DEL 6: Betyder det noget, hvem der klipper?

I Søvnløse nætters produktionsplan, lige under et grønt ”It’s a wrap”, stod der skrevet med dyb rød skrift, at filmens første gennemklip skulle leveres til Berlinalen inden slutningen af november.

På det tidspunkt kunne vi selvfølgelig ikke forudse, at vi ville miste vores første klipper, allerede inden processen startede. Eller at vi – så snart vi havde fundet en ny – ville miste også denne. Men måske burde vi have forudset det, da vi blot nogle uger senere mistede den tredje.

De forsvandt til spillefilm, reklamebranchen og livsstilsændringer, og da Berlinalens deadline udløb, var vi ikke engang nået i klipperummet.

I dag sidder jeg og klipper selv.

”Hvad gør det, hvem der taler,” skrev Michel Foucault og håbede, vi engang ville nå et punkt, hvor en påstands ophav ikke dikterer dens tolkning.

Vi er heldigvis ikke der endnu. Det gør noget, hvem der taler, og det er et ubestrideligt faktum, at denne sidste artikel – som omhandler klipning – ikke er skrevet af en klipper.

Den bliver en rejseskildring fra et fremmed sted.

Filmens første publikum
Jeg kan godt lide at klippe, men jeg er ukomfortabel med at skulle håndtere Søvnløse nætter. Ikke alene fordi jeg mangler tyngden, men fordi jeg mener, der er en markant forskel på at klippe sit eget materiale og klippe andres.

Som instruktør lever du med dine skud, scener og sekvenser i månedsvis. Du ser på din monitor i time efter time, og når du omsider kommer ind i klipperummet, er du farvet af omstændighederne ved billedernes tilblivelse.

Det er svært at se materialet for, hvad det faktisk er.

Et objektivt blik må imidlertid være et præmis. Grunden til at jeg længes efter en ekstern klipper, er ikke alene vedkommendes talent og fag, men det simple faktum, at personen tiltræder så sent i processen.

Klipperen er filmens første publikum.

Talentudvikling er produktudvikling
Når det er sagt, er jeg overbevist om, at selvom filmen havde haft godt af et par øjne, har den unge instruktør godt af udfordringen ved at skulle klippe selv.

Om ikke andet udvides forståelseshorisonten.

I klipperummet er der ingen til at dække over dine tidligere fejltrin, og ved at bearbejde gamle valg opnår du dybere indsigt.

Jeg tror også, at førstehåndserfaring med klippeprocessen bidrager til mere effektive projektledere. Man gøres opmærksom på de vinkler, replikker og scener, som er unødvendige, og hvis man formår at genbruge denne kunnen, kan man spare sig selv for meget spildtid.

En sådan idealistisk holdning er imidlertid svær at holde fast ved, når man sidder i klipperummet på syvende time og kæmper med en scene, som ikke vil samarbejde.

Talentudvikling er nødvendigvis også produktudvikling.

Ønsk kritikken velkommen
Måske er det ikke så vigtigt, hvad jeg tænker om situationen.

Uanset om jeg ser positivt eller negativt på den, er jeg pænt nødt til at finde en fremgangsmåde, og til trods for min tøven er der mange eksempler på instruktører, som insisterer på at klippe selv.

Hvordan bærer de sig ad?

Jeg tror, en vigtig fællesnævner er, at få af dem eksisterer i et vakuum. De har konsulenter, assistenter og testvisninger. Feedback modvirker den blindhed, som opstår, efter at man har stirret på det samme materiale i ugevis, og man ikke længere kan se skoven for bare træer.

Fra tidligere ved jeg, at de første testvisninger kan være hårde. Man gør sig sårbar foran mennesker, man respekterer. Udfordringen er at bevare sit selvværd, samtidig med at man ønsker kritikken velkommen.

For man bør jo ønske kritikken velkommen. Hyldest gør dig ikke til en bedre filmskaber, selvom det kan føles sådan her og nu.

En anden vigtig faktor må være tid. Myten siger, at der på Dommedag nu kun blev lavet i gennemsnit 1,47 klip per dag. Det giver sig selv, at langt fra al tid blev brugt på at klippe nyt.

Erfaringen er, at de første impulser sjældent er de bedste, og at meget af din tid vil gå med at eksperimentere og rette op på mangler.

Martin Scorsese sagde engang, at en lang postproduktion er et tegn på genialitet. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg tror, at kort postproduktion kan undergrave geniet, før det træder frem.

Spilleregler
En tredje faktor er spilleregler. Hvis det er første gang, man håndterer et stort projekt, vil man vinde meget på at konkretisere sin arbejdsfilosofi.

Når man arbejder alene, har man trods alt ingen til at holde sig i nakken.

Her er nogle af mine spilleregler for Søvnløse nætter:

1. Der skal ikke laves noget rough cut

Et rough cut (råklip) vil helt sikkert være til hjælp for filmens struktur, men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke har den samme distance til produktet og processen, som en ekstern klipper ville have haft.

Dermed er det sandsynligt, at jeg ville ende op med at bekymre mig over så mange detaljer på samme tid, at jeg ville blive stresset.

2. Filmen skal være akkurat så kort, som dens indhold og stemning tillader

Blaise Pascal afsluttede engang et langt brev med en undskyldning om, at han ikke havde tid til at skrive kortere. Han vidste, at det tit kan være sværere at udtrykke sig sparsommeligt end barokt.

Det er arbejdet værd. Mange filmfestivaler sætter deres grænse ved 30 minutter, og en film vil generelt klare sig bedre på festivalmarkedet, jo kortere den er.

3. Musikken skal spille en dramaturgisk rolle

I Søvnløse nætter er musik en indikation på, at hovedpersonen Carl ikke reflekterer over sin egen livssituation. Hellere end at akkompagnere de mest dramatiske hændelser, understreger den det trivielle. Det er et usædvanlig præmis, men noget jeg længe har villet udforske.

At denne spilleregel ikke handler direkte om klipning, er fordi jeg i skrivende stund arbejder parallelt med både klip og musik. Jeg har stor tro på parallelprocesser – i hvert fald hvis de kan påvirke hinanden.

Instruktør og komponist
Når man skal lave et filmscore, starter processen med en spotting session – et møde mellem instruktør og komponist, hvor filmens auditive udtryk kortlægges.

Et sådan møde vil oftest finde sted efter optagelserne, hvilket vil sige, at påvirkningsforholdet mellem billede og lyd nærmer sig envejskommunikation.

Komponeringen farves af det visuelle udtryk, ikke omvendt.

Der er imidlertid også muligt at gå modsat til værks. Hovedeksemplet er musical-genren, hvor det meste af musikken laves på forhånd. Jeg elsker musicals.

Med Søvnløse nætter har jeg villet forsøge en middelvej. Jeg er både filmens instruktør og komponist, og jeg har derfor kunnet starte spotting-processen allerede på manuskriptstadiet for senere at komponere musik-skitser i to separate omgange – parallelt med både storyboard og klip.

Målet er et filmisk univers, hvor karakterer har muligheden for at fløjte med til musikken, samtidig med at musikken retter sig dynamisk efter deres handlinger.

Skitser fra soveværelset
Når jeg bruger ordet parallelproces, mener jeg ikke, at jeg nu løber konstant frem og tilbage mellem klipperummet og et professionelt lydstudie. Tværtimod. Jeg tester idéerne gradvist og komponerer musikskitser i mit eget soveværelses trygge omgivelser.

Oftest vil skitserne starte som nøgne melodier på et piano. Senere øges antallet af instrumenter. Sten for sten lægges de på i forhold til, hvordan de klippede scener reagerer på musikken. Unødvendigt arbejde minimeres.

Skitsen herunder er et uddrag af en sekvens i midten af filmen, hvor Carl trækkes længere og længere ind i sin virkelighedsflugt. På dette tidspunkt har filmens fortælling taget et skridt mod det drømmende. Musikken har fulgt efter og skiftet mod swing. Blæsere og strygere konkurrerer om dominans.

Denne skitse er detaljeret – et tegn på, at jeg vidste, hvor scenen var på vej hen, da jeg komponerede den.

Den frie symfoni
Symfonisk musik skal selvfølgelig helst optages med et live orkester, hvilket er dyrt. Det førte indtil for få år siden til, at de fleste lavbudgetfilm havde soundtracks bestående af pop, rock eller elektronisk musik.

Helt siden 80’erne har der imidlertid eksisteret såkaldte sample libraries til brug for musikskitser og mock-ups – mere finpudsede kompositioner.

Efterhånden som sample libraries er blevet mere og mere raffinerede, er filmskabere begyndt at tage til takke med disse mock-ups i stedet for rigtige optagelser.

Vi ser antydningerne til en demokratisering af den symfoniske musik, og det benytter jeg mig selvfølgelig af.

Sidste omgang
”Hvad gør det, hvem der taler,” skrev Michel Foucault, og håbede vi engang ville nå et punkt, hvor en påstands ophav ikke dikterer dens tolkning.

Vi er imidlertid stadig ikke der. Det gør noget, hvem der taler, og mine artikler er uløseligt bundet af, at de er skrevet af en 22-årig filmskaber.

De ting, jeg skriver i dag, er dem, jeg selv gerne skulle have læst i går. Men jeg kan ikke love, at jeg vil stå inde for dem i morgen.

Det må være artikelseriens charme.

Efter seks indlæg vælger jeg nu at ende min beretning. Afhængig af filmens distribution finder jeg måske materiale for en sidste kommentar senere i år. Jeg vil sige tak for, at I var med på rejsen. Det gør nemlig også noget, hvem der lytter.