Mød skuespilleren med ulvesmilet

”Åh, jeg er lige landet fra New Zealand,” siger Bill Nighy og dumper ned i en stor sofa på Soho Hotel i London.

”Jeg promoverer Lones film over det meste af verden. Lige i den henseende er jeg faktisk et godt menneske.”

Og så kommer det: ulvesmilet.

Det smil, der om noget har kendetegnet Bill Nighy gennem hele karrieren. Eller i hvert fald lige siden rollen i Love Actually, hvor han spiller en afdanket rockstjerne, der får et kæmpe julehit og dermed ny luft til karrieren.

Dengang i 2003 var Nighys julemusiker en klistret krukke, der svinede alt og alle til og drak som et hul i jorden. I Their Finest Hour – Lone Scherfigs nye film – er han en eksalteret skuespiller (alene stiff upperlip-navnet Ambrose Hilliard siger det hele).

I 1940’erne ser han sit snit til at medvirke i en film, som kommer bredt ud til folket og dermed kan genstarte hans karriere, fordi alle de unge skuespillere er draget til fronten.

”Lone og holdet manglede en selvoptaget og selvovervurderende type, så de opsøgte mig,” siger Bill Nighy og smiler igen lumsk. ”Jeg tænkte, at der ikke var den store grund til at sige nej, for jeg havde vel ikke brug for at lave den store research?”

”En af mine bedste film”
Men det var også andre ting, der tiltalte skuespilleren ved rollen.

”Jeg er født fire år efter krigen, og derfor har jeg et kolossalt nostalgisk forhold til årene mellem 1940 og 1945. Det er – fornemmer jeg – ret normalt for folk på min alder. Mine forældres generation talte mere om, hvor hårde årene var, men min generation tænker og taler om krigen som noget patriotisk og heroisk,” siger Bill Nighy.

”Derfor var det også sjovt at spille en skuespiller, der ikke skulle i krig, fordi han lavede film. Det er så lidt heroisk, som man overhovedet kan forestille sig!”

Faktisk var det nostalgiske helt umuligt at slippe for skuespilleren. Også efter afslutningen på optagelserne af Their Finest Hour, som handler om tilblivelsen af en film under Anden Verdenskrig i England.

”Their Finest Hour har efterladt mig i et tidsbillede, og lige siden jeg var med i den, har jeg nærmest ikke læst noget litteratur eller set nogen film, som ikke er fra den periode,” griner Bill Nighy.

”Jeg tror, at det er, fordi jeg er så stolt over den her film. Their Finest Hour er uden overdrivelse en af de bedste film, jeg nogensinde har været med i.”

– Hvorfor?

”Jamen, kan du da nævne andet, jeg har været med i, der var lige så godt?”

Friheden er ikke givet
I Their Finest Hour er der også rig mulighed for at blive sendt tilbage til en verden af i går. Folk stimler sammen i biograferne, når de ikke flygter fra bomberne over London. Alle er noble, underspillede og velmenende.

– Men hvad skal vi med en historie fra den tid, ud over at vi kan være sentimentale og nostalgiske?

”Har du set verden i dag?” spørger Bill Nighy og kører hånden igennem den velfriserede midterskilning.

”Der er så mange kræfter, som i de her år forsøger at skille os ad. Og de totalitære tendenser også titter frem i vestlige lande, som man slet ikke havde regnet med kunne have de tendenser. Derfor skal vi lave film, der minder os alle sammen om, at frihed og fællesskab ikke kan tages for givet.”

– Er det essensen af Their Finest Hour for dig?

”Essens og essens,” siger skuespilleren og lægger en knyttet næve under hagen, så han ligner sin rolle fra filmen.

”Vi har i hvert fald lavet en film, der tør stille sig frem og sige, at vi alle sammen skal være på vagt over for det totalitære. Det er okay at være nostalgisk, men det er ikke okay at tro, at alting var bedre i gamle dage.”

– Hvad er forskellen på de to ting?

”Nu må jeg lige lære dig noget her,” siger Bill Nighy grinende, mens hans ulvetænder kommer til syne.

”Jeg er meget nostalgisk, og det bliver værre og værre med årene. Men det betyder bestemt ikke, at jeg synes, det hele var bedre dengang. Det betyder bare, at jeg husker det som noget god. Men i dag har vi en verden, hvor det er blevet nemmere at have et godt liv. Både teknologien og menneskerettigheder er forbedret markant siden 1940’erne.”

Propaganda og humor
Their Finest Hour handler om tilblivelsen af en engelsk propagandafilm. Er det ikke underligt at hylde film, der forsøger at opildne befolkningen til kamp mod fjenden?

”Det her er jo god propaganda. For tænk, hvad der ville være sket, hvis ikke England havde stillet sig på bagbenene imod Hitler. Så havde vi haft et helt andet Europa i dag.”

– Men er det i virkeligheden ikke en meget nostalgisk måde at se på propagandafilm?

”Jamen, hør nu, der var absolut ingen gode nyheder dengang. Ingen! Eftersom det var film, der forsvarede demokrati og frihed, så var det god propaganda. Det synspunkt er svært at anfægte,” siger Bill Nighy og retter sig op fra sin rolige positur i sofaen: ”Du har vækket mig nu!”

– Hvorfor spiller du en komisk figur i Their Finest Hour, når filmens pointe ligger dig så meget på sinde?

”Fordi alting glider bedre ned med humor, og fordi der er brug for, at vi kan smile af alting og ikke mindst gøre grin med vores eget fag, når vi laver en film om skuespillere og manuskriptforfattere,” siger Bill Nighy og læner sig tilbage igen:

”For du ved vel godt, hvad man siger om skuespillere, ik’?”

– Nej, hvad siger man?

”Skuespillere kravler gerne over andre skuespilleres døde kroppe for at få en rolle. Og så er de virkelig dårlige i sengen.”

Bill Nighy holder en kunstpause. Så siger han:

”Det er selvfølgelig overhovedet ikke rigtigt … bortset fra det med, at vi er dårlige i sengen, naturligvis.”

Ekko var inviteret til London af SF Film.