Ekko Shortlist Awards 2023
24. nov. 2023 | 16:59

Politiske kjoler og store stjerner til årets filmfest

Foto | Emil Nicolai Helms

Der var både plads til etablerede stjerner, unge talenter og politiske budskaber, da Filmmagasinet Ekko rullede den røde løber ud i Bremen Teater i København for at hylde de bedste kortfilm.

Der var fyldt med farverige og til tider overraskende outfits på den røde løber til det tiende Ekko Shortlist Awards.

Af Frederik Hoff

Etablerede navne og unge filmtalenter mødtes den 17. november som ligemænd på den røde løber i Bremen Teater til Ekko Shortlist Awards.

Alle kom for at se et brag af et prisshow med Lasse Dein og Kristoffer Eriknauer og hylde de bedste kortfilm, der er kommet ind på onlinehitlisten Ekko Shortlist det sidste års tid.

Blandt indehaverne af fødderne på den røde løber var berømte filmskabere, de nominerede, kendisser uden for filmens verden og ikke mindst aftenens senere vindere.

Herunder kan du se billeder af nogle af de mange festklædte gæster, der dukkede op på aftenen (tryk på billedet for at se det i større format).

 

Troels Unneland og Sorena Sanjari (tv.) fra satirekollektivet Gigis, som står bag de populære animationsfilm Blokhavn og Shabholm kom for at uddele prisen for bedste animation. Sanjari har været med til at udpege de nominerede og vinderen som del af årets store filmjury. Her er de sammen med vennen og skuespilleren Daniel Flamgaard, som medvirker i DR’s Huset.

Et stort hold med blandt andre skuespiller Adam Ild Rohweder (yderst tv.), instruktør og manuskriptforfatter August Aabo (nr. to fra venstre), producerne Julie Carla Mortensen og Asta Stuhr (i midten) og et spædbarn kom for at repræsentere den skæve kærlighedsfilm Heartbreak, som var nomineret til to priser.

De to instruktører bag European Film College-afgangsfilmen Venn, Lisa Dankyi-appah Thomsen og norske Amanda Sandberg Fætten mødte glade op til festen, hvor sidstnævnte var nomineret til bedste kvindelige skuespiller.

Aria Farjadi var for anden gang nomineret til en Ekko Shortlist Award for bedste mandlige skuespiller efter en pragtpræstation i rollen som klaverlærer – noget Farjadi også selv er i virkeligheden. Denne gang var det for den rørende humoristiske Overtoner.

Det feministiske pornokollektiv Bedside Productions stod klar til med bare bryster og stram orange latex at repræsentere den frække Glory Hoe. Den er instrueret af Frida Retz (nr. tre fra højre) og var nomineret til to priser. Vinderen af bedste dokumentar, Rikke Nørgaard (yderst tv.), er pornofilmens fotograf sammen med Kåre Kiib (yderst th.).

Det 23-årige stjerneskud Fanny Leander Bornedal var som del af Ekkos kvalificerede filmjury med til at nominere og udpege de bedste kortfilm på Ekko Shortlist. Til december spiller hun hovedrollen i Nattevagen – Dæmoner går i arv.

Forpersonen for Dansk Skuespillerforbund Benjamin Boe Rasmussen og instruktøren/skuespilleren Ditte Hansen er lidt af et powercouple. De kom til festen for at uddele prisen for bedste mandlige skuespiller og slå et slag for fagforeningsarbejde.

Marco Lawson (nr. tre fra venstre) vandt prisen for bedste manuskript med den intenst akavede Middagen, mens Mikael Nørlund (nr. to fra højre) var nomineret for bedste klipning. Filmens komponist, Lasse Aagaard (yderst th.), er på hjemmebane i Bremen, hvor han tidligere to gange har vundet prisen for bedste originale musik.

Science fiction-dramaet Kazarians pagt var nomineret til hele fire priser, så et stort hold mødte op med blandt andre instruktør David Metz (nr. tre fra højre) og komponist Lasse Elkjær (yderst th.).

Animatoren Dora Grents (th.) fremviser stolt en lille stofudgave af den titulære, livskloge bønne fra Beanboy, som var nomineret til prisen for bedste animation. Sammen med hende ses Petra Hauthorn, som også er animator.

Søren Malling er en af dansk films bedste og mest brugte skuespillere, men han har stadig tid til at medvirke i de unge talenters kortfilm. Middagen vandt prisen for bedste manuskript, og Malling leverer en stor præstation som alkoholisk far, der kommer på glatis under middag med den rige svigerfamilie.

Skuespilleren Mathilde Arcel, der sidste år vandt for bedste kvindelige hovedrolle, fulgtes med årets presenter af prisen, Morten Hee Andersen.

Instruktøren Rikke Nørgaard (i midten) og resten af holdet bag bedste dokumentar-vinderen Once Upon a Time on Twitch mødte talstærkt op. Især hvis man inkluderer de hundredevis af Twitch-følgere, som hovedpersonen SoWeQ (nr. fire fra højre) tog virtuelt med til fest.

Emma Balcázar (i midten) havde et stort hold med fra sin rå Søster, hvor Haris Samar (nr. tre fra højre) spiller hovedrollen, og Rudi Køhnke (nr. tre fra venstre) medvirker. Men hun var også til festen for at repræsentere sin skole, Nordic Film Acting Institute, som var nomineret til Diversitet Prisen.

Folkene bag den livsbekræftende Sande helte, som var nomineret til to priser, kom festklædte til prisuddelingen, og især skuespilleren Morten Deleuran (nr. to fra højre) dukkede op i sit stiveste puds.

Splittet – om en svensk flygtningedreng, der vender tilbage til Irak – var nomineret til tre priser. Producer Alexander Skaarup Nielsen og instruktør Jahfar Muataz mødte muntre op til prisuddelingen, hvor sidstnævnte selv var nomineret for bedste manuskript.

Filmfesten fik fint besøg af ingen ringere end vinderen af Eurovision Song Contest 2013 Emmelie de Forest (i midten). Sangeren og skuespilleren kom som del af holdet bag Jim, som ligger på Ekko Shortlist.

Skuespilleren og manuskriptforfatteren Anna Neye mødte stolt op til festen sammen med sin søn Sylvester Neye. Hun var nemlig nomineret til Diversitet Prisen for sine mange års øjenåbnende satire og ikke mindst slaverifilmen Viften.

Zinnini Elkington og Hannah Elbke har begge vundet Shortlist Prisen som instruktører af henholdsvis En flirt og Vilde sind. I år genindtog de Bremen Teater for at uddele prisen for bedste fiktion.

Iklædt passende farverigt tøj troppede Dorcas Joanna Hansen, Malaika B. Mosendane, Şiir Tilif, Laura Allen Müller og Sandra Yi Sencindiver fra diversitetkampagnen Et Større Billede op til prisuddelingen, hvor de velfortjent vandt Diversitet Prisen for deres debatskabende plakatkampagne.

Pernille Kjær havde en selvsikker attitude på rød løber og med god grund, skulle det vise sig. Hendes mytologiske filmdigt Forår løb nemlig med prisen for bedste animation.

Norwegian Offspring-holdet var nomineret til fem priser og vandt hele tre af dem, så det store selskab havde masser at fejre. Lyddesigneren Emil Salling (nr. fire fra venstre), fotografen Thomas Dyrholm (nummer seks fra venstre) og klipperen Ania de Sá (yderst th.) kunne nyde efterfesten med hver sin pris i hånden.

Skuespilleren Benedikte Hansen (nr. tre fra venstre), instruktøren Selma Sunniva (i midten) og resten af holdet bag Et eksempel: dem på gulvet så måske ikke så selvsikre ud, da de ankom på den røde løber. Men de tog hjem fra prisuddelingen som de helt store sejrherrer med prisen for bedste fiktion og Shortlist Prisen.

Instruktøren bag Den der lever stille og medlem af året diversitetsjury, Puk Grasten, kom til festen med skuespilleren Jevgeni Jevsikov og iklædt stilede handsker samt en tegnefilmagtig taske.

Instruktørerne Florian Elabdi og Michael Graversen kom i upåklagelige jakkesæt på aftenen, hvor de var nomineret til bedste dokumentar for Ghosts og Moria, som tæt følger to børn i den udbrændte Moria-flygtningelejr.

Selv om aftenen var en fejring, trængte omverdenens problemer også ind i Bremen Teater. Amanda Radeljak, som spiller hovedpersonens døde datter i Kazarians Pagt, mødte op iført en kjole med et politisk statement: Free, free Palestine.

Producer Amalie Lintrup, lyddesigner Simon Pedersen og skuespiller Jesper Ole Feit Andersen repræsenterede den skæve komedie Kuglen & keglen. Jesper Ole spiller bowlinghallens enspænder, der pynter på en historie om en tragisk ulykke for at få kollegernes opmærksomhed.

Hovedrolleindehaver Neesha Dewa og instruktør Nivetha Balasubramaniam mødte stilsikre frem til prisfesten, hvor deres film om en tamilsk/dansk piges kulturforvirring, Amala, var nomineret til tre priser.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.

Tiårsjubilæet blev afholdt i Bremen Teater den 17. november.

Støttet af Det Danske Filminstitiut.

Sponsoreret af Producentforeningen, FAF, FILM&TVGruppen, Dansk Skuespillerforbund, Zentropa, Danske Dramatikere, ANIS, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Dansk Filmfotograf Forbud, Politiken-Fonden og Royal Beer.

© Filmmagasinet Ekko