Berlin udskyder og opdeler festival
Berlinalen plejer at sparke gang i den europæiske festivalsæson i februar, hvor mange danske filmfolk sammen med kolleger fra hele verden stimler til den tyske hovedstad.
Men til næste år kommer det til at foregå på en anden måde.
Festivalen i Berlin bliver delt op i først en digital branchefestival og senere en fysisk begivenhed for publikum. De to plejer at køre samtidig, men vil i sin 71. udgave altså blive adskilt.
Førstnævnte kommer til at foregå 1. – 5. marts, mens publikumsfestivalen med uddeling af de såkaldte Bjørne-priser efter planen skal køre i juni, skriver branchemediet Variety.
Beslutningen om opdelingen er truffet af festivallederne Carlo Chatrian og Mariette Rissenbeek, der overtog tøjlerne for Berlinalen og stod i spidsen for festivalen første gang tidligere i år.
”Det er vigtigt for os at tilbyde filmindustrien et marked i årets første kvartal. Med ændringen af festivalens format i 2021 kan vi både beskytte gæsternes helbred og støtte genopstarten af filmbranchen,” siger Rissenbeek til Variety.
Tvivl om situationen
Danske film og filmfolk har en god historik i Berlin, hvor Trine Dyrholm i 2016 vandt en Sølvbjørn for sin rolle i Thomas Vinterbergs Kollektivet.
I 2012 vandt Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg hele to priser på den tyske festival for En kongelig affære, mens fotografen Rasmus Videbæk i 2019 tog en Sølvbjørn for Ud og stjæle heste.
I år løb festivalen af stablen 7. – 17. februar. Kort efter blev biografer og resten af samfundet lukket i mange europæiske lande på grund af coronakrisen. Opdelingen af Berlinalen til næste år kan komme til at danne præcedens for, hvordan europæiske filmfestivaler vil forløbe i 2021.
Ifølge Variety arbejdede festivallederne Chatrian og Rissenbeek på at lade en fysisk Berlinale foregå i april. Men det ville den tyske stat – som betaler meget af gildet – ikke gå med til, fordi der er tvivl om, hvordan situationen med coronavirus ser ud til den tid.
Cannes-festivalen løber normalt af stablen på den franske sydkyst i maj, men måtte aflyse udgaven i 2020.
Her arbejder man på en fysisk festival, der skal køre 11. – 22. maj næste år, mens der i norditalienske Venedig – hvor det lykkedes at afholde en nedbarberet festival i år – er planer om at invitere til filmfest 1. – 11. september.
Kommentarer