Betagende balletfilm

Den amerikanske dokumentarist Frederick Wisemans værker har altid virket egensindige grænsende til det idiosynkratiske.

Det gælder også hans seneste opus, hvis fulde titel er La danse — Le ballet de l’Opéra de Paris. Filmen er et portræt af balletkompagniet ved Operaen i Paris, noget nær juvelen i det franske kulturliv.

Ifølge kompagniets selvforståelse hører man til i den absolutte verdenselite, og det er det daglige slid med at opretholde dette niveau, som er filmens livsnerve. Alt skal være perfekt.

Minutiøse iagttagelser
Arbejdet med at indfri de tårnhøje ambitioner skildres via minutiøse iagttagelser af en hverdag præget af prøveforløb, planlægning og opførelser. Med bemærkelsesværdig tålmodighed følger kameraet — altid i loyale totaler — den kreative proces i prøvesalene, hvor hvert trin og hver bevægelse finpudses og nyfortolkes gennem uendelige gentagelser.

Hertil kommer indlagte vignetter med glimt fra de mange forskellige typer værksteder, som er nødvendige for at få det store apparat til at fungere. Korridorer og trappepartier præsenteres som organismens anelsesfyldte livsbaner. Og også husets ydre dokumenteres i faste indstillinger.

Men hovedsagen er og bliver optagelserne fra prøvesalene, hvor hele syv forskellige balletter er i støbeskeen. Det er således selve koreografiens tilblivelse, der er motivet, og selv for en danseignorant er det intet mindre end betagende at følge.

Institutionen i fokus
Ser man bort fra, at klippetempoet sine steder er overraskende rapt, er filmen klassisk Wiseman.

Siden debuten i 1967 med Titicut Follies  — et kontroversielt indblik i en institution for sindslidende i Massachusetts — har Wiseman været en frontfigur inden for den såkaldte observerende dokumentarisme.

Hér er det overordnede mål at forme iagttagelser af virkeligheden til filmiske fortællinger (uden brug af speak, interviews, underlægningsmusik eller andre greb, der normalt forbindes med den mere journalistisk orienterede dokumentarfilm). Men i modsætning til mange af sine kolleger har Wiseman altid fokuseret på institutioner frem for enkeltindivider.

Hierarki og struktur
Således også i La Danse, hvor han snarere end at slå ned på en enkelt danser — en stjerne, som står foran endnu en udfordring, eller en novice på vej ind i det ærefrygtindgydende univers — sædvanen tro vælger at fokusere på selve institutionen, og hvad dens hierarki og struktur betyder for den enkeltes rolle og udfoldelsesmuligheder.

Den eneste person, man kommer bare en lille smule ind på livet af, er den kunstneriske leder, Brigitte Lefèvre, en streng og kontant, men også engageret og kompetent ildsjæl, som sidder på kommandobroen og deler sin tid mellem et hav af opgaver: fra planlægning af repertoire via sponsorpleje til møder med gæstekoreografer.

Brikker i et større billede
Alle andre forbliver (for den ikke-indviede) anonyme ansigter. Ikke ét sekund fraviger Wiseman sin ambition, nemlig at skildre huset som en samlet organisme snarere end at lade sig rive med af personligheder eller konkrete konflikter.

I mange af Wisemans film kan metoden i passager forekomme frustrerende, og i La Danse kan det virke direkte absurd, når instruktøren et sted viser os en scene, hvor Lefèvre taler om et helt essentielt aktuelt problem, nemlig at mange unge dansere kun synes at være interesserede i at tilegne sig traditionen, men ikke finder det besværet værd at forsøge at lære den moderne dans’ formsprog og udtryksregistre at kende — for derefter at klippe til en komplet intetsigende scene med to håndværksmalere.

Men sådan er det hos Wiseman. Alt er brikker i et større billede. Og indvilger man i at lægge forventningen om en bærende fortælling eller en gennemgående hovedkarakter fra sig og i stedet ser filmen for dens talrige optagelser af prøveforløb og færdige dansesekvenser, er de godt to-en-halv time ikke mange minutter for meget.