”Jeg fornemmede en uro i gaderne”

Bertrand Bonello sidder i en lille suite på et hotel i Paris. Hans ansigt skinner af træthed, øjnene er blanke, og det tjavsede hår stritter mere end gennemsnittet.

Vi fem journalister hilser høfligt og overfalder næsten hinanden for at stille instruktøren og manuskriptforfatteren spørgsmål til hans nye film, Nocturama.

For den handler om terror i Paris, og filmen havde premiere i juli 2016 i Paris, efter at terrorangrebene i Paris på Charlie Hebdo 7. januar 2015 og de mange angreb 13. november samme år havde rystet verden.

– Overvejede du på noget tidspunkt at udskyde premieren på din film?

”Nej, af en simpel grund: Du ved ikke, hvad der sker om tre måneder. Så det var vigtigt for mig at give den premiere så hurtigt som muligt. Hvis jeg havde udskudt den, havde jeg haft en følelse af, at noget lignende stadig kunne ske – og ville filmen så aldrig kunne vist?”

Fornemmelse af uro
Bertrand Bonello har arbejdet på filmen siden 2011, så det er ikke, fordi han har ladet sig inspirere af den tragiske hændelse.

Han fik idéen til historien om terrorhandlinger i Paris, fordi han fornemmede noget. Når han gik rundt i gaderne og læste nyheder, var der noget i gære. En stor negativ kraft.

”Jeg fornemmede en uro i gaderne,” som instruktøren, der er født i 1968, pudsigt nok på samme dato som det store terrorangreb mod USA: 11. september. 

Uroen blev til historien om en håndfuld unge, der uden politisk eller religiøs motivation finder sammen om at bombe forskellige kernepunkter i byen og stærke symboler: banken HSBC’s hovedsæde, Indenrigsministeriet og statuen af Jeanne d’Arc.

Da jeg spørger Bertrand Bonello om, hvordan det har været at opleve, at hans films emne pludselig blev til mareridtsagtig virkelighed, sukker han dybt. Hånden ryger op gennem håret, så det stritter endnu mere. Men han svarer beredvilligt.

”Selvfølgelig er det foruroligende. Når man bor i Paris …”

Flere gange famler han efter ordene. Om det skyldes træthed eller visheden om, at der selv nu står mænd i uniform med maskinpistoler over skuldrene blot få meter væk ved nedgangen til Opéra-metroen og en konstant nærværende frygt i den 48-årige franskmand, er svært at sige.

”Da det skete, var filmen allerede færdig. Jeg havde det første gennemklip af filmen klar, og … det var meget ubehageligt, fordi der er så mange ligheder mellem film og virkelighed. Men symptomerne er meget forskellige.”

”Jeg tog en pause på ti dage. Og så viste jeg filmen til mine producere, distributørerne og agenterne. Vi diskuterede meget, hvad vi skulle stille op med den. Men vi var alle sammen ret sikre og beroliget ved, at filmen overhovedet ikke har noget at gøre med begivenhederne. Så jeg vendte tilbage til arbejdet og ændrede ikke noget. Vi vidste, at det svære ville blive lanceringen. Hvordan skulle vi bringe den her film frem til pressen og publikum?”

Folk misforstod projektet
Da filmen havde premiere, var modtagelsen fra pressen overvejende god. Men på blogs og sociale medier var der en masse polemik, fortæller Bertrand Bonello.

”Jeg fulgte med i det alt sammen, og det var svært, for der var mange, der ikke havde set filmen. Så de misforstod det hele. De troede, at den handlede om det, ISIS havde gjort. Men dem, der så filmen, forstod projektet. Selv om der var nogle, der var kede af, at de ikke fik svar på, hvorfor de unge i filmen begår terror. Men jeg giver ikke svar.”

”Og der var også mange, der ikke havde lyst til at se filmen, og det kan jeg godt forstå.”

Oprindelig hed filmen Paris est une fête – ”Paris er en fest”. Men den titel klingede unægtelig forkert, så i stedet lod instruktøren sig inspirere af musik. Helt præcist Nick Caves album Nocturama, som instruktøren tænkte betød ”nattesyn”. Han spurgte Cave om lov, fik det – og den mørke australier fortalte, at Nocturama er et særligt område i zoologisk have for dyr, der lever om natten.

Det passede instruktøren godt med den beskrivelse.

En falsk verden
Første halvdel af Nocturama er præget af en nærmest dokumentaragtig realisme. Unge mennesker i metroen, nogle af dem kigger på hinanden, men de følges ikke ad. De smider mobiltelefoner i skraldespande og går målrettet ud i byen.

Det er nærmest en koreograferet dans, men det er groft lavet.

Da Paris brænder, mødes de unge i et stormagasin, der er lukket for natten. Dér har de en insider, som sørger for, at vagterne ikke finder dem. Stormagasinet har alt, hvad de kunne ønske sig af mad og underholdning, og her skaber de deres egen verden, mens de venter på, at der skal blive morgen.

”For mig er filmen en blanding af ultrarealisme og et phantasmagoria – et fantasifuldt blændværk. Stormagasinet er en falsk verden inde i den virkelige verden,” fortæller Bertrand Bonello.

Musikken betyder meget for den fantasiverden. Bertrand Bonello lavede også selv musikken til filmen, der i første halvdel er meget minimalistisk og elektronisk inspireret.

Men i stormagasinet bliver musikken brugt meget mere demonstrativ. Rummene fyldes med lyden af Heartsrevolutions Ultraviolence, et aggressivt og hidsigt pulserende elektronisk poppunknummer. En af ungerne har sat det på, danser hysterisk, ingen kan tale sammen, og så tænder de samtidig for fjernsynene i elektronikafdelingen.

Her ser de – uden lyd – hvordan Paris brænder og er i undtagelsestilstand.

”Det eneste forhold, ungerne har til omverdenen, er gennem fjernsynet. Det bliver et filter. De har jo ikke set, hvad de egentlig har gjort. Skærmen er virkelighed, men uden lyd og med den høje musik, bliver det nærmest uvirkeligt – som en musikvideo. Jeg følte, det var ret voldsomt at gøre det på den måde.”

”På et andet tidspunkt danser en af drengene ned ad trappen til Shirley Basseys udgave af My Way. Han er meget camp, klædt i kjole og makeup, og han lever sig helt ind i det – det havde han ikke turdet i den virkelige verden.”

Børn bliver dræbt
Det lydløse fjernsyn viser, at politiets indsatsstyrke har fundet frem til, at terroristerne holder til i stormagasinet. Det er et spørgsmål om tid, før de unge bliver fanget.

Men de har sat Paris i brand, og for det bliver man ikke bare anholdt.

En af journalisterne spørger nærmest helt ophidset og uforsonligt, hvorfor politiet er skurken i filmen. Han finder det foruroligende, at man har sympati for de unge, der har begået terror og dræbt uskyldige mennesker.

”På intet tidspunkt skifter man perspektiv i filmen. Vi ser de altid fra de unges synsvinkel. Vi er hos dem hele tiden, og derfor virker det meget voldsomt, når vi ser skygger i det mørklagte stormagasin og oplever, hvor nådesløst politiet går til opgaven.”

”Men jeg lavede det i tæt samråd med én, der har arbejdet i politiets indsatsstyrke. Han var også vred, som du er nu. Men jeg spurgte ham, hvordan de ville gøre, hvis de ikke vidste, hvor mange terrorister der var i stormagasinet med alle etagerne, som gjorde det uoverskueligt. Og han indrømmede, at de ville skyde alt, de så, for at afslutte operationen så hurtigt som muligt. Det er politiets logiske regler – men det er hårdt at se i biografen.”

Føler sig uovervindelige
Selv om nogle af de unge ser på fjernsynet, at de er ved at blive fanget, er der ingen, der prøver at løbe væk. De vil ikke skabe panik blandt hinanden. Og Bertrand Bonello siger, at det er, fordi de ved, at det er forbi. Og samtidig har de en følelse af at være uovervindelig.

Tiden i Paris er ved at løbe ud, men vi kommer kort ind på Bonellos tidligere film – og instruktøren fortæller, hvordan han har opdaget, at hans seneste tre film har noget til fælles.

”De handler på en måde alle sammen om verdens ende. House of Tolerance foregår om slutningen af det 19. århundrede og det kvindesyn, der herskede. Saint Laurent handler om overgangen fra 70’erne til 80’erne, hvor verden ændrede sig. Og Nocturama handler om slutningen på noget og begyndelsen på noget andet, som jeg ikke helt ved, hvad er endnu …”

Og han slutter med at vende tilbage til det, vi alle sammen har haft særligt present i baghovedet her i hjertet af Paris: terror.

”Selvfølgelig er folk bange, jeg er bange! Det er umuligt ikke at være. Der er meget frygt og depression, men vi må tænke på fremtiden. Jeg prøver at forblive optimistisk, for hvad er ellers meningen?”