Berømt filmselskab savner Weinstein i Cannes
I år er den første Cannes-festival efter afsløringerne om Harvey Weinsteins overgreb og den deraf følgende #MeToo-bølge.
Det måtte festivalleder Thierry Frémaux i går forholde sig til, da han holdt spørgetime for den forsamlede verdenspresse.
Mens han leverede lidt vævende svar om fordelingen af mænd og kvinder, er den franske grundlægger af det tyske filmselskab Wild Bunch, Vincent Maraval, mere klar i mælet.
”Vi kommer til at savne Harvey. Ikke som menneske, men som én, der kom med nogle film, som tog chancer,” siger Vincent Maraval til branchemediet Indiewire.
”Vi håber, at nogle erstatter ham i forhold til den slags risikovillighed,” tilføjer Maraval.
Kvinder bliver ydmyget
Wild Bunch er et af de førende filmselskaber i Cannes, der har stået for salg og distribution af film som Guldpalmevinderne Adéles liv og Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage.
I år er selskabet involveret i fem af de 21 film i hovedkonkurrencen, deriblandt veteranen Jean-Luc Godards Le livre d'image og den eneste debutfilm, Yomeddine af egyptiske A.B. Shawky.
Kun tre kvindelige instruktører er i hovedkonkurrencen på årets festival. Wild Bunch står bag to af deres film, franske Eva Hussons Les filles du soleil og libanesiske Nadine Labakis Capharnaüm.
Vincent Maraval er dog meget træt af snakken om kvindelige instruktører i Cannes.
”Det er den mest åndssvage debat. Hvis Nadine Labaki og Eva Husson er blevet valgt, fordi de er kvinder, vil det være en ydmygelse,” siger Maraval til Indiewire og fortsætter:
”I dag siger nogle filmindkøbere faktisk, at Eva Husson har gode chancer for at vinde Guldpalmen, fordi Cate Blanchett som kvinde står i spidsen for juryen. Det er bare dumt.”
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 71 og løber fra 8. til 19. maj 2018.
Kommentarer