Dag 8: Tisseture i gallakjoler

Der er en scene godt og vel 100 minutter inde i den otte timer lange A Lullaby to the Sorrowful Mystery, som beskriver instruktør Lav Diaz’ (Norte, the End of History) projekt ret godt.

En kvinde sidder tilbageholdt i en lille enklave af mennesker under Den Filippinske Revolution på et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet.

Kameraets fokus er på hende, men vi fornemmer alligevel den mand, hun taler til. Han vil ikke svare hende på, hvordan han har det, selv om hun spørger igen og igen. Kameraet rører sig ikke ud af stedet, imens kvinden mere og mere desperat vender sig mod de geværberedte vagter og beder om sygehjælp til den tavse mand.

Vagterne fortæller hende, at hun skal klappe i, og netop som kvinden holder mund, dratter den slørede mand fra forgrunden ind i kameraets fokus. Han bløder fra armen og koldsveder.

Vanvid og død
Netop dette er den bund, som A Lullaby to the Sorrowful Mystery er lavet på. Tid og fornemmelser. Hvert eneste sort-hvide billede er præcist tilrettelagt og eksekveret. En scene kan sagtens vare i fem minutter uden ord, men til gengæld fiser den ene tanke efter den anden rundt i hovedet på tilskueren. 

Billedmagi smelter sammen med mytologi, vanvid og død, og efterhånden udvikler filmen sig til at blive en kvindes søgen efter liget af hendes mand. En mand, som har afgørende indflydelse på revolutionen.

Derfor skal man bestemt give sig god tid, før man overvejer, hvad man skal tænke. Der sker eksempelvis ikke meget den første time, men så stille og roligt luller A Lullaby to the Sorrowful Mystery én ind i universet. De tomme, filippinske strande, de kæmpende oprørere i skovene og den brutale, spanske besættelsesmagt i byerne bliver dragende billedskønne, selv om de kredser om modbydelige og triste ting.

Imidlertid forbliver filmen en stiløvelse med en masse afstikkere, hvor menneskene i fortællingen nærmere afvikles end udvikles, fordi de mister sig selv undervejs.

A Lullaby to the Sorrowful Mystery er ikke nogen nem film, men billederne sidder fast i én, når man forlader biografen.

Anmeldere blundede
Selvfølgelig kan man ikke holde koncentrationen hele tiden. 

Ligesom handlingens struktur går også ens tanker ad omveje undervejs i filmen. Flere anmeldere blundede ofte, og selv skuespillerne (der var med til visningen, fordi filmen er så lang, at man fra festivalens side valgte at slå gallapremiere og pressevisning sammen) rendte ind og ud på toilettet i deres store skrud af kjoler og pingvinsæt.

Personligt nåede jeg da også at tænke mange andre tanker end dem, filmen opfordrede til. Kan ens næsehår og skæg nå at vokse sammen på lidt over en uge, var én af dem for eksempel.

Alligevel skal ret være ret, for billederne sugede i hovedparten af filmen én tæt ind til lærredet – også selv om A Lullaby to the Sorrowful Mystery er nogle timer for lang (at man kan sige det om en film, er vel i sig selv en bedrift).

Urolig dramatik
En anden længere sag, der blev vist på Berlinalens ottende dag, var Susanne Biers nye engelsksprogede tv-serie The Night Manager. En politisk spionserie baseret på en John Le Carré-roman.

Ud fra seriens to første afsnit må man sige, at billederne også her ofte er virtuose og upåklagelige. Desværre er der en mislyd over det meste af skuespillet. Hovedrolleindehaveren Tom Hiddleston gør det godt, men ellers er der langt imellem højdepunkterne.

Ganske u-Bier’sk, eftersom den danske instruktør igennem hele karrieren har været ualmindeligt dygtig til at skabe dyb psykologi frem for store billeder. Denne gang ser det ud til at være omvendt.

Og i modsætning til A Lullaby to the Sorrowful Mystery, er der næsten for meget drama for hurtigt i The Night Manager. 

Hiddleston spiller en natportier på et luksushotel i Egypten under udbruddet af Det Arabiske Forår. En mystisk kvinde opsøger ham med nogle stærkt fortrolige papirer, og på den måde starter en spiral af sex, kærlighed, mord, storpolitik og efterretningshemmeligheder – og det alene i seriens allerførste afsnit.

Selvfølgelig fornemmer vi hurtigt, at natportieren ikke er den, han udgiver sig for at være, og som han skifter fra luksushotel til luksushotel, forstår vi, at han er en meget sammensat person. 

Ud fra de to første afsnit ved vi dog ikke helt hvem, men man kan da altid nyde det glamourøse miljø, serien inviterer os ind i. Det skal blive spændende at se, om det bliver mere dramatisk på en mere rolig måde herfra.

Hiphop-vildfarelser
Spike Lees nyeste film er også blevet vist de senere dage på Berlinalen. Dog uden for konkurrence.

Chi-Raq er et vildt miskmask af galskab, referencer og mærkværdige scener. Titlen baserer sig eksempelvis på en kombination af Chicago, hvor filmen foregår, og Irak, der jo som bekendt er ret ødelagt efter 00’ernes krig.

Filmen er bestemt ikke nogen sammenhængende organisme. Konstante gadeskyderier plager nemlig lokalsamfundet, og et par kvinder til mændene i disse skydegale bander vælger derfor at gå sammen med en præst om at opfordre alle kvinder i området til at holde igen med seksuelle udskejelser. For på den måde at få mændene til at stoppe galskaben.

Det plot er planket fra Astofanes’ græske komedie Kvindernes port, der så dagens lys år 411 før Kristi. Men er Chi-Raq derfor et fromt, kvindeligt kampskrift for fred? Næ, for der er stadig masser af sex i filmen, og den er også morsom og ikke mindst proppet med hiphop-rytme.

Så selv om de bedste øjeblikke i Chi-Raq leder tankerne hen imod Spike Lees mesterværk Do The Right Thing fra 1989 og samtidig sætter fokus på noget så vigtigt som den amerikanske våbenlov, så er filmen alt for diffus til at blive meget andet end sexet. Det, som filmens kvinder, ironisk nok næppe vil have, at den bliver.

Store forventninger
I morgen slutter hovedkonkurrencen i Berlin. Og det bliver med to meget forskellige film.

Den polske United States of Love er den film, som jeg personligt har set mest frem til på hele festivalen. Instruktøren Tomasz Wasilewski var ved årsskiftet på branchebladet Varietys liste over de ti europæiske instruktører, man skulle lægge mærke til i år.

Polakkens to første film er da også bemærkelsesværdige. Både In a Bedroom (2012) og Floating Skyscrapers (2013) er kærlighedshistorier fortalt med en ultraskarp billedkomposition og et mod til at holde indstillingerne lidt længere end normalt. Den første film var en mand-møder-kvinde-historie, mens den anden i højere grad var et trekantsdrama.

Det skal blive spændende at se, hvad United States of Love er for en størrelse, men den foregår i hvert fald i dagene omkring kommunismens fald i Polen.

Den sidste film i hovedprogrammet er traditionelt i den mere morsomme afdeling, når det kommer til Berlinalen, og alene titlen på iranske Mani Haghighis nye film lover noget af det samme: A Dragon Arrives!

Haghighi er en morsom mand i et lukket land, og hans sjove Modest Reception (2012) havde også både politisk kant og drama over sig. Derfor kan man godt forvente, at hovedkonkurrencens sidste dag bliver ret fremragende med to film, der tilsammen er mindre end halvt så lange som A Lullaby to the Sorrowful Mystery.