Bertelsens brand

Mikael Bertelsen har det meste af sin karriere lavet programmer til radio og tv, men for to år siden blev han redaktør for kultur- og underholdningsprogrammerne på DR2. 

En mandag eftermiddag i april sidder han sammen med tre afgangselever fra Filmskolens tv-linje i det kolde og trøstesløse bordtennisrum i kælderen under Tv-Byen i Søborg. Det var her, medarbejderne i gamle dage mødtes mandag morgen for at spille bordtennis og drikke bajere, så de kunne komme i gang med ugen, og det er her, Mikael Bertelsen slutter sin uges første arbejdsdag med at give afgangseleverne et engageret og næsten to timer langt indblik i den tv-branche, som de gerne vil beskæftige sig med.
     
Han fortæller om en tv-kanal med lave budgetter og høje ambitioner, en kanal, der vil være et markant alternativ, men på massemediets præmisser: Der er ikke noget ved at lave fjernsyn, ingen ser! På den anden side tør DR2 vinkle så skarpt, at en tematirsdag ikke handler om Beethoven, men om Beethovens hår. Eller satse på et program om Gud i den bedste sendetid og vælge den unge og karismatiske, men dengang helt ukendte Clement Kjersgaard som vært, selv om etablerede navne stod klar — mest fordi man ikke kan få ham ud af hovedet, når man først har mødt ham.

Mikael Bertelsen taler også om sig selv, om at blive chef, når man næsten altid har lavet programmer. "Det svarer til, hvis Dansk Folkeparti kom i regering," siger han og smiler. "Det er sundt selv at sidde med noget af ansvaret."
 
Den præcise sideskilning
Mikael Bertelsen har ingen formel uddannelse og startede sin karriere med at lave børneradio og ungdomsprogrammet P4 på P1. Men det var på tv-skærmen, at han grundlagde sit varemærke — brand. Programmerne Bertelsen — DR2's talkshow i 1999 og De uaktuelle nyheder i 2002 gjorde den højt profilerede vært til et fænomen i den danske medieverden. Tv-seerne studsede over den stærke kontrast mellem Mikael Bertelsens perfekte ydre — de pæne manerer, den præcise sideskilning, det mørke jakkesæt — og på den anden side det skæve, sjove og personlige, der kom til udtryk i værtens originale valg af gæster og vinkler.
     
I 2003 vendte Mikael Bertelsen tilbage til radioen, denne gang i programmet Bertelsen på P1, hvor han tilførte sit eget brand en ekstra dimension. Han fjernede sig fra perfektionen og blotlagde sine svagheder ved at kaste sig ud i talrige eksperimenter i de 105 minutter lange, direkte udsendelser. Det var, når fejlene indtraf, at programmerne blev mest interessante, og det var med den vished, at Mikael Bertelsen kunne slutte sit sidste radioprogram med ordene: "Jeg synes godt, at det må gå noget mere galt."
     
Den kanal, der for to år siden gjorde Mikael Bertelsen til programredaktør, var den samme, som lagde sendeflade til begge hans tv-programmer. Uden DR2 var han aldrig kommet til at lave tv, er hans egen overbevisning, og hvis det er rigtigt, er det logisk, at det også er her, han skulle blive chef. Her kunne han være sig eget brand. Eneste, men vigtige forskel var, at han nu skulle gøre det gennem andre.
     
Møder, møder, møder
Klokken halv ti om formiddagen, mandag 11. april 2005, åbner en af Tv-Byens seks elevatorer sig, og ud i receptionen træder en mand i mørk hættetrøje og et rød- og blåstribet slips fra Danmarks Radio. Det blev fremstillet til DR's medarbejdere i 1970'erne, men ingen ville gå med slipset, og i dag er der kun få tilbage. Et af dem sidder nu på DR2's programredaktør, 37-årige Mikael Bertelsen.
     
I receptionen får han øje på P1-værten Kjeld Koplev. "Det koster jo ikke noget at hilse!" råber han til Koplev, som vender sig om. De falder i snak. Fem minutter senere tager Bertelsen elevatoren op til 7. sal og DR2-chefredaktionens åbne kontorlandskab.
     
På kanten af tastaturet holder en rød og sort plasticgravko omhyggeligt parkeret. Ellers er Bertelsens skrivebord rodet. Han sidder her sjældent mere end fem minutter ad gangen i de tre dage, hvor vi følger ham. Møderne tager tiden. Der er redaktionsmøder, statusmøder og planlægningsmøder. Der er møder, hvor han bliver præsenteret for ideer, møder, hvor han ser programmer, som er halvt eller helt færdige, møder med dem, der laver programmerne, med dem, der skal til det, og dem, der rigtig gerne vil.
     
Mikael Bertelsen taler selv det meste af tiden. Højt og hurtigt. Han afbryder og gentager sig selv i hasarderede, men engagerede sætninger, som er hans hurtige svømmetag i dagenes lange strøm af ord og beslutninger. Mellem de mange møder fremhæver Mikael Bertelsen ofte, at et af de principper, han navigerer efter på møderne, er at der netop ikke kan opstilles principper for alt.
     
"At se fjernsyn er jo intuitivt," siger han. "Man ser noget og tænker: Dét siger mig noget, eller dét siger mig ikke noget. Det er på få sekunder, man finder ud af det. Mange har en forestilling om, at der er et system og et apparat, nogle målinger og medieforskere, som kvalificerer ting og tager beslutningerne for én, men en tv-station er en levende organisme. Ofte må man konstatere, at programmer, som man var overbevist om ville blive en succes, ikke fungerer — og omvendt."
     
Han fortsætter: "Jeg er hele tiden meget i tvivl. Nogle gange så meget, at jeg ikke er i stand til at tage beslutninger, men det er ikke i nogens interesse. Man er nødt til at finde ud af, hvad man tror på. Man får utroligt mange indtryk i løbet af en dag, men der er noget, der bliver tilbage. Sådan er det vel også at se fjernsyn. Man ser en masse fjernsyn, og så kan der være noget, der bliver hængende. Dét har man lyst til at fortælle videre til andre."
 
Fascistisk flodhest
En af de beslutninger, Mikael Bertelsen har taget som programredaktør, var at give chancen til Drengene fra Angora.
     
"Mikael Bertelsen var helt anderledes end de chefer, vi tidligere har haft," fortalte Rune Tolsgaard fra Drengene fra Angora i EKKO #23 sidste sommer. "Han sagde med det samme, at han troede på os, og at vi skulle lave det, vi havde lyst til. Han kiggede ikke på seertal, han ville bare gerne se os være ærlige."
     
Drengene fra Angora kvitterede for tilliden ved at give DR2 den største seersucces i den unge tv-kanals historie. Afløseren til Angora-drengene har Mikael Bertelsen fundet i duoen Wulffmorgenthaler, som også tegner striberne på bagsiden af Politikens kultursektion.
     
Den ene af dem, Mikael Wulff, dukker op tirsdag formiddag i en skrigende blå jakke og med langt, strittende hår. Stemningen er dårlig. Mikael Bertelsen og producenten Zentropa har været uenige om budgettet. Optagelserne i foråret har været kaotiske. Og seertallene har været så lave, at det er problematisk — selv for DR2. Alligevel vil Mikael Bertelsen give Wulffmorgenthaler en ny chance i efteråret, og her skal en af bipersonerne fra forårets programmer, den fascistiske flodhest Dolph, være hovedpersonen.
     
På formiddagens møde planlægger de Dolphs efterår. "Dolph skal gå ind i politik!" siger Mikael Bertelsen højt og tager noter, hvad han ellers sjældent gør. "Det er sjovt at se dem, vi kender fra TV Avisen, gennem et prisme, som er en lyseblå flodhest," synes han, og de beslutter, at Dolph skal komme ind på Christiansborg den dag, Folketinget åbner. Da mødet slutter, har Mikael Bertelsen skrevet en hel liste med aktiviteter for flodhesten. Han rækker listen til Wulff, som skriver den ind på sin bærbare Macintosh.

"Jeg kan godt komme til at glemme, at det ikke er mig, der skal lave programmerne," indrømmer Mikael Bertelsen bagefter. "Så har jeg et problem, for det er ikke  særlig sjovt at skulle lave et program, hvis der sidder en redaktør og ser ud, som om han bare selv vil lave det. Sådan en cirkushest, der er i fængsel ... det er nok sket en enkelt gang eller to ... det skal stoppes — lige nu," siger han med sit karakteristiske pokerfjæs.
     
Men Bertelsen fornemmer stærkt, at flodhesten Dolph kan blive lige så populær som Drengene fra Angora. "Forskellen er kun en millimeter, og hvis man kunne få rykket den millimeter ...," spekulerer han. "Jeg kan godt lide at konstatere det, inden folkestemningen vender, og det er vel også en del af opgaven, ikke? Det må det være." Han gør et sidste ophold. "Men det er ikke nemt!"
 
Vi havde hørt, du var en fed fyr!
En anden beslutning, som Mikael Bertelsen har været med til at tage, er at lukke DR2's kulturmagasiner. VIVA og Bestseller sender ikke mere, og Filmland er henvist til radioen, mens Musikprogrammet har fået lov til at fortsætte, fordi det blev sat i gang, umiddelbart før beslutningen blev taget.
     
Beslutningen betød, at Mikael Bertelsen kom på kant med medarbejdere i DR's kulturredaktion, og den blev offentligt kritiseret af Bestseller-værten Isabella Miehe-Renard.
     
Onsdag formiddag rammer beslutningen fem unge mænd med halvlangt hår og entusiastiske drømme om at lave et computermagasin på DR2. "Så I vil gerne være computerspillenes Mik Schack?" spørger Mikael Bertelsen kækt, da mødet er i gang. "Eller fem gange Søren Høy?" bliver han ved. Så fortryder han ironien og fortæller dem om beslutningen. DR2 skal være et alternativ til de andre kanaler, og derfor skal programmerne være markante. Det gælder om at vinkle skarpt, så man undgår "noget om kultur", og det mener han, at tema-aftener, portrætter, dokumentarer og debatprogrammer er bedre til end kulturmagasiner.
     
I stedet for et magasinprogram må de fem nøjes med måske at lave et enkelt program. De ser skuffede ud. "Vi havde hørt, du var en fed fyr," siger en af dem til Mikael Bertelsen, da han følger dem ud til elevatoren. "Jamen, det er der mange, der ikke synes mere," svarer Bertelsen, næsten undskyldende. "Jeg er ikke venner med alle mere."
     
Onsdag eftermiddag er han til et møde på Østerbro, hvor han ser et program, der skal sendes til efteråret. Bagefter har han store problemer med at skaffe den taxa, der skal køre ham tilbage til Tv-Byen. Da det endelig lykkes, synker han sammen på bagsædet, mens han taler om chefjobbet.
     
"Det er, som om jeg først har lært at arbejde, efter at jeg fik det job," siger Bertelsen og fortæller, hvor svært det er at prioritere sin tid mellem noget, der skal vises til efteråret eller de kommende år, og det, der handler om i dag og i morgen. Og meget arbejde fører ikke til noget.

"Da jeg fik jobbet, fik jeg at vide, at 99 procent af det, jeg holder møder om, taler om og tænker over, ville ende med at blive sorteret fra. Det kommer aldrig på skærmen. Jeg prøver at ændre det, men det er virkelig noget, der kan tage livet af én."
 
Bag chefens bord
Da Mikael Bertelsen kommer ind til Tv-Byen med taxaen, tager han elevatoren op til bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussens kontor på den øverste etage. Her skal han lave telefonfis i form af en rundspørge om DR's dækning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Det skal bruges i underholdningsprogrammet Fjernsyn for voksne.
     
Det billede, DR's kameramand fanger i sin linse, forestiller Mikael Bertelsen bag et tungt bord af mørkt træ. Han er iklædt Danmarks Radio-slipset og en cremefarvet skjorte under en grå sweater med V-udskæring. Håret er redt til siden, og han holder telefonrøret i hånden. Det er sådan, tv-seerne kender ham fra De uaktuelle nyheder for tre år siden. Det er brandet Bertelsen i sin gamle form.
                     
Mikael Bertelsen starter med at ringe op til Metax i Skive, men ekspedienten lægger røret på næsten med det samme. "Nu har vi slutningen," siger Bertelsen og ringer til den næste og den næste igen. Mens kontorlandskaberne nede på 7. etage lægges øde, slutter DR2's programredaktør sin arbejdsdag denne onsdag med at sidde bag bossens bord og lave det, han lavede, før han selv blev chef.