Filmskolen: Workshoppen – 3. runde

”Det har måske været den hårdeste uge i mit liv. Jeg havde 40 i feber alle dage, kærlighedsproblemer og sov max én time hver nat. Så kommer man ud på Filmskolen og får fem timer til at skrive et treatment til en kortfilm. Det var fuldstændig sindssygt!”

Sådan siger Thomas Daneskov, da Ekko møder ham og to andre ansøgere, Lisa Jespersen og Nils Holst-Jensen, en sen eftermiddag på Nørrebro.

Thomas Daneskov har på old-school manér arbejdet sig op ved at servere kaffe hos et produktionsselskab, hvor han hurtigt overtog rollen som klipper. Han har siden instrueret musikvideoer og kort- og dokumentarfilm.

Lisa Jespersen er vokset op ved Solrød Strand og var en tur forbi Den Europæiske Filmhøjskole, før hun – efter flere afslag fra Filmværkstedet – valgte selv at finansiere sin første kortfilm. Nils Holst-Jensen er vokset op i Rødovre og har været forbi Station Next og universitetets Film- og medievidenskab.

Alle tre har tidligere søgt ind på Filmskolen, men er for første gang kommet til optagelsesprøvens workshop-forløb, hvor de sammen med tretten andre ansøgere over fem dage skulle bevise deres værd som mulige instruktørelever.

To venner i en elevator
Ud over undervisning, skriveøvelser og såkaldte penneprøver skulle ansøgerne hver dag producere små videodagbøger med benspænd af forskellig art. Og netop benspændene er en af de ting ved Den Danske Filmskole, der lokker de tre ansøgere.

”Jo flere benspænd jo bedre,” siger Lisa Jespersen. ”Det er det samme, som når man fik en fristil i folkeskolen og ikke anede, hvad man skulle skrive om. Jeg har brug for, at der er nogle, der sætter noget op for mig, som jeg kan få lov at løse. Jeg tror på, at Den Danske Filmskole kan opsætte nogle rammer og konditioner for mit arbejde og hjælpe mig lidt på vej,” forklarer hun.

En af de mange øvelser lød på at skrive en scene om to venner, der sidder fast i en elevator, hvor den ene er hemmeligt forelsket i den anden. Det resulterede i udfordringer for de mandlige ansøgere, da scenerne bagefter skulle realiseres:

”Der kom mange homo-film ud af øvelserne, for der var kun fire piger, og vi skulle jo være skuespillere for hinanden. Så der var flere af mændene, der måtte kysse med hinanden i vores film,” griner Lisa Jespersen, mens hun kigger på de to andre, der også måtte tage et mandekys som en del af oplevelsen.

Bedømt fra top til tå
Workshoppen indebar flere overraskende udfordringer.

”Vi kommer op i klasselokalet, og så står der bare ler, pensler og maling, og man tænker bare: ’Nej, nej, nu går der børnehave i den.’ Men så er det en opgave i belysning, hvor man skal forme og male en lerfigur, så den passer i størrelsesforhold og lyssætning til en baggrund,” fortæller Lisa Jespersen og fortsætter:

”Jeg blev lidt stor i slaget og syntes, jeg havde overskud til at lave to figurer i stedet for én, men det gik jo totalt galt!” griner hun.

”Det, man laver i stort set alle opgaverne, er jo ren lort. Men det er vel også pointen. Det afgørende er vel, at du er kommet for at lære noget,” siger Thomas Daneskov med henvisning til, at de mange opgaver blev evalueret i plenum.

Ansøgerne er da også enige om, at man bliver bedømt fra top til tå i den benhårde konkurrence om de eftertragtede pladser på Filmskolen.

”Man får det lidt sådan everything is a test-agtigt. Jeg tror. man bliver bedømt helt vildt meget, specielt i samarbejdet med de andre. Er du for eksempel en god kammerat? Sidder du og gaber, når du får undervisning? Og hvordan reagerer du på kritik?” forklarer Thomas Daneskov.

For travlt til facader
”Det har været som et superkompakt højskoleophold. Jeg havde forventet en lidt hård stemning, men den energi, der opstår, er enormt rar, og folk er sindssygt søde og klapper af hinanden, når man har præsenteret noget,” fortæller Nils Holst-Jensen om mødet med de andre ansøgere.

Mødet er dog også akavet og grænseoverskridende, fortæller Thomas Daneskov:

”Den første time følte jeg mig som en dukke fra Jullerup Færgeby, med sådan et helt stift kropssprog og hænder, man ikke ved, hvor man skal gøre af. Men lynhurtigt glemmer man at tænke over, hvem man er, og hvad man gør. Man har simpelthen for travlt til at have nogen form for facade.”

”Man tænker selvfølgelig over, om man er bedre end de andre,” tilføjer Nils Holst-Jensen. ”Det kan man ikke lade være med, men ellers er der faktisk ikke nogen konkurrence-stemning synes jeg.”

Har kvinder en fordel?
Risikoen for at få afslag er dog stadig stor. Efter workshoppen er der nu tolv ansøgere tilbage som efter den kommende instruktionsprøve barberes ned til seks udvalgte instruktørelever.

”Det ville jo være fantastisk at komme ind, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de ting ude i branchen, man går glip af. Fire år er lang tid, og de kan sgu bruges på mange måder. Så jeg tror ikke, man skal gå i kulkælderen, hvis man ikke kommer ind, for der er så sindssygt mange oplevelser derude alligevel,” siger Lisa Jespersen.

”Du skal jo nok komme ind, du er jo kvinde!” griner Thomas Daneskov bevidst drillende, med henvisning til, at der kun er to kvinder tilbage i opløbet.

”Arj, det er ikke fair, det der. Det er så irriterende at se det på den måde. Der er selvfølgelig en håndfuld dygtige kvindelige instruktører, men hold kæft hvor er der også mange dårlige. Der er film lavet af kvinder, som får fordele på grund af deres køn. Jeg falder ofte i søvn til de film," svarer Lisa Jespersen bidende tilbage, mens hun tænker over den snarlige afklaring om fremtiden.

”Det mest skræmmende er at være kommet så tæt på uden at være bange. Jeg har så god en fornemmelse for at gå videre, at jeg slet ikke kan overveje konsekvenserne, hvis jeg ikke gør,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er så sikker, at det gør mig rædselsslagen. Jeg har altid mødt meget modstand, men nu står jeg et sted, hvor jeg personligt er ved at få succes. Så er der lige pludselig noget på spil, og alligevel tænker jeg, det nok skal gå! Det er da skræmmende …”