Nekrolog
31. mar. 2021 | 15:23

Fransk film mister stor instruktør

Foto | Etienne George
I Bertrand Taverniers Round Midnight flygter en dygtig musiker (spillet af den ægte jazz-legende Dexter Gordon) fra USA til Paris.

Bertrand Tavernier blev af filmkritikeren Roger Ebert udråbt til en leder i generationen efter den franske nybølge og et kunstnerisk fyrtårn.

Af Nicki Bruun og Rune Abildgaard

”Nogle film får én til at føle, at man er kommet nærmere instruktøren. Taverniers film får én til at føle sig tættere på livet.”

Sådan skrev den amerikanske filmkritiker Roger Ebert om Bertrand Tavernier, som han også kaldte ”en af de dygtigste og mest talentfulde franske instruktører, en leder i generationen efter den franske nybølge”.

Manden bag film som Un dimanche à la campagne, Round Midnight og Det begynder i dag gik i sidste uge bort, 79 år gammel.

Han havde i en periode lidt af sygdom, men hans død indtraf pludseligt, skriver Variety.

Bertrand Tavernier nåede at vinde hele fire César-priser, som er Frankrigs ækvivalent til Oscar-statuetterne, en BAFTA, flere Guldbjørne i Berlin og en dansk Bodil for bedste europæiske film med jazzfilmen Round Midnight.

Han vandt i 1984 instruktørprisen i Cannes for En søndag på landet, hvor en aldrende maler i tiden før Første Verdenskrig får besøg af sin familie, og et lille drama udspiller sig.

BAFTA’en modtog han i 1990 for Selve livet og intet andet, som foregår umiddelbart efter Første Verdenskrig. En officer prøver utrætteligt at få overblik over de mange franske soldater, der døde under krigen.

Sviner til Kubrick
Bertrand Tavernier blev født i 1941 i Lyon, hvor også pionerbrødrene Lumiére voksede op. Som barn fik Tavernier konstateret tuberkulose, men han fandt lindring i film, som hjalp ham gennem sygdommen.

Instruktørens far var en surrealistisk poet, der oprettede et litterært magasin samme år, som Bertrand kom til verden. Sønnen var mere interesseret i film end litteratur, men farens antifascistiske holdninger havde stor indflydelse på instruktøren.

Hans forældre var opsat på, at han skulle studere jura. Det krævede overtalelse fra instruktører Claude Sautet og Jean-Pierre Melville, før forældrene skiftede mening, skriver The Guardian.

Melville tilbød ham efterfølgende et job som instruktørassistent. Det klarede han så dårligt, at han i stedet blev sat til at lave markedsføring!

Gennem den nye stilling mødte Tavernier nybølgens helte François Truffaut og Jean-Luc Godard samt selveste Stanley Kubrick. Sidstnævnte begyndte Tavernier også at arbejde for, men han stoppede efter fem uger med utidige opringninger fra den neurotiske instruktør.

I et interview med den engelske filmkritiker Derek Malcolm siger Tavernier: ”Jeg sendte ham en besked, hvor der stod: ’Som instruktør er du genial, men som kollega er du imbecil, og jeg siger op.’”

To dage senere fik Tavernier en besked fra Joe Hyams, som stod for publicering af film for Warner Bros., hvor Kubrick lavede sine film.

”Jeg har indrammet din besked på mit kontor. Du kan selv vælge, hvilken af Warner Bros.’ næste film du vil arbejde på. Du bestemmer selv prisen og forholdene,’” fortæller Tavernier, at Hyams skrev til ham.

Drømmen om storfilm
Som instruktør var Bertrand Tavernier kendt for en naturlig stil, som udviser stor sympati med de jævne mennesker, der befolker hans film.

Det var dog specielt den amerikanske krimilitteratur og noir-genren, som fascinerede instruktøren. Men det forhindrede ham ikke i at lave familiedramaer, komedier og endda science fiction.

Det var livet igennem hans store drøm at skabe en amerikansk storfilm, men mødet med de amerikanske produktionsforhold blev en stor skuffelse for den franske instruktør.

I forbindelse med premieren på den fransk-amerikanske produktion In the Electric Mist fra 2009 skrev The Guardian: ”I stort set alle Bertrand Taverniers film er der en scene, hvor hovedpersonen spiser. Det er hans varemærke.”

Det var derfor et problem, da han endelig fik sin drøm om at instruere en amerikansk film opfyldt, at hovedrolleindehaveren Tommy Lee Jones (No Country for Old Men) nægtede at spise foran kameraet.

I filmkunstens tjeneste
Ved siden af sin instruktørgerning var Bertrand Tavernier også filmskribent.

Han skrev en bog om amerikansk filmhistorie, hvis første udgave havde titlen 20 Years of American Cinema. Instruktøren fortsatte arbejdet og kunne siden udgive 50 Years of American Cinema.

Tavernier var også leder for det franske Institut Lumière, der ligesom Cinemateket i Danmark arbejder for at udbrede filmkunsten til befolkningen.

Her arbejdede han ihærdigt på at bevare filmhistoriske værker og fremme kulturlivet i Lyon. I 2009 grundlagde han sammen med den kunstneriske leder af Cannes-festivalen, Thierry Frémaux, festivalen Lumiére Festival.

Her var der særligt fokus på nogle af filmhistoriens glemte perler og elskede klassikere.

”Fransk film er i sorg. Bertrand Tavernier vil ikke længere fortælle sine historier med den kraftige overbevisning, der gjorde ham til en værdifuld auteur,” skriver en anden leder for Cannes-festivalen, Gilles Jacob, på Twitter.

Musiker i hovedrollen
Glæden til livet og filmmediet skinner gennem Bertrand Taverniers film.

Round Midnight handler om den afdankede jazzsaxofonist Dale Turner, som rejser fra New York til Paris for at prøve lykken. Her ender han ud i et alkohol- og stofmisbrug, men får hjælp af en ven til at komme på benene igen.

Tavernier insisterede på at få jazzmusikeren Dexter Gordon i hovedrollen, selv om han aldrig før havde gjort sig som skuespiller.

Til gengæld havde Gordon boet flere år i Paris og selv kæmpet med et stofmisbrug. Det viste sig at være et godt valg, da Dexter Gordon blev Oscar-nomineret for rollen.

Om sin sidste film, dokumentaren Voyage à travers le cinéma français fra 2016, hvor Tavernier dykker ned i sine yndlingsfilm, siger han:

”Filmskabere, manuskriptforfattere og komponister gav mig drømme og en passion – og jeg tror, jeg overlevede på grund af film. De gav mig håb. Film gav mig en grund til at leve.”

Bertrand Tavernier efterlader sig børnene Nils og Tiffany, som begge arbejder i kunstverdenen, og hustruen Sarah fra ægteskab nummer to.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko