Islandsk humorist til kamp for miljøet

Da Benedikt Erlingsson var atten år gammel, lænkede han sig fast til en hvalbåd. Det blev starten på en små-aktivistisk løbebane for den 48-årige islandske skuespiller, der debuterede som instruktør i 2013 med den utraditionelle komedie Om heste og mænd.

Det aktivistiske sind viser Erlingsson i sin spillefilm nummer to, Woman at War, der er i Cannes-festivalens parallelkonkurrence Semaine de la Critique.

Filmen følger den midaldrende kvinde Halla (Halldóra Geirharðsdóttir), der som et oprør mod den islandske regerings knæfald for storindustrien smadrer elmaster og lammer landets energi-net. Hun vil gøre opmærksom på, at udvindingen af naturens ressourcer er ved at ødelægge vores klode.

Det samme vil Benedikt Erlingsson.

”Klimaforandringer er det store problem i verden lige nu, og det betyder oversvømmelser nogle steder og tørke andre steder. Vi er nødt til at gøre noget nu, for ellers går der ikke engang 50-100 år, før det er for sent,” siger instruktøren på en dag i Cannes, hvor det faktisk vælter ned med regn.

”Det skal gøres til producenternes problem og ikke kun forbrugernes. For vi er meget svage som forbrugere og har svært ved at ændre livsstil.”

Et græsk-islandsk kor
Med det meget klare, politiske budskab kan Woman at War – eller Kona fer i strid, som er den islandske titel – måske lyde som en tør film. Men den er faktisk alt andet end kedelig.

Filmen indeholder både elementer af paranoia-thriller og absurd komedie, når regeringen sætter ind for at stoppe den driftige kvinde. Midt i det hele er hun også i gang med at adoptere et barn fra Ukraine, som den yoga-undervisende tvillingesøster må hjælpe hende med.

Og så kan meget af filmens underholdningsværdi tilskrives et tremands-liveband af glade spillemænd, der hele tiden står klar til at give Hallas liv et løft med underlægningsmusik. Hvad end hun er i sin lejlighed eller på mission i det islandske højland, dukker de pludselig op bag hende og giver den på klaver, tromme og blæseinstrument.

”Måske er jeg bare en utålmodig og overfladisk historiefortæller. Jeg har det med at lukke klovnene ind,” siger Benedikt Erlingsson i samme ironiske toneleje, som hans film har.

”Når man fortæller historier til et publikum, skal man bruge alle tricks i bogen. Der kan ikke kun være fokus på en masse smerte. Så jeg er nok bare en forretningsmand, der vil prøve at lokke folk i biografen,” fortsætter instruktøren med et glimt i øjet, men bliver så mere seriøs.

”Vi har jo en kontrakt med publikum om, at man som filmskaber gerne må kommentere på handlingen undervejs. I Woman at War valgte jeg at trække det helt frem ved at have musikerne i filmen som en form for græsk kor.”

Hjælp fra Mel Gibson
Islandske instruktører har en høj stjerne i Danmark, hvor Hlynur Pálmason senest brød stort igennem med den prisvindende broderfortælling Vinterbrødre.

Men Benedikt Erlingsson vil helst fortsætte med at lave film på islandsk. Og han fremhæver en temmelig overraskende mand, der ifølge instruktøren har gjort meget for den islandske filmindustri.

”Mel Gibson har virkelig hjulpet os på Island. For med Apocalypto og Passion of the Christ lavede han to film på sprog, der er uddøde. Det overbeviste os, at man godt kan lave populære film på et sprog, som ingen forstår,“ griner instruktøren.

”Vi er et lille samfund, hvor alle nærmest er i familie med hinanden. Derfor er det også vigtigt, at der kommer mennesker til udefra, som er med til at holde samfundet i gang.”

En hund ved navn Kone
I Woman at War får Halla hjælp af en mand, der har en hund ved navn Kone. Det er underligt, men faktisk er han ikke så sær i sammenligning med resten af indbyggerne på den store ø med de få indbyggere.

Mens Halla kæmper for at redde Island og verdens fremtid, cykler en spansktalende mand rundt på øen. Men han bliver hevet ind til afhøring, hver gang der bliver begået hærværk på landets skrøbelige infrastruktur.

Det skal ifølge Benedikt Erlingsson mest opfattes som et muntert indslag. Til gengæld er Hallas angreb på særligt aluminium-industrien, der bruger langt størstedelen af Islands energiressourcer, politisk motiveret for instruktøren.

”Der er et gram aluminium i hver af vores kaffekapsler, men vi snakker altså om 27 milliarder kapsler, der blev solgt sidste år. Og halvdelen af dem bliver smidt ud – det er 10.000 ton aluminium!” fortæller Benedikt Erlingsson.

Han har ingen illusioner om, at hans film kan ændre miljøpolitikken. Men han håber, at Island kan blive et foregangsland.

”Island er sådan et lille sted, og derfor kan forandringer her ske hurtigt. Klimaforandringerne gør livet sværere. De sender et signal om, at der skal handles nu!”