Dag 5: Belgisk konge får Venedig til at grine

Når man spørger til, hvilken film folk tror vinder Guldløven på filmfestivalen i Venedig, er der altid megen påpasselighed.

”Det er for tidligt at sige, hvilken film der er bedst,” lyder svaret.

Men den sjoveste film på festivalen blev vist i dag.

Det skete med den hjertevarme mockumentary King of the Belgians, der er instrueret af Peter Brosens og Jessica Woodworth. Den handler om en skotte, Duncan Lloyd (Pieter van der Houwen), der er blevet hyret til at lave en dokumentar om kongen af Belgien (Peter Van den Begin). Skotten må kun filme, når han får besked, men lærer hurtigt, at belgierne ikke opdager, at han filmer i det skjulte.

Mens kongen og hans følge af pressekvinder og rådgivere er på officiel visit i Tyrkiet, udbryder der politisk krise i Belgien. Vallonien vil være selvstændig. Kongen vil hjem og få styr på sagerne, men det kan ikke lade sig gøre, fordi der er vulkanudbrud i Island. 

Men kongen vil tilbage. Koste, hvad det vil. Så da skotten – som har erfaring som krigsdokumentarist – foreslår, at holdet smugler sig over grænsen ved hjælp af et bulgarsk kvindekor, er kongen ikke i tvivl. Af sted.

Kongelige er også mennesker
Undervejs kommer gruppen både forbi en yoghurt-festival i Bulgarien, et brændevins-drukorgie i Serbien og en borgmester, der går barfodet, ”fordi der er så langt fra mit hoved til mine tæer, at jeg ikke behøver tænke så meget på dem”.

Kongen vokser fra at være en marionetdukke, der hele tiden må gøre, hvad han får besked på, til en rigtig person med egne meninger. Og det er filmens budskab: De kongelige er også mennesker. Hvis bare de forlader deres slotte og møder rigtige mennesker.

Filmen foregår udelukkende gennem Duncan Lloyd håndholdte kamera, og det er klippet på fineste vis.

Som da kongen plager om at få lov til at køre deres flugtfartøj.

”Nej,” bliver rådgiveren ved. Men til sidst får han lov, og der klippes til, at bilen lægger totalsmadret i grøften.

Da bifaldet til King of Belgians var ovre, fortsatte det uden for salen. For her var hele det elskelige cast samlet for at se publikums reaktion.

Og symptomatisk for den hjertevarme måde, de fremstår på i filmen, gav de også publikum et bifald med på vejen. 

Argentinsk Nobelpris-vinder
Det er dog ikke kun belgierne, der forstår at være sjove. Senere på dagen havde også Argentina en komedie på menuen, nemlig instruktørparret Mariano Cohn og Gastón Duprats El ciudadano ilustre. Eller Den fornemme borger, som filmen, der er med i festivalens hovedkonkurrence, kunne hedde på dansk.

Den begynder i Sverige. Efter en lang og succesfuld forfatterkarriere får Daniel Mantovani overrakt Nobels litteraturpris. I sin tale forklarer han, at det må betyde, at han er færdig. Hvis den konservative jury sætter pris på hans arbejde, viser det, at han er irrelevant, og desuden vandt yndlingsforfatteren, den argentinske Jorge Luis Borges, aldrig Nobels litteraturpris.

”Men tak,” siger Mantovani.

Fem år går, hvor han ikke skriver. Han takker nej til store og prestigefyldte priser verden over, men en dag inviteres han hjem til sin barndomsby, en lille flække i Argentina, for at blive gjort til æresborger. Han accepterer invitationen.

Forlanger mere og mere
Mantovani har boet i Europa i flere årtier, men alle hans romankarakterer er baseret på indbyggerne i den klejne argentinske by. De elsker ham betingelsesløst, men som dagene går, forlanger de mere og mere af ham.

En far vil have penge til en ny kørestol til sin handikappede søn. En mand vil have ham på besøg, fordi han mener, at en af Mantovanis romankarakterer må være baseret på hans far. Og Mantovani skal være dommer i en billedkunstkonkurrence fyldt med komplet talentløse kunstnere.

Komikken i filmen fungerer for det meste glimrende.

Som for eksempel i flyet på vej fra Mantovanis hjem i Barcelona til Argentina. Mantovani har gjort meget ud af at rejse anonymt af sted, og da han sætter sig i flysædet, regner han med ikke at blive forstyrret. 

Men straks fortæller piloten stolt over højttalersystemet, at deres Nobelpris-vindende helt er med på flyet.

Overraskende udtagelse
Det er en komedie om berømmelse og jalousi, men filmen udforsker ikke sit hovedtema i dybden. Vi lærer ikke meget om, hvad indbyggerne tænker om, at Mantovani har lukreret på dem og tjent millioner ved at udstille dem.

Og vi får heller ikke at vide, hvad det er, der har gjort byen så spændende, at den kan forvandles til Nobelprisvindende litteratur.

Visuelt ser El ciudadano ilustre billig ud. Billederne minder mest om de første sæsoner af Larry Davids Curb Your Enthusiasm, hvilket gør dens tilstedeværelse i Venedig til lidt af en overraskelse.