Billedmanipulation

Man møder ofte den opfattelse, at det med den moderne computerteknik er slut med at afsløre manipulation af både faste og levende billeder. Og man kan da også få sine tvivl, når man ser, hvordan man ved hjælp af et computerprogram som Photoshop kan gøre folk smukkere eller grimmere. Eller som det var tilfældet i et kulturprogram på Sveriges TV1, Kobra, om aftenen efter udbruddet af Irak-krigen. Her så man både USA’s udenrigsminister Colin Powell, Stalin, Hitler og mange andre historiske skikkelser synge amerikansk pop i en forrygende, parodisk billedsekvens. Det var dem selv, ikke skuespillere, og det var imponerende, hvordan det med computerteknikken var muligt at få dem alle til at bevæge mundene i takt til musikken i perfekt synkronitet. Alt kan tilsyneladende lade sig gøre i dag, vi er helt prisgivet billedmagernes nåde, eller er vi?

Uønsket konge
Problemet er i virkeligheden ikke af ny dato. Billedmanipulation kan uden vanskelighed føres over 1000 år tilbage. Et eksempel findes i kirken San Apollinare Nuovo i Ravenna, bygget omkring år 500, da østgoterkongen Theodoric havde gjort sig til konge over Italien. Ravenna var hans hovedstad, og kirken udsmykkedes med pragtfulde byzantinske mosaikker, blandt andet af kongens palads, hvis facade består af søjler med mørkeblåt klæde, der dækker åbningerne.

Alt ser fint og nydeligt ud. Men ser man godt efter, er der en åben håndflade, som ses på en af søjlerne. For i virkeligheden havde man mellem paladsets søjler anbragt skikkelser, formentlig kongen selv og hans hof. Men kort efter hans død erobrede byzantinske tropper Ravenna og lagde byen ind under kejseren i Konstantinopel, og alle spor, der vidnede om den østgotiske konge, fjernedes. Med undtagelse af hånden foran søjlen. Den var blevet glemt.

Tildækning
Vi finder her en af grundformerne for billedmanipulation: tildækningen eller bortretoucheringen af detaljer, man vil skjule. Og vi finder årsagen til, at billedmanipulation ofte bliver afsløret: sjusk! – hvis manipulatoren ikke har gjort det med vilje, fordi han i virkeligheden modarbejdede opdragsgiverens hensigt. Begge hensigter kan ligge bag denne typiske fejl. Moderne eksempler er der masser af. Da den kommunistiske Røde Hærs skaber Trotskij blev udstødt af det sovjetiske kommunistparti, blev han også fjernet fra de billeder, hvor han sås sammen med Lenin.

Men det berømteste eksempel på billedfusk, som blev afsløret, er nok et fotografi af den tjekkoslovakiske ledelse på baggrund af slottet Hradcany i Prag. Billedet blev taget i foråret 1968, men senere på året lavedes en version, hvor reformkommunisten Aleksander Dubcek – netop afsat som premierminister efter den sovjetiske invasion – var skåret væk ved en beskæring midt i billedet. Helt perfekt var beskæringen dog ikke, for der blev en fod tilbage af den faldne leder!

Æstetisk manipulation
Kommunistiske bureaukrater har altid elsket retouche. På de første officielle fotos af den nye sovjetleder Mihail Gorbatjov fra 1985 var hans store og meget karakteristiske modermærke retoucheret væk. Det kunne naturligvis kun fremkalde moro i udlandet, hvor man udmærket fra vestligt tv vidste, hvordan manden i virkeligheden så ud. Så der gik ikke lang tid, før forskønnelsesforsøget blev droppet.

I Sovjetunionen dyrkede man det perfekte menneske, sovjetmennesket. I Hitlers Tyskland var de ikke meget bedre. Hitler viste sig således aldrig offentligt med briller, når der var kameraer i nærheden. Den eneste gang, det smuttede, var da han underskrev München-overenskomsten i oktober 1938. Det er interessant at tænke over, at Hitler, de mange gange man i krigsugejournalerne ser ham bøjet over generalstabskortet sammen med sine generaler, formentlig ikke har kunnet se ret meget. Men for Hitler var briller en fysisk defekt, man ikke kunne have som leder, og så fik brillerne oven i købet personen til at se intellektuel ud. Billeder, hvor Hitler bærer briller, blev derfor konsekvent bortcensureret.

Sovjetregimet gjorde derimod meget ud af at dyrke deres diktatorer, både Lenin og Stalin, som intellektuelle. Begge blev ophøjet til ikoner med deres karakteristiske træk, for Lenins vedkommende skaldepanden og det hidsigt fremspringende korte fuldskæg. Der er et berømt billede af Lenin, der sidder i lampens skær og planlægger udbruddet af Oktoberrevolutionen i 1917 i kredsen af bolsjevikiske ledere. Men i virkeligheden stammer billedet fra Eisensteins berømte spillefilm Oktober fra 1928 (billedet er kun bevaret i nogle kopier af filmen).

Lenin så nemlig helt anderledes ud aftenen før kuppet i Petrograd. Han var kommet tilrejsende på falsk pas, og i den forbindelse havde han raget fuldskægget af og iført sig paryk. Han lignede altså slet ikke Lenin. Men denne mindre historiske detalje anså Eisenstein for distraherende i sin rekonstruktion af Oktoberrevolutionen. Filmen var med sin overbevisende dokumentarfilm-æstetik velegnet til at levere billeder af den ”heroiske kvalitet”, sovjetmyndighederne havde brug for, og den har da også leveret andre ”autentiske” billeder som bogillustrationer.

Cover-up
Mere målrettet manipulatoriske var de første sovjetiske tv-billeder efter Tjernobyl-ulykken i 1986. Først efter at der var kommet meldinger fra udlandet om ulykken (vinden havde blæst atomskyen fra den brændende reaktor mod nordvest over det nordlige Skandinavien), rykkede de sovjetiske tv-nyheder ud med en kort reportage. Man sad i en helikopter, der fløj hen over området, og man så udelukkende uskadte bygninger, hovedsagelig boligkomplekser. Derpå landede man angiveligt foran atomkraftværket, som kun blev optaget fra én side. De udramatiske optagelser, bundet sammen af helikopterens motorlyd, viste kun begrænsede skader på den ene reaktor.

Var der tale om en model opført i russisk LEGO? Nej, men optagelserne på jorden var ikke taget ud af helikopteren, for så ville man ikke have kunnet undgå at se virkningerne af det kraftige luftpres fra den arbejdende rotor på den sparsomme plantevækst, som lige akkurat var synlig. Og hvis man lyttede godt efter, ændrede helikopterens motorlyd sig ikke undervejs. Den lød, som kom den fra en lydsløjfe.

Der var altså foretaget en kombination af ”tilpasninger af virkeligheden”: For det første fik vi kun et selektivt udsnit af området oppe fra luften. For det andet var billedet nede på jorden ikke fotograferet fra helikopteren, men sandsynligvis fra en robot, der kørte på jorden. For det tredje så vi kun den brændte reaktor fra den absolut mest gunstige vinkel. Indslaget var altså et forsøg på cover-up med delvist autentiske midler. Men i længden kunne katastrofens omfang ikke skjules. Lidt over en uge senere kom der sovjetiske overflyvningsoptagelser, hvor man fik et helt andet billede af ødelæggelsernes omfang.

Symbolske filmoptagelser
Men hvad så med en begivenhed, man gerne vil vise, men som man desværre ikke har optagelser af? Under slaget om Stalingrad 1942-43 var et vendepunkt den episode, hvor sovjetiske styrker fik kontakt med hinanden vest for byen og dermed fik indesluttet den tyske 6. armé. Det lykkedes ved en dristig operation, hvor en nøglebro blev besat, og de sovjetiske panserstyrker lukkede hullet i løbet af natten. Men i mangel af egnede optagelser af denne vigtige historiske begivenhed indspillede russerne en scene i dagslys, hvor to infanteri-enheder i vinteruniformer fra hver sin side løber hen mod hinanden og omfavner hinanden.

Det er en helt igennem symbolsk konstruktion, som kun på det helt overordnede plan har noget med begivenheden at gøre. Men scenen er flot og er derfor siden blevet brugt i film efter film som en autentisk optagelse. I den britiske serie om Anden Verdenskrig, The World at War fra 70’erne, bringer man dog optagelsen med en kommentar om, at den ikke stammer fra selve begivenheden, men er indspillet bagefter.

Russerne havde mere styr over situationen ved undertegnelsen af den tyske værnemagts kapitulation i maj 1945. Den kunne have fundet sted den 8. maj. Men russerne fik den udskudt, så de fik tid til at finde en egnet bygning i Berlin og få et kamerahold på plads. Man fik også givet værnemagtens øverstbefalende, generalfeltmarskal Wilhelm Keitel, besked om at møde i fuld mundering. Så optagelsen fra den 9. maj 1945, der endnu fejres i Rusland som den officielle afslutning på krigen, er på samme tid autentisk og rent symbolsk. Reelt havde tyskerne allerede kapituleret.

Kategorier
Lad os tage et tilbageblik over de kategorier af billedmanipulation, vi her har mødt:

1. Åbenlys manipulation med satirisk formål (Colin Powell med flere)
2. Tildækning, beskæring, vinkling, retouche eller bortcensurering for at skjule noget (San Apollinare Nuovo, Trotskij, Hitler, Dubcek, Gorbatjov, Tjernobyl)
3. Skjult, virkeligheds-korrigerende fiktion (Lenin)
4. Tilsætning af suggererende eller opmærksomhedsafledende effekter (Tjernobyl)
5. Arrangerede optagelser (Stalingrad)
6. Situationer arrangeret direkte med henblik på begivenhedens formidling i medierne (Berlin 1945)

Af andre kategorier kan nævnes:

7. Kontekstuel manipulation gennem montage
Et eksempel er en sekvens fra den nazistiske propagandafilm Gestern und Heute (I går og i dag) fra 1938, hvor man karakteriserer Tyskland før Hitler med en cocktail af kampe mellem politi og kommunistiske demonstranter i Berlin i maj 1929, optagelser fra en lovlig arbejderdemonstration, lidt fra stormen på Justitspaladset i Wien i 1927 samt indendørs optagelser af et stærkt voldeligt slagsmål fra en nazistisk film om ”martyren” Horst Wessels død i 1930.

Denne flot klippede sekvens er siden blevet hyppigt citeret både i senere nazistiske propagandafilm og i efterkrigstidens film og tv-programmer om nazismens forudsætninger. Nazismens meget negative og uretfærdige vurdering af den første tyske republik er således gået over i eftertiden som et nærmest fastslået faktum. Meget få har stillet spørgsmålstegn ved sekvensen, som kan påvises som ren manipulation blandt andet ud fra kendskab til moderfilmsmaterialet.

8. Stedfortrædende autentisk materiale
Denne metode er så udbredt, at den af mange anses for at være acceptabel. En kampvogn kan da gøre det ud for en kampvogn, selv om typen ikke er helt rigtig, eller hvad? Nogle gange kan det virke ufrivilligt komisk, som når der bruges en optagelse med friske tyske orlogsgaster i sommeruniformer på et af de krigsskibe, som er på vej til besættelse af Danmark og Norge på en hundekold aprilsdag i 1940 (Deutsche Wochenschau 502). Men det kan naturligvis også ske med direkte manipulatorisk hensigt, som når den populære tyske feltmarskal Rommel ses ”i forreste linje med sine mænd” i Nordafrika. Men denne optagelse stammer i virkeligheden fra en inspektion af forsvarsværker i Vesteuropa. Her er det igen kendskab til moderfilmsmaterialet, der kan røbe, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

9. Stedfortrædende rekonstruktioner
Også dette er en udbredt metode, men ikke mindre problematisk. Et indslag i TV-avisen den 14. november 1984 – optaget af det amerikanske tv-selskab CBS – blev bragt som dokumentation af, hvordan tapre frihedskæmpere i det sovjetisk besatte Afghanistan ødelagde strømforsyningen til hovedstaden Kabul. Begivenheden var korrekt nok, men optagelserne blev senere afsløret som en rekonstruktion, formentlig optaget på den pakistanske side af grænsen. Optagelserne undergravede deres egen troværdighed, ved at den elmast, man så blive sprængt, ikke stod i forbindelse med andre master – dét afslørede en panorering forud for sprængningen, hvis man så godt efter.

10. Skjult, virkelighedsmanipulerende fiktion
Et særligt gennemført eksempel på brug af pseudo-dokumentariske optagelser er Oliver Stones spillefilm JFK fra 1991. Det er et doku-drama, som gengiver en konkret retssag, i hvilken man forsøgte at påvise en større højreorienteret sammensværgelse bag mordet på præsident Kennedy i 1963. Filmen følger tilsyneladende den veletablerede kode, at de sekvenser, som er optaget med skuespillere, er i farver, mens autentiske dokumentarklip (med undtagelse af den berømte Zapruder-amatørfilm fra selve begivenheden) vises i sort/hvid. Men der forekommer en betydelig mængde sort/hvide tv-optagelser, som i virkeligheden også er rekonstruktioner. Har man ikke et virkelig godt kendskab til kildematerialet til J. F. Kennedy-mordet, kan man let blive snydt af den helt virtuose måde, Oliver Stone er i stand til at blande kortene, så de understøtter hans medrivende argumentation.

11. Åbenlyse illustrerende genreblandinger
Dette er en manipulationsform, som går langt tilbage i filmhistorien. To tidlige danske eksempler findes på dvd’en Det første filmarkiv (distrubution: Det Danske Filminstitut) og er begge produceret hos Nordisk Film.

Hvad en kjøbenhavnsk Journalist oplever på en Dag fra 1913 giver et glimrende indtryk af et København i forandring, af videnskabsmænd og kunstnere og af, hvordan en moderne avis fungerer. En journalist, Anker Kirkeby, optræder som den fiktive medarbejder Peter Pen, der binder filmen sammen. Hans aktivitetsniveau og stofbredde er af så umådeholdne dimensioner, at næppe nogen har set karakteren som andet end et fortælleteknisk fif. Det andet eksempel er Magasinets Datter (1918), der indeholder en opdigtet, ugebladsagtig historie med kendte skuespillere i de to hovedroller. Samtidig er filmen et dokumentarisk portræt af Magasin du Nord og de menneske, der arbejdede på den store virksomhed. Her sker manipulationen med virkeligheden åbent og med et klart fortællende formål. Det er en leg med mediets muligheder, uden at grænsen mellem fiktion og fakta er tilsløret. Og det bør ingen have ondt af.

12. Arrangerede, fejlidentificerede optagelser
Årets pressefoto ‘89 var et billede af de angivelige ofre for en massakre begået af Ceausescu-styret i Timisoara, Rumænien. Der var blot den hage ved det fantastiske billede, at der var tale om ”selvdøde” hospitalspatienter, som var blevet slæbt udenfor og lagt tilrette for fotograferne med det formål at sværte regimet til. Det var først længe efter diktatorens fald, at denne svindel blev opklaret, men den var naturligvis dybt pinlig for både fotograf og jury.

Nogle gange er det ret let at afsløre sådanne fejlidentifikationer. Det var for eksempel tilfældet med et forsidebillede fra dagbladet Information fra 1990’erne. Billedet viste en kvinde med hovedtørklæde foran et kors med russisk-lignende bogstaver, og billedteksten identificerede kvinden som bosnisk muslim, der sørger over sin dræbte søn. Men hvorfor blev sønnen begravet under et kors, når han var muslim, oven i købet et kors med serbiske bogstaver og med et navn af kristen oprindelse? Her har der nok ikke været direkte svindel på spil, men blot dyb uvidenhed, og det var der så en læser (mig selv), der afslørede.

Er vi forsvarsløse?
Jeg anser os altså langt fra for forsvarsløse over for billedmanipulation, heller ikke i dag med de nye avancerede elektroniske muligheder. Den kritiske sans hos publikum skærpes tværtimod gennem den personlige erfaring med elektronikken, som jo efterhånden er tilgængelig for enhver.

En fotospøg for nylig demonstrerede det. Det gjaldt om at finde fejl i et manipuleret foto af præsident Bush, der tilsyneladende forsøger at læse i en bog, han har vendt på hovedet. Men der var begået et par banale og givetvis utilsigtede fejl i denne åbenlyse leg med virkeligheden, som folk skulle finde – og fandt. Det er ligesom med den gamle fotoretouchering: Det kræver lidt omhu og tid, men ofte er det ikke svært at gennemskue svindelen. Sværere er det, når billeder udgives for at vise noget andet, end de i virkeligheden gør. Men som regel er der altid et vågent publikum, som reagerer. Kampen mod at blive ført bag lyset er ikke håbløs – og fortsætter ufortrødent!