Berlin på godt og ondt

Det var på flere måder en velvalgt start på Berlinalens hovedkonkurrence fredag formiddag at lægge ud med Annette K. Olesens Lille soldat.

Dels er Lille soldat en klasse bedre end den anden af fredagens film, der deltager i konkurrencen, nemlig François Ozons overraskende uinteressante komedie Ricky (overraskende, fordi den franske instruktør før har lavet noget så vellykket som den prægtige krimi-musical-farce Otte kvinder).

Dels handler filmen om mødet mellem to kvinder, en hjemvendt soldat (Trine Dyrholm) og en escortpige fra Nigeria (Lorna Brown). Og dermed slår filmen tonen an for det, der optager Berlinalens arrangører og jury: den materielle, økonomiske og juridiske uretfærdighed i denne den vist nok bedste af alle verdener.

Politisk klangbund
Den tredje verdens reduktion til reservoir af uforarbejdede råvarer og disponible kvinder danner både politisk klangbund for Annette K. Olesens film og for Tom Tykwers The International, der torsdag åbnede Berlinalen, men uden at deltage i konkurrencen om den gyldne bjørn.

En væsentlig forskel på de to film er dog, at Olesen ikke uden videre kolporterer et sort-hvidt billede af, hvem der er de gode og hvem de onde i hele dette spil.

Men når finanskrisen kradser og udvikler sig til en recession, der forener majoriteten i en opfattelse af sig selv som ofre for onde bankmænd og spekulanter, så bliver det måske Tykwers overskuelige univers, der kommer til at dominere de kommende års Berlinale-film.

Forventninger skuffes
Spørgsmålet om skyld er for så vidt også hurtigt besvaret i Stephen Daldrys med spænding imødesete The Reader.

Filmen er indstillet til adskillige Oscars, men skuffer fælt. Forventningerne synes ellers på vej til at indfries i første del af filmen, hvor vi følger det amourøse forhold mellem den femtenårige Michael, flot spillet af unge David Kross, og den betydeligt ældre Hanna, fremragende spillet af Kate Winslet.

Men når hyrdetimerne med følsom erotik og højtlæsning af Lessing, Homer og Chekhov erstattes af retssagen mod Hanna, der viser sig at have været KZ-vagt i Auschwitz, falder filmen pladask sammen.

Holocaust som pikant kulisse
Der går ganske enkelt alt for meget Hollywood i den med ulideligt klistret musik og bestandige spring frem i tiden til den ældre Michael, der står og glor melankolsk ud ad vinduet.

Alle de alvorlige spørgsmål om skyld og soning, skam og tilgivelse, bliver til ingen verdens ting, fordi filmen melodramatisk fæstner al sin opmærksomhed på forholdet mellem Hanna og Michael, så Holocaust forfalder til en pikant kulisse.

Et turistbesøg i Auschwitz og nogle grædende vidner i retssalen er alt, hvad det bliver til. Men det er alligevel Hanna, der scorer medfølelsen, når hun bliver gjort til syndebuk for sine medskyldige, og når hendes analfabetisme eksponeres så meget, at den fremstår som en slags undskyldning for hende. Her går forståelsen af gerningskvinden alt for vidt.

En god nazist
Stephen Daldry har ikke haft stor respekt for sit forlæg, Bernhard Schlinks roman Der Vorleser, der mister al sin usentimentalitet i filmatiseringen.

Sentimentalitet er der også nok af i en anden film, man i hvert fald i Tyskland har ventet på med stor spænding: Florian Gallenbergers John Rabe.

Filmen vises ikke i hovedkonkurrencen, men var et stort tilløbsstykke ved fredagens visning i serien Berlinale Special. Det tror pokker, når navne som Ulrich Tukur, Daniel Brühl og Steve Buscemi spiller med i den, og når den kan præsentere noget så pirrende som en god nazist.

Voldtægten af Nanjing
John Rabe var kort fortalt leder af en beskyttelseszone, som diverse udlændinge oprettede i den daværende kinesiske hovedstad Nanjing, da japanerne indtog den i 1937. Zonen reddede måske en kvart million kinesere for død, lemlæstelse, voldtægt, tortur og alle de andre grusomheder, som japanerne gjorde sig skyldige i, to år før Anden Verdenskrig brød ud i Europa.

En kvart million andre kinesere måtte lade livet under det, der er gået over i historien som ”voldtægten af Nanjing”. Som medlem af nazipartiet kunne Rabe aftvinge japanerne en vis respekt og på den måde sikre zonen mod deres overgreb.

Det fine ved filmen er, at John Rabe (Ulrich Tukur) i modsætning til Stauffenberg (Tom Cruise) i den biografaktuelle Operation Valkyrie præsenteres som det, han også var, nemlig et medlem af nazipartiet med sympati for Føreren og en overbærende ringeagt for de skævøjede kinesere.

Derfor stemmes forventningerne også til filmen som et realistisk drama, hvor hans karakter udvikles og prøves, men her falder det hele til jorden, når Rabe i stedet forvandles til et glansbillede. Og helt ulideligt bliver det, når kineserne til sidst i filmen hylder ham, og han i det samme genforenes med sin kone, som han havde troet død.