Nyhed
02. feb. 2012 | 09:47

Berlinale-programmet er klar

Foto | Jiri Hanzn
En kongelig Affære

Nikolaj Arcel dyster mod rutinerede herrer fra Italien, skuespilleren Billy Bob Thornton og masser af mindre kendte kræfter i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Berlin.

Af Mads Suldrup

Der er store forventninger til årets hovedkonkurrence på Berlins filmfestival, der løber af stablen fra 9. til 19. februar.

Sidste år var vinderfilmen Nader og Simin – en separation, der af Filmmagasinet Ekko blev kåret som 2011’s bedste film, og som i sidste uge modtog to Oscar-nomineringer – herunder for Bedste Originale Manuskript som den første iranske film nogensinde.

Kan Berlinalen hive en kanin af samme kaliber op ad hatten igen i år?

Som sædvanlig er festivalen ikke spækket med velkendte og renommerede instruktører, som det er tilfældet ved festivalerne i Cannes og Venedig.

For et almindeligt dansk biografpublikum, er der ikke mange navne, som springer i øjnene, når man kigger ned over listen med de atten hovedkonkurrence-film.

Danmarkshistorie på lærredet
Et navn vil dog vække genklang hos danskere. Det er Nikolaj Arcel, som deltager i hovedkonkurrencen med kostume-dramaet En kongelig affære.

Filmen foregår i 1700-tallet og skildrer den kendte affære mellem dronning Caroline Mathilde og Kong Christian d. 7’s livlæge Struensee. Kong Christian var gal, så mange kæmpede om at regere landet i det skjulte, og i flere år trak Struensee det længste strå.

Det er et stykke Danmarkshistorie med politiske intriger, der er som skrevet til det store lærred. Det er den 39-åriges instruktør første udtagelse til en større festival, og det bliver spændende at se, om den store produktionen har en vinderchance.

Arcel har et godt kort på hånden i skikkelse af Mads Mikkelsen, der spiller Struensee. Skuespilleren er efterhånden et stort navn i Europa, hvilket blev understreget til sidste års European Film Awards, hvor han modtog en ærespris.

Fransk revolution på film
Også franske Benoît Jacqout har lavet et historisk kostume-drama.

Hollywood-stjernen Diane Kruger og det franske stjernefrø Léa Seydoux, som medvirkede i Woody Allens Midnight in Paris og er aktuel i den seneste Mission: Impossible-film, spiller hovedrollerne som dronning Marie Antoinette og hendes hofdame i Farewell My Queen.

Filmen foregår i Frankrig i 1789 og handler om intrigerne på hoffet, der forbereder sig på den franske revolution, som er lige på trapperne.

Farewell My Queen lyder nært beslægtet med En kongelig affære og er derfor umiddelbart filmens største konkurrent.

Stjernespækket familiedrama 
Skuespilleren Billy Bob Thornton, der er mest kendt for at spille et røvhul af en julemand i Bad Santa og tyst barber i Coen-brødrenes The Man Who Wasn’t There, har også instrueret en periodefilm.

Familiedramaet Jayne Manfield’s Car foregår i Alabama i slutningen af 1960’erne og har Robert Duvall, Kevin Bacon, John Hurt og Bob Thornton selv på rollelisten.

Duvall spiller en ældre mand, der i forbindelse med sin ekskones død for første gang træffer den mand, som hun forlod ham og deres tre børn for.

Det er ikke første gang, Bob Thornton sætter sig i instruktørstolen. Han instruerede sig selv til en Oscar-nominering og løb med prisen for Bedste Manuskript for sin debutfilm Sling Blade fra 1996, hvor han spiller den mentalt udfordrede Karl, der ikke kan integrere sig i et lillebysamfund – med blodige konsekvenser til følge.

Så det er bestemt værd at holde øje med amerikanerens film.

Straffefange-Shakespeare 
I den helt anden ende af spektret i hovedkonkurrencen har vi det rutinerede italienske brødrepar Paolo og Vittorio Taviani og deres Ceasar Must Die.

Parret har lavet film i over 50 år og begge brødre har rundet de 80.

De er mest kendte for filmen Padre Padrone, der handler om fårehyrdes løsrivelse fra sin brutale far. Filmen vandt Guldpalmen i 1977 og vakte furore ved at skildre hyrdernes noget afslappede forhold til dyresex!

Deres nye film er dog i en helt anden boldgade.

Ceaser Must Die er en dokumentar om indsatte i et fængsel, der hver aften opfører Shakespeare-teaterstykker for et jublende publikum — hvorefter de må kravle tilbage til deres celler.

Alvorlige film fra hele kloden
Resten af programmet i hovedkonkurrencen er sammensat af meget forskellige film fra hele kloden af relativt ukendte filmfolk. Fælles for de fleste er, at de er i den alvorstunge ende.

Canadiske War Witch handler om borgerkrig og børnesoldater i Afrika, mens den ekstremt produktive filippinske Brillante Mendozas Captive om en gruppe turister, der holdes som gidsler af muslimske terrorister, gransker Stockholm-syndromet.

Kinesiske White Deer Plain er et tre timer langt historisk epos af den tidligere Guldbjørne-vinder Wan Quan’an.

Tyskerne har selv flere film med i konkurrencen. Blandt andet den tysk-norske Mercy, der foregår under den månedlange polarnat i Nordnorge, og som handler om en sygeplejerskes moralske overvejelser efter at have flygtet fra en trafikulykke.

Hvem der løber med Guldbjørnen, afgøres 18. februar.

Kommentarer

Barbara af Christian Petzold, Tyskland

Jayne Mansfield's Car af Billy Bob Thornton, USA

Ceaser Must Die af Paolo Taviani og Vittorio Taviani, Italien

Just the Wind af Bence Fliegauf, Ungarn/Tyskland

Sister af Ursula Meier, Schweiz/Frankrig

Childish Games af Antonio Chavarrías, Spanien

Tey af Alain Gomis, Frankrig/Senegal

Mercy af Matthias Glasner, Tyskland/Norge 

Farewell My Queen af Benoît Jacquot, Frankrig

War Witch af Kim Nguyen, Canada

En kongelig affære af Nikolaj Arcel, Danmark

Meteora af Spiros Stathoulopoulos, Grækenland

Captive af Brillante Mendoza, Frankrig/Filippinerne

Coming Home af Frédéric Videau, Frankrig

Tabu af Miguel Gomes, Portugal

Postcards From the Zoo af Edwin, Indonesien

Home For the Weekend af Hans-Christian Schmid, Tyskland

White Deer Plain af Wang Quan'an, Kina

© Filmmagasinet Ekko