Bille August har fundet sin Blixen
Flere film om Karen Blixen er under opsejling. May el-Toukhy arbejder på at filmatisere Løvinden, og i denne uge starter de første optagelser af et andet projekt
Bille August meldte sidste år ud, at han ville filmatisere Thorkild Bjørnvigs bog Pagten, der handler om digterens forhold som ung til den ældre forfatter.
Efter flere måneders corona-nedlukning af det danske produktionsmiljø er instruktøren nu klar til at gå i optagelse på filmen med start på Fyn i morgen den 10. juni.
Og det bliver Birthe Neumann, der skal spille rollen som Blixen. Det afslører filmselskabet SF Studios, som står bag filmen, i en pressemeddelelse.
Her lyder det også, at Pagten er et ”psykologisk drama om det intense venskab mellem den verdensberømte forfatter Karen Blixen og den lovende digter Thorkild Bjørnvig”.
Filmen foregår i 1950’erne, hvor de to litterære stemmer laver en pagt, som vender op og ned på begges liv. Manuskriptet er skrevet af Christian Torpe, der også stod bag det Bodil-belønnede manuskript til Bille August’ Stille hjerte.
Tidligere har både Susanne Bier og Regner Grasten ligeledes barslet med forsøg på at fortælle forskellige historier om Karen Blixen på det store lærred.
Fascinerende kvinde
Birthe Neumann har siden sin debut for 49 år siden medvirket i lige så mange film. Senest har hun kunnet opleves i Anders Refns krigsdrama De forbandede år, mens hun spiller hovedrollen i Hella Joofs Happy Ending fra 2018.
Neumann har desuden vist både dramatisk og komisk flair i film som Lad isbjørnene danse, Festen, Lykkevej og Solkongen.
Hun skal spille over for et talentfuldt trekløver. Simon Bennebjerg blev i 2017 nomineret til bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards for sci-fi-dramaet Delphi, men nu er han klar til sit store gennembrud i rollen som den unge digter Thorkild Bjørnvig.
Stjerneskuddet Asta August – datter af Bille August – indtager rollen som Bjørnvigs elskerinde Benedicte, mens det mere ubeskrevne blad Nanna Voss spiller hans hustru Grete.
Voss vandt ligesom Bennebjerg en talentpris ved Reumert-uddelingen i 2017.
”Vi er ekstremt stolte af at præsentere Birthe Neumann i rollen som Blixen – en stærk, sammensat og dybt fascinerende kvinde. Publikum vil få indblik i sider af Karen Blixen, som kun få kendte,” udtaler filmens producer Jesper Morthorst i pressemeddelelsen.
”Vi har sikret et stærkt cast med Birthe Neumann i front og tre unge stortalenter i en spændingsfyldt og fascinerende historie, som aldrig tidligere er fortalt på film.”
Pagten har forventet premiere i starten af 2021.
Kommentarer