Big Brother på dansk

Aften efter aften, eftermiddag efter eftermiddag, har vi nu i flere måneder kunnet se Big Brother reklamere for sig selv som ”total overvågning”. Her er seerne blevet lokket med, at de til enhver tid vil sidde i første parket, når det spændende og sensationelle finder sted i huset; hverken hjørner eller nattemørke er en hindring for Big Brothers kameraer.

Betroelser er blevet en central del af mediekulturen, siger den engelske medieforsker Jon Dovey i sin bog Freak Show med reference til reality-tv programmerne, som han også kalder for ”første persons medier”. Det private i almindelige menneskers liv, det inderste inde er det, der fascinerer, når det bliver spillet ud som følelsesmæssig intensitet for vore øjne. Vi bliver placeret i en privilegeret øjenvidneposition over for virkeligheden, som tilbyder affekt, kriser og pirrende uforudsigelighed. Men måske fascinerer reality-tv også ved sin bekendthed, sin lighed med vores egen virkelighed.

Reality-tv tilbyder ”ægte” følelser, langt fra amerikansk, kunstig soap-glamour samtidig med, at soap’ens følelsesmæssige realisme bliver endnu mere realistisk. Reality-tv er på den ene side krise-tv, og på den anden side tilbyder formatet tryghed i form af små katastrofer, pirringen i miniaturekaos i modsætning til det store og uoverskuelige kaos i en moderne globaliseret virkelighed.

Koncept-tv
Big Brother hører sammen med programmer som Robinson Ekspeditionen og Baren til den type reality-tv, man kunne kalde for koncept-tv. TV3 har selv præsenteret Baren som et ”drama-dokumentarisk underholdningsprogram”, og atter andre har kaldt formatet for ”performativt realitetsfjernsyn” i et forsøg på at benævne det, der kendetegner disse programmer, nemlig virkeligheds-iscenesættelsen. Genren konstruerer et scenarie, en medievirkelighed, hvor almindelige mennesker agerer i en struktur, som er beregnet på at skabe spænding og så noget ”autentisk”.

Big Brother, Baren og Robinson Ekspeditionen har det tilfælles, at de egentlig ikke er tv-programmer, men snarere hver især udgør et helt multimedieflow. Big Brother er det mest avancerede eksempel på denne konvergens mellem forskellige medier og forskellige programtyper.

En del af flow’et er et sandt netværk af korte og lange tv-programmer med titlerne Big Brother, Big Brother Live, Big Brother Talkshowet, Big Brother Week-end, Big Brother Update, Big Brother Ugen, Big Brother Ekstra, Big Brother — Uden filter og Big Brother Udfordringen, for ikke at tale om genudsendelser af programmerne!

En anden del er 24-timersdækningen af aktiviteterne i huset på Internettet. En tredie del er dækningen af Big Brother-deltagernes liv og færden i Ekstra Bladet, som har indgået en aftale med TVDanmark. Aftalen betyder, at Ekstra Bladet står først i køen til de gode historier fra huset, mod at avisen til gengæld dækker programmet intensivt. Endelig er den københavnske Radio Voice ”Den officielle Big Brother Radio”. Det var således Radio Voices lyttere, der stemte Eddie ind i huset.

Big Brother er altså ikke blot et tv-program. Det er en mediebegivenhed, der involverer flere medier og blander soap’ens melodramatik, game show’ets spændingsopbygning og føljetonens net af handlingstråde krydses.

Forskellige rammer
Big Brother, Baren og Robinson Ekspeditionen har også konkurrenceaspektet og pengepræmien til fælles. Udskillelsesløbet, den ubønhørlige decimering af deltagernes antal, skaber tidslig kontinuitet i programmerne. Men spil-elementet er også vigtigt i skabelsen af den potentielle dramatik: På den ene side skal den sammenbragte gruppe af mennesker finde ud af at skabe en hverdag sammen, på den anden side er de hinandens konkurrenter.

Denne modsætning og konceptets karakter af føljeton er grundbetingelsen for det melodramatiske toneleje, som gennemsyrer programmerne, og som især i Big Brother også fremelskes af den langvarige isolation. Det kan få en næsten hysterisk tone som i Jills gråd eller Nicos overtalelsesforsøg natten mellem langfredag og påskelørdag, eller det kan udtrykkes i ungdommelig patos som hos Christian, der i skriftestolen i begyndelsen af april sagde: ”Jeg vil gerne vide, når jeg går herfra, at jeg har gjort en forskel.”

Koncept-tv-programmerne har endvidere det til fælles, at seerne er medbestemmende for konkurrencens udfald. Men herudover skaber en række forskelligheder i de rammer, som gruppen skal gebærde sig i, meget forskellige programmer. For det første er der forholdet mellem optagetidspunkt og udsendelsestidspunkt. Robinson Ekspeditionen er optaget måneder før udsendelsestidspunktet – ja Robinson Ekspeditionen 2000 var fortællemæssigt bygget op som en flash-back-historie, idet Thomas Mygind i det allerførste afsnit tidsmæssigt forestiller at stå umiddelbart foran det sidste ø-råd og indleder programmet med at sige: ”Det hele startede for 47 dage siden.” Baren og Big Brother foregår derimod her og nu, live, næsten da, på tv (med en tidsforskydning på et døgn) – og helt live på Internettet, hvor seerne tilbydes øjenvidnepositionen døgnet rundt.

Graden af isolation
For det andet er der deltagernes grad af isolation. Både i Robinson Ekspeditionen og Big Brother er afsondretheden fra verden udenfor total (med mindre deltagerne da tildeles f.eks. hilsener ”hjemmefra”), mens Barens deltagere – efter visse regler – både kan ringe ud og gå i byen, lige som de er koblet op virtuelt.

Når beboerne i Big Brother-huset reflekterer over sig selv og de andre i skriftestolen eller i deres dagbog, og når Robinson-deltagerne i de intime interviewsituationer reflekterer over situationen, vender deres betroelser ikke tilbage til deres medkombattanter som en sladrende mail eller avisoverskrift. I den henseende kan de således roligt tale frit fra leveren; i en anden henseende kan de ikke, fordi de samtidig også skal sælge sig selv til seerne. I Baren tematiseres seerne da også vedvarende, og konceptet lægger op til, at deltagerne direkte appellerer til seerne om support. I den forstand er Baren, trods den mest udstrakte grad af tilknytning til den sociale realitet, det koncept, som har mindst karakter af ”reality”, mest af show – eller cirkus kunne man sige. Her udfører deltagerne numre og venter på applaus ved computeren, i formiddagsbladene og under mandagenes live-programmer omkring de varme stole.

En tredie forskel mellem programmerne er omfanget af indbygget aktivitet deltagerne imellem, og endelig er graden af overvågning eller kameraets rolle forskellig fra program til program. I Robinson Ekspeditionen ankommer kameraholdet tidligt om morgenen og forlader øen igen ved solnedgang. Kameraet bevæger sig som ”fluen på væggen” rundt blandt øboerne og er med til at skabe fornemmelsen af, at vi får adgang til en virkelighed, som ikke er iscenesat for kameraet. Kameraet fanger først en gruppe personer, efter at en diskussion er startet eller en aktivitet sat i gang, som om kameraet halsede efter ”virkeligheden”. På den måde skaber Robinson Ekspeditionen fornemmelsen af at komme tæt på personer, der altid er deres skinbarlige ”sande jeg” – også når de betror sig til intervieweren og afgiver deres stemmer ved Ø-rådet.

Jeg er på, altså er jeg
I Robinson Ekspeditionen er kameraet usynligt tilstede, og ekspeditionsdeltagerne tematiserer det ikke. De foregiver, at der aldrig spilles for kameraet, at de aldrig poserer; de er ”sig selv”, som de igen og igen bedyrer. I Big Brother er de 26 overvågningskameraer, placeret i faste positioner, en del af beboernes virkelighed, som de ikke gør noget for at se bort fra. Når de således ”spiller op” til kameraet, koket betror sig til det (f.eks. på badeværelset) eller bruger det til på skrømt at kommunikere med seerne, er der i virkeligheden tale om en anden måde at skabe autenticitet på.

Den opreklamerede ”totale overvågning” er den virkelighed, de gebærder sig i. At tematisere kameraerne er at spille et vilkår – ”sandheden”, ”virkeligheden” – ud som levet virkelighed. ”Jeg er på, altså er jeg mig selv,” synes at være formlen for autenticitet i Big Brother. For konceptets hovedidé er, at man altid er på, også når man ikke laver noget som helst. Men omvendt kunne man også sige, at sætningen ”jeg er på, altså er jeg” kunne sammenfatte Big Brother som et tidstypisk kulturudtryk. For programmet er i potenseret form en miniaturemodel af et samfund, hvor medier er allestedsnærværende, hvor vi hele tiden interagerer med og ved hjælp af medier, og hvor vi både i konkret og i overført forstand hele tiden er på – når vi bliver overvåget fra butikshjørner og i offentlige bygninger, eller når vi opstter web-cams i vores private hjem og sende det trivielle dagligliv ud over Internettet alle døgnets timer. Som Christian sagde det så viist til Pil i starten af april: ”Det her har jo handlet om fra starten at være anti-skuespiller. Det er jo det samme udenfor.”

Glimt af kollapset tv-station
Medieforskeren Ole Prehn har udtalt, at påskens dramatiske udvandringer fra huset blot var et tegn på, at Big Brother ikke er virkelighed. Men man kunne også hævde det modsatte, og som Pil på et tidspunkt sagde til Jill: ”Jeg ved godt, det her både er spil og virkelighed.” Netop fordi der er tale om produktion af virkelighed kunne Pil, Christian og Søren forlade Big Brother-huset med det resultat, at programmet nogle dage i træk sikrede sig det største antal seere, det nogensinde havde haft, mere end 400.000. For her var præcis tale om det, som reality-tv hele tiden søger efter og giver lovning på, det uforudsigelige, det ikke på forhånd scriptede, billeder af mennesker i affekt, intensitet og dramatik med almindelige unge mennesker som aktører.

Som et udtryk for den præcise, men understatede medierefleksivitet, som nogle af Big Brother-husets beboere har udtrykt, sagde Søren malende midt i marts: ”Jeg er desperat. Desperate mennesker onanerer for åben skærm.” Hermed udtrykte han klarsynet hele ideen i dette koncept. Men det interessante er, at der – fuldskab eller ej, klare intentioner eller ej – udspillede sig et helt anderledes interessant menneskeligt drama, et nutidsdrama om mennesker og medier, på taget af og foran Big Brother-huset.

Og da Big Brother lukkede for billede og lyd på Internettet og senere sendte den stærkt redigerede 35-minutters version af begivenheder kunne det betragtes fra to vinkler, Gazans ord om at beskytte beboerne ufortalt. Dels som et udtryk for at reality-tv aldrig satser noget som helst – ud over reklamekroner – og at nu’ets intensitet kun iscenesættes, for så vidt som det kan gå ind i velkendte (genre)formler. Dels som et kort glimt af en kollapset tv-station, af magtforhold der pludselig blev vendt om. Den sorte computerskærm, fraværet af billede, ville da i denne fortolkning blive det ultimative tegn på nu’ets intensitet og realiteten.

Berømt for at være berømt
Big Brother er fascinerende nutids-tv, fordi det giver indblik i den unge generations evne til konstant at reflektere over sig selv som individ og social rolle. De tager ikke sig selv og deres roller for givne. De har selvfølgelig heller ikke andet at lave i huset, kunne man sige – men alligevel! Jeg kan som tilhørende en anden generation finde deres energiske selvrefleksivitet imponerende. I den forstand er programmet et barn af sin tid.

Big Brother er samtidig et drevent medieprodukt, der skal sælge digital medieteknologi for fremtidens tv. Endelig er det en medietekst, der skal sælge medietekster. Midt i marts konstaterede Jill, at ”man er kendt, bare fordi man har siddet her og kedet røven ud af bukserne, mand”. Og præcis det er naturligvis en yderligere sidegevinst ved Big Brother. Både de bortløbne og de tilbageværende deltagere er blevet medieberømtheder, som for et stykke tid skal fylde den tabloide ugepresse med fyld. De er den moderne mediekulturs stjerner.

”A celebrity is famous for being a celebrity,” konstaterede en amerikaner i Hollywood i starten af 1990’erne. Berømmelse handler ikke om kunnen, men om væren. Berømmelse er at have været længe nok på til at blive husket for en stund. På alle mulige niveauer har Big Brother i Danmark altså vist sig at være et kolossalt indflydelsesrigt program.