Kommentar: Sig det med billeder

En gammelkendt læresætning inden for skønlitteraturen lyder: Show, don’t tell – vis det i stedet for at forklare det.

Fortællerstemmen er filmens version af tell.

Og på samme måde som i litteraturens verden kan fortællerstemmen hurtigt blive en irritationskilde, hvis den bruges for flittigt.

Problemet med fortællerstemmen er, at den let kan blive en sovepude for filmskabere. For det er lettere at fortælle publikum, hvad de skal føle, end at vise dem noget, der kan skabe følelsen i dem.

Og det er en sovepude, som man kan frygte, at dansk film er ved at lægge sig godt tilrette på.

Der foreligger ikke tal for, hvor ofte fortællerstemmen bliver brugt i dansk film. Vi kan heller ikke dokumentere, om brugen kvantitativt er stigende. Men det er sådan set heller ikke pointen, for det handler om, hvordan grebet bliver brugt og – især – misbrugt.

Gode fortællerstemmer
Som et kneb giver fortællestemmen mulighed for at forklare ting, der ikke lader sig vise visuelt eller i dialog.

Tænk bare på introsekvensen i Ringenes herre – Eventyret om ringen, hvor Cate Blanchetts fortællerstemme præsenterer det mytiske sagnunivers for publikum, så vi ikke er i tvivl om, hvad vi skal se.

Eller Morgan Freemans mindeværdige fortæller i fængselsdramaet En verden udenfor, der behændigt guider tilskueren gennem historien og personernes strabadser.

Fortællerstemmen – eller voice over, som den også kaldes – kan tillige skabe en stemning og være med til at farve billederne. Som Fred MacMurrays fatalistiske monolog i film noir-klassikeren Double Indemnity eller Harrison Fords trætte og desillusionerede kommentarer i Blade Runner.

Brugt kunstnerisk giver den samtidig en karakteristik af fortælleren selv. Som den melankolsk-drømmende dreng i Mit liv som hund, Woody Allens tørt-humoristiske Alvy Singer i Annie Hall og Ewan McGregors frenetiske Renton i Trainspotting.

Og hvad ville Stanley Kubricks mesterværk A Clockwork Orange have været uden Malcolm MacDowells fandenivoldske tale på lydsiden?

Lette overspring
Problemet opstår, når grebet bliver en måde at springe over, hvor gærdet er lavest. Når instruktøren bare gengiver med ord, hvad der er besværligt at vise visuelt eller gennem dialog og handling.

Vi kender det fra dårlige amerikanske film, hvor fortællerstemmen nærmest synes klasket på som en sørgelig eftertanke i mangel på bedre.

Dansk film er i mange år blevet lovprist for at kunne fortælle stærke historier fra virkelighedens verden, som man kan leve sig helt ind i.

Og det kan vi stadig. Tag bare Ole Bornedals krigsepos 1864 eller den interessante spillefilm Du forsvinder, der handler om en mand, hvis personlighed forandres af en hjernesvulst.

Begge har det tilfælles, at de lader store dele af handlingen blive fortalt gennem en fortællerstemme: Marie Tourell Søderbergs forelskede Inge i 1864 og Trine Dyrholm som konen i Du forsvinder.

Begge med ringe succes.

Tekstet for synshæmmede
Det er to gode eksempler på, hvad der er galt med den måde, som fortællerstemmen bliver brugt på i dansk film.

Her bruges fortællerstemmen nemlig til at forklare ting, der allerede er blevet udtrykt i billederne og dialogen. Det virker nærmest, som om filmskaberne ikke stoler på deres publikums intelligens og evne til at følge med i handlingsforløbet.

Det gælder for eksempel en scene i 1864, hvor Inge i fjerde episode beslutter sig for at rejse sydpå med sigøjnerpigen Sofia.

Inges dialog lyder: ”Jeg har besluttet mig. Så bliver det ikke anderledes.”

Og det efterfølges af fortællerstemmen: ”Jeg var ung og stædig. Der var ikke andet at gøre end at forberede rejsen sydpå. Peter og Laust nåede i de dage til Dannevirke,” mens vi ser de to hovedpersoners ankomst til det danske forskansningsanlæg.

Fortællerstemmen gør her mere skade end gavn, fordi den gentager information, vi uden problemer forstår via billeder og replikker. Inge handler og lyder stædig, og sekundet efter, at fortællerstemmen slutter, bliver Peter og Laust budt velkommen til Dannevirke.

Tungt og didaktisk
I Du forsvinder reflekterer Trine Dyrholms fortællerstemme over menneskets psykologiske konstitution. Det er passager, der gør sig godt i Christian Jungersens bogforlæg, men på film kommer det til at virke tungt og didaktisk.

En fortællerstemme er også på spil i Jesper W. Nielsens Der kommer en dag. Her er den lagt i munden på en diminutiv sidekarakter i form af Laurids Skovgaard Andersen, der får lov til at beskrive hele filmens historie uden selv at indgå som en særlig betydningsfuld del.

Min hovedanke er i alle tilfælde, at fortællerstemmen er mere eller mindre omsonst, fordi den blot har til opgave at beskrive det, der sker mellem linjerne.

Nu skal man selvfølgelig ikke bedømme hele kurven ud fra et par dårlige æg. Men det virker til at være et kunstnerisk greb, som danske filmskabere oftere og oftere søger til.

I flæng kan nævnes En kongelig affære og Guldkysten.

Det er en skam. Hvis det kan vises, så lad være med at forklare det gennem en fortællerstemme. Kort sagt: Show, don’t tell.