”Jeg har aldrig lavet en så intens film”

”Bonjour. Jeg skal hente mine børn, så interviewet bliver lidt kort.”

40-årige Bérénice Bejo sidder i en rød fløjlssofa og ligner en smuk drøm med sine store øjne og rene ansigtstræk, mens omkring tyve udenlandske journalister defilerer forbi hende og lægger deres diktafoner på marmorbordet foran hende.

Og så udbryder der nærmest krig i Paris, da nogle af journalisterne begynder at kæmpe om at dominere interviewet. Mens vi andre bare er en slags pacifister, der prøver at få et spørgsmål indført og undrer os over, at der ikke hersker mere demokrati.

Det er efter terrorangrebene i Paris, at Bérénice Bejo er blevet en løvemor, der prioriterer at hente sin søn og datter.

Bejo og hendes mand arbejder ellers begge i den tidskrævende filmindustri. Han er instruktøren Michel Hazanavicius, manden bag The Artist, den uimodståelige sort-hvide stumfilm, hvor Bérénice Bejo med perleøjne og et strålende smil charmerede hele verden.

For megen typecasting
Nu er hun aktuel i et fransk drama.

Efter kærligheden handler om et forhold, der er gået i stykker. Foran to tvillingepiger mister forældrene nogle gange besindelsen, og kvinden studser over, hvor kærligheden blev af, og hvordan den kunne blive afløst af væmmelse.

Bérénice Bejo har tidligere spillet med i et skilsmissedrama. I Asghar Farhadis Fortiden hedder hun Marie ligesom i Efter kærligheden. Men der er forskelle.

”Ja, det er det samme emne, men det er fortalt på en helt anden måde. Jeg var dog nødt til lige at overveje, om jeg ville medvirke, men når man sammenligner de to karakterer, er de meget forskellige,” siger Bérénice Bejo og fortsætter:

”Marie i Fortiden er meget stille. Hun taler ikke, hun har det dårligt, men taler ikke om det. Marie i Efter kærligheden er rasende, og det fortæller hun til alle. Hun er god til at sætte ord på sine følelser. Det var derfor, jeg sagde ja.”

”Filmene er lavet i meget forskellige stilarter. Den første har noget spænding over sig, mens Efter kærligheden er mere realistisk og stærk. Vi bor nærmest sammen med parret. Jeg har aldrig lavet så intens en film, og det var godt for mig.”

Bérénice Bejo føler sig lidt typecastet i dramafilm, og hun kunne egentlig godt tænke sig at arbejde mere med komedier.

”Det er fantastisk at høre folk le til ens film,” siger hun med et lille grin.

Men selv om hun fik meget positiv opmærksomhed efter The Artist i 2011, især oven på den Oscar-hype, som filmen oplevede, så er de store amerikanske roller udeblevet.

”Jeg har fået tilbudt roller i superheltefilm, men det er jeg ikke interesseret i. Der har været amerikanske film, jeg gerne ville medvirke i, men i sidste ende blev jeg valgt fra,” siger hun og tilføjer lettere sardonisk:

”Jeg er ikke ’den franske skuespillerinde i Amerika’, så jeg prøver i stedet at være det i Europa!”

Så kan man jo gisne om, at hun hentyder til Marion Cotillard.

Forskellige rødder
Men Bérénice Bejo sætter pris på at arbejde overalt i verden. Derfor er hun også aktuel i både et italiensk og et tysk drama – Sweet Dreams og Three Peaks. Men det skal helst ikke minde om det, hun har lavet indtil nu.

”Jeg har intentioner om at arbejde i hele verden. Det er et godt signal at sende til folk, at man kan arbejde overalt. ’Se, jeg er ikke bange!’ Det er det, jeg siger til mine børn. Jeg kender ingen tyskere, og jeg kan ikke tale italiensk, men jeg takker ja til det, der er godt.”

”Det vigtigste for mig er en stærk instruktør. Jeg er meget loyal over for mine instruktører, men de skal have visioner og en stærk holdning og en klar mening med, hvordan de skyder en scene og fortæller en historie.”

”Derfor sagde jeg også ja til en ung, tysk instruktør, Jan Zabell. Han havde sendt mig manuskriptet med et meget sødt brev og regnede aldrig med at høre fra mig. Det var også ved ikke at ske, men da min agent sagde, at han ville sende et afslag, tænkte jeg, at i min alder kan jeg ikke afslå noget, jeg ikke har læst,” griner hun.

”Da jeg læste manuskriptet, elskede jeg det. Det var så interessant, fordi det handler om en mor, hendes søn og hendes nye kæreste. De taler tre forskellige sprog. Moren taler fransk til sønnen, der svarer på engelsk. Jeg taler engelsk og tysk med kæresten, og de to drenge taler tysk sammen. Og det er totalt ligesom mit liv – jeg taler fransk og spansk med mine børn. Det er den verden, vi lever i: Den er multikulturel. Og jeg synes, det er en vigtig historie, at vi kan opbygge en familie med forskellige rødder.”

Kæmper for ligestilling
Bérénice Bejo har også en birolle i sin mands kommende film, Redoubtable, der handler om instruktøren Jean-Luc Godards forhold til en syttenårig skuespiller. Hun fortæller ærligt, at hun var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle sige ja til en birolle.

”Men det er jo sundt for mig at prøve at gøre den lille rolle mindeværdig,” som hun forklarer.

Bejo er tydeligt ambitiøs, men på samme tid afklaret med, at hun ikke får den store internationale karriere, selv om hun arbejder rundt om i verden.

Hun arbejder tæt sammen med sin mand, er med i udviklingen af hans manuskripter og redigering og har nærmest status som producer. Men det er ikke noget, hun vil gøre for andre.

”Men der er altid en kvinde bag ham,” siger hun med et smil.

Jeg får endelig indført et spørgsmål i det hektiske rum og vil høre, om hendes mand også hjælper hende, når hun nu er så infiltreret i hans arbejde.

Hun kigger nærmest hånligt på mig.

”Nej, han skal ikke blande sig. Han kan få lov at hjælpe mig, når jeg skal have optaget en audition, men ellers spørger jeg ham ikke til råds.”

Bejo kan selv, og derfor kæmper hun også for ligestilling for skuespillere. Hun er rasende over, at mænd tjener meget mere end kvinder.

”Det er vulgært, at mænd over hele verden tjener bedre end kvinder. Jeg er så frustreret over det. Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre, men vi må oplyse vores børn. Og så siger jeg ofte nej til en rolle, hvis de ikke kan betale nok. I sidste ende siger jeg ja, for jeg skal jo også betale lån og sørge for mine børn, men jeg gør mit bedste. I det mindste betaler min mand mig fair, når jeg arbejder for ham!” griner hun.

”Og jeg skammer mig nogle gange over at klage, for som skuespiller tjener jeg mere end de fleste andre. Men jeg er harm over forskelsbehandlingen. Og nu skal jeg hente mine børn. Au revoir.”