”Tusindvis af bjerge forsvinder for øjnene af os”

Victor Kossakovsky vil have publikum til at spærre øjnene op. 

Med Architecton skaber den russiske dokumentarinstruktør et monumentalt portræt af beton. Fra bjerge, der sprænges i grus og smeltes til beton, til udbombede husmure på slagmarken i Ukraine udforsker filmen tilblivelsen og konsekvenserne af verdens mest gængse byggestof. 

Ekkos Frederik Hoff roser filmen for at være ”en tankevækkende og skræmmende oplevelse”, mens han kvitterer med fem stjerner. 

Da jeg møder ham til et gruppeinterview på Berlinalen i februar, hvor filmen er udtaget i hovedkonkurrencen, er det da også tydeligt, at Victor Kossakovsky er ude i et aktivistisk ærinde. 

”Det er åbenlyst, at vi mennesker ikke holder øje med, hvad der foregår,” siger han frustreret. ”Over hele kloden forsvinder flere tusinde bjerge for øjnene af os, uden at vi ænser det. Mennesker kan ikke se ting i den størrelsesorden.”

”Kina har produceret mere cement de sidste to år, end USA har gjort det sidste århundrede. Mængden af cement, der produceres på et år, er nok til at skabe en mur, som er én meter bred og én kilometer høj, og som strækker sig hele verden rundt.”

”Beton kan være godt til kældre og fundamenter, men vi bygger hele bygninger, gigantiske kasser, af cement. Det er giftigt, og det er ikke langtidsholdbart.”

Mindesmærker forgår
Architecton viser, at der findes alternativer. I oldtidstemplet Balbeek i Libanon har en lokal ildsjæl arbejdet utrætteligt på at udgrave imposante romerske bygværker, der gør nutidens betonbyggerier til skamme.

”Romersk cement kan holde i tusindvis af år, men vi mistede opskriften. Cement var ukendt i 1500 år, og moderne cement er ikke det samme. Det holder kun 80-100 år,” forklarer Victor Kossakovsky og supplerer med et andet eksempel.

”Hvis man går 500 meter herfra, hvor vi sidder, finder man det jødiske mindesmærke for holocaust. Det er lavet af beton, og der er allerede sprækker overalt, selv om det blev indviet i 2005. Man kan da ikke bygge et mindesmærke af et materiale, som kun holder tyve år!”

Ifølge Viktor Kossakovsky gælder problemet ikke byggematerialet alene.

”Vi lever med kedelig arkitektur, som vi ikke respekterer. Det er derfor, vi ikke passer på vores bygninger. I Storbritannien rev de 50.000 bygninger ned sidste år, og englænderne gemmer ellers gamle busser og postkasser og hvad som helst.”

”Vi ødelægger bjerge for at skabe bygninger, som vi ikke bryder os om, og i løbet af 40 år river vi dem ned igen.”

”Hvis man vågner op og ser sådan en betonbygning som det første, bliver man deprimeret. Selv hvis bygningen kunne bestå i 300 år, ville det bare betyde, at ti generationer kommer til at være deprimerede.”

Hurtig arkitektur
Det er muligt, at problemet stirrer Victor Kossakovsky i øjnene, men instruktøren oplever, at omverdenen er frustrerende sløv til at indse omkostningerne af, hvad der er blevet kaldt ”hurtig arkitektur”.

”Jeg talte med verdens 100 mest betydningsfulde arkitekter, og de præsenterede mig for smukke bygninger udarbejdet på blændende manér. Men deres arkitektfirmaer har måske 200-300 mennesker ansat, og hjulene er nødt til at dreje rundt. Så de tegner alt muligt lort af beton, og så er der måske én af tyve bygninger, som er imponerende.”

”Men når jeg så forklarer min pointe og argumenterer med tal i den rette størrelsesorden, begynder arkitekterne at forstå, at det ikke er et rent forretningsspørgsmål.”

”Otte procent af al CO2 udledes på grund af cement og heraf 36 procent fra byggeri. Hvis vi ser den virkelighed i øjnene, vil vi indse, at cement hører til blandt verdens farligste giftstoffer. Det er lige så vigtigt for forskere at finde et godt alternativ til cement som at finde en kur mod kræft.”

Nutidens slaver
Victor Kossakovsky pointerer, er byggebranchen er tæt sammenfiltret med den politiske verden, hvor mange hellere vil score point hos vælgerne end at investere i bæredygtighed.

”Det er let at imponere folk ved at bygge bygninger. Det er forbundet med kapitalismens grundtanke altid at have travlt med noget. Så vi bygger op og river ned, bygger op og river ned. Det er billigt for os at bygge skrald, men dyrt for vores efterkommere.”

Byggeriet holder hjulene kørende, men de menneskelige omkostninger er enorme, mener instruktøren.

”Bygninger konstrueres af mennesker uden rettigheder, udlændinge, der sover på skift i de samme senge i kældre på byggepladserne. Det er forkert at pege på pyramiderne og sige, at de blev bygget af slaver. Vor tids arkitektur er bygget af slaver.”

Grønt åndehul
Architecton byder på storslåede billeder af betonnets livscyklus, men filmen er ideologisk forankret hos den italienske arkitekt Michele De Lucchi og hans arbejde med at anlægge en stencirkel i sin have, som ingen må betræde.

Victor Kossakovsky mødte Lucchi, da han som del i sin research til filmen bad verdens førende arkitekter komme med forslag til, hvad der skal ske med den nedlagte Tempelhof-lufthavn midt i Berlin.

Sagen har været en varm kartoffel mellem borgerne, der nyder det grønne åndehul mellem de gamle landingsbaner, og politikerne, der ønsker at bygge på området. En konflikt, der til forveksling ligner den om Amager Fælled i København.

”Michel De Lucchi kom med det mest originale forslag. Han sagde, at det ikke var nok at bevare stedet som en park – Berlin har masser af parker. Det er bedre at afspærre området og lade det stå frit som et symbol på respekt for naturen,” siger instruktøren.

Humanismens egoisme
Den respekt for planeten har fået en stadig mere prominent rolle i Victor Kossakovskys film gennem årene.

På Berlinalen omtales Architecton som det afsluttende kapitel i en trilogi om naturens kræfter. Den første, ¡Vivan las Antipodas! fra 2011, er et filmessay om punkter på jordens overflade, der ligger præcist på modsatte sider af planeten. Mens Aquarela fra 2018 skildrer vandets umådelige kraft, så menneskene virker magtesløse til sammenligning.

Indimellem kom griseportrættet Gunda (2020), der intimt og indtagende viser en so tage sig af sit kuld pattegrise.

”Disse film har simpelthen ændret mit liv. Jeg plejede at være glad for at optage mennesker, men det ændrede sig, da jeg optog ¡Vivan las Antipodas! Kondorer og hvaler dukkede pludselig op, en elefant vandrede ind foran mit kamera, og jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg er vigtigere end dem? Vi må jo alle dele den samme planet.”

”Vi dræber en milliard mennesker hvert år, en halv milliard kvæg, 60 milliarder kyllinger, to billioner fisk. Hvis vi skal bygge en by, river vi bare et bjerg ned eller jævner en skov med jorden. Vi er ligeglade. Det er humanisme – alt handler om os.”

Ruiner fortæller sandheden
Victor Kossakovsky indleder Architecton med rå billeder fra slagmarken i Ukraine, hvor sønderbombede betonbygninger vidner om krigens ufattelige destruktion.

”Som en russisk statsborger kan jeg ikke se bort fra den katastrofe, som Rusland forvolder. Politikere kan sige, hvad de vil, benægte hvad de har gjort, men hvis man ser en ødelagt boligblok, kan man se, hvorfra missilet kom. Ruinerne fortæller os sandheden.”

Der er ingen nemme løsninger, men alligevel præsenterer Victor Kossakovsky et simpelt forslag.

”Vi er alle enige om ikke at spise hinanden, ikke sandt? Så når nu vi har taget det første skridt ikke at spise hinanden, kan vi måske også tage det næste og holde op med at dræbe hinanden.”