Bier og Scherfig i bokseringen

I international sammenhæng er Susanne Bier og Lone Scherfig lysår foran deres danske kolleger af samme køn.

På papiret har de også meget til fælles. De er født med under et års mellemrum i 1959 og 1960, og efter deres uddannelse fra Den Danske Filmskole – Scherfig i 1984 og Bier i 1987 – har de begge flirtet med dogmeformatet og haft en hang til kærlighedskomedier og melodramatiske fortællinger, der maler følelsesregistre med bred penselføring.

Susanne Bier har forsøgt at realisere den amerikanske filmdrøm med Things We Lost in the Fire. Med Serena blev drømmen imidlertid i år til et mareridt. Scherfig er derimod tiltrukket af det britiske klassesamfund, som hun har infiltreret i An Education og senest The Riot Club, som er aktuel i biografen.

Alligevel er de ofte blevet holdt op mod hinanden, men hvem er den bedste instruktør? Det er på tide at få dysten afgjort. Velkommen til Bier vs. Scherfig.

Første runde
I kampens første runde bryder både Bier og Scherfig for alvor igennem til samtlige tilskuerrækker. Danskerne er ellevilde med deres romantiske komedier, der appellerer til lige dele lommetørklæder og lattermuskler.

Både Biers Den eneste ene og Scherfigs Italiensk for begyndere sælger over 800.000 biografbilletter. Det svarer til, at hver syvende dansker passerer billetlugen for at nyde de to kvinders film, der udkommer med lidt over et års mellemrum.

Biers sekundant, manuskriptforfatteren Kim Fupz, forlader hende midt i kampens hede, og Scherfigs rå og realistiske dogmestil giver hende et forspring. Hun belønnes med en Sølvbjørn i Berlinalen for sin overbevisende indsats.

Men efter den ordinære runde kommer det utænkelige frem.

Boksepromoter Peter Aalbæk erkender, at Lone Scherfigs film tematisk ligger tæt op ad den irske forfatter Maeve Binchys bog Evening Class. En ufin form for instruktør-epo. Boksepromoteren ender med at give en økonomisk kompensation til den irske bagmand.

En ellers utroligt jævnbyrdig første runde får et forvirrende eftermæle. Bier vinder runden.

Anden runde
På trods af Lone Scherfigs beskidte kneb i første runde opnår den blonde københavner som den første en flot kontrakt i udlandet.

Her kæmper hun for et skotsk team, og resultatet er en komisk tristesse om to brødre og en række halvhjertede selvmordsforsøg. Anmeldelserne er positive.

”Nutidig humor, man forbinder med originale filmkunstnere som Jarmusch, Kaurismäki og Lynch,” siger en af kommentatorerne i dagspressen.

Men Susanne Bier er en alsidig fighter, og hun har lært en pæn portion tricks fra sine unge træningsår på det hebraiske universitet i Jerusalem og Architectural Association i London.

Bier vil vise Scherfig, at hun også mestrer dogmeformatet med utroskabsdramaet Elsker dig for evigt. Paprika Steens tåreregn drypper på det håndholdte kamera. Publikum og kommentatorer bryder ud i vild jubel, ikke mindst over debutanten Sonja Richter.

Bier er en publikums-darling, men Scherfig skal have ros for sit modige, udenlandske eventyr. Anden runde ender uafgjort.

Pauseunderholdning
Efter to udmagrende runder er der pause. Scherfig er udmattet og restituerer i flere år. Kun et enkelt afsnit af Krøniken kan hun mande sig op til.

Bier udnytter pausen til at finpudse formen yderligere og hamrer storsvedende løs på kreativitetens boksepude.

Først disker hun op med Brødre, der runder 400.000 billetter og triumferer på den prestigefulde Sundance-festival. Dernæst følger Efter brylluppet, hvor det nu er Mads Mikkelsen, der græder som pisket. Oscar-akademiet kvitterer med en nominering for bedste ikke-amerikanske film.

Bier er i sit livs form. Scherfig disker stakåndet op med Hjemve, der sables af anmelderne og svigtes af publikum. Tredje runde synes afgjort på forhånd, men miraklernes tid er ikke forbi.

Tredje runde
Dommeren har startet kampens tredje runde, der udkæmpes på den internationale arena.

Susanne Bier er spækket med selvtillid: Hun har kapret både Oscar-vinder Halle Berry og Benicio del Toro til Things We Lost in the Fire. Benene vakler under Scherfig, der allerede på dette tidspunkt ligner kampens taber.

Men det, der skulle have været Biers internationale knockout, rammer skævt. Filmen kammer over og bliver for amerikansk – også for amerikanerne. Nu øjner Scherfig et spinkelt håb om at komme tilbage i kampen.

Prompte allierer hun sig med talentet Carey Mulligan og samler det britiske imperiums varemærker (kostskolepige og overklassegavflab) i en fængende fortælling om frihed og ansvar. Nomineringer i alle afskygninger regner ned over Scherfig, der pludselig bevæger sig med ynde som en diva af international karat.

”Float like a butterfly, sting like a bee,” som Muhammed Ali plejede at sige. Imod alle odds rejser Scherfig sig fra asken og vinder tredje runde overbevisende.

Fjerde runde
De følgende minutter er en massakre. Mens Scherfig hviler på laurbærrene, kommer Hævnen snigende fra fjerneste ringhjørne. Filmen handler om at vende den anden kind til. Bier smadrer sin modstander i gulvet med en bibelsk mavepuster.

Scherfig ligger og gisper efter opmærksomhed. Selvom Samme dag næste år opnår et pænt, internationalt tilskuertal, er alles øjne rettet mod Bier, der iført gallaskrud hæver sin Oscar-statuette i strakt arm og breder sit indstuderede Hollywood-smil.

Runden går til Bier.

Femte runde
Finalerunden er oprunden. Den underholdende fejde mellem dansk films ypperstepræstinder har bølget frem og tilbage igennem de sidste femten år.

Bier ligner en vinder, da hun får to af tidens absolut mest ombejlede skuespillere i sin fold: Jennifer Lawrence og Bradley Cooper. Men træningsforløbet er omgærdet af mystik og trækker ualmindeligt i langdrag. Biers før så elskværdige fans er utålmodige.

Højt at flyve, dybt at falde. Hun har mistet grebet om kampen. Hendes stjerneangreb er en alvorlig fuser, der preller af på Scherfig.

Scherfig holder sig til sin velkendte, britiske taktik. Men Bier har allerede sendt sig selv i gulvet.

”Én stor, svulstig, usammenhængende katastrofe” siger en kommentator om Biers værk. Publikum flygter. Sølle 1.235 tilskuere efter to uger, mens Scherfigs The Riot Club bliver set af 5.797 efter syv dage i biograferne.

Resultat
Dommerpanelet forklarer enstemmigt, at Bier førte på point det meste af kampen.

Hun virkede utrættelig i sin produktion af træfsikre publikumsbaskere, mens Scherfig i store perioder lurepassede i fjerneste ringhjørne. Men Bier kørte sig træt og lavede i kampens sidste minut en uforståelig, teknisk knockout. På sig selv.

Boksekampen er ikke ovre. Bier skal nok få En chance til.