Vi lever i det 21. århundrede! Man kan godt både lave film i Hollywood og Belgien og bevæge sig frem og tilbage. Jeg tror, mange af mine kolleger har samme indstilling.”

Michaël R. Roskam lukker samtalen med et gab og namedropper morgenens sidste inspirationskilde, og den er dansk.

”Tag for eksempel Nicolas Winding Refn. Som filmskabere har vi visse ligheder, men der er også væsentlige forskelle. Men det er inspirerende at se, hvordan han udvikler sin karriere og folder sig ud på tværs af mange filmverdener. På det punkt tænker vi ens!”