”De bedste film foregår i folks eget hoved”

Pablo Larraín lyder som sine film.

På en frostklar telefonlinje brokker den chilenske instruktør sig over vejret. Han er i Oslo for at promovere sin nyeste film El Club, og smukt er der da i den bakkede, norske hovedstad. Men vejret. Fy for den!

”Er det lige så koldt dér, hvor du er?” spørger Larraín.

– Ikke lige så koldt, men det støvregner. Du ved, sådan noget regn, man ikke bliver våd af, men som bare irriterer.

”I det mindste fryser du ikke,” griner instruktøren: ”Kulde er det værste.”

Film med smerte
Det er ganske sjovt, at instruktøren siger netop det. For hvis der er kulde i noget, så er det El Club, som har dansk premiere 29. oktober.

En flok mænd og en enkelt kvinde er udstationeret på verdens udkant. En chilensk, øde strand, hvor gruppen ånder og lever, men man forstår i begyndelsen ikke, hvad de lever for.

Det kommer man dog til, hvis man altså kigger ordentligt efter. Larraíns film er ikke noget, man kan nå at sluge en bøtte popcorn og en overdimensioneret cola til. De er små fortættede dramaer, hvor skuespillerne på foruroligende vis aldrig falder helt sammen med deres rolle.

Smerten er konstant til stede, men samtidig pirrer fortællingen hele tiden én med billeder, der siger langt mere, end manuskriptet ellers umiddelbart tilsigter.

”Når jeg filmer, er jeg spontan. Et billede skal føles godt, men for mig føles det først ordentligt, når det gør en smule ondt. Når der er noget på spil i scenen, som man ikke kan se lige med det samme,” siger Pablo Larraín.

– Det lyder, som om du leder efter en films tone, før du leder efter selve handlingen.

”Det gør jeg i den grad. Handlingen er interessant, men hvis den ikke er omgivet af en klar nuance eller tone, så kan den hurtigt blive ligegyldig. Der skal være noget på spil – hele tiden. Med El Club har jeg forsøgt at få publikum til at sidde og vente på, at noget vil ske. At noget vil springe i luften.”

Bombemand
Lige præcis den fornemmelse må man sige, at Pablo Larraín har ramt rent. I hvert fald skriver Ekkos anmelder Lee Marshall om filmen – som han giver fem stjerner – at den minder ham om Hitchcocks teori om bomben under bordet.

Teorien går ud på, at man skal give publikum et vink om, at en bombe, som karaktererne ikke er vidende om, vil springe inden længe. På den måde lades scenen med spænding, hvor publikum sidder med en frygtelig merviden.

Imidlertid indså Hitchcock med årene, at man aldrig måtte sprænge bomben, så publikum forbliver i deres særprægede lune hele vejen igennem filmen.

”Det er en interessant teori,” siger Pablo Larraín. ”Men jeg må sige, at bomben for mig mere ligger i det psykologiske. Både skuespillere og publikum skal på én eller anden måde kunne mærke filmens tone. Psykologi er en kold ting på mange måder, og det er svært at beskrive i en film, men mit mål er at vise noget, der minder om dette.”

– Hvad mener du med det?

”Film kan ikke vise verden, men de kan give et lille stykke af den. De kan skabe en forbindelse mellem publikum og historien ved at være så billedskabende, som de er. Men grunden til, at jeg interesserer mig for film, er, at de bedste film foregår i folks eget hoved. Publikum videreudvikler den film, de sidder og ser.”

Politiske parodier
Gruppen i El Club viser sig med tiden at være en flok katolske præster, der er blevet sendt langt væk fra deres kirkegerninger. Og vi forstår hvorfor. Særligt da de begynder at blive opsøgt af en mand, der råber og skriger, og bagefter får besøg af en repræsentant fra kirken.

Billederne i hovedet forstærkes. Ikke meget forklares af historien om pædofili, men det meste forstås.

Sådan er Pablo Larraíns andre film også. Se blot på den 39-årige instruktørs Oscar-nominerede No fra 2012, hvor en reklamemand forsøger at skabe en kampagne, der kan vælte diktator Pinochet.

Filmen er lige så overraskende morsom, som instruktørens egentlige gennembrud Post Mortem (2010) er bittersød. Her forelsker en patolog sig i en show-danserinde, men hun forsvinder, og han falder fra hinanden, samtidig med at Pinochet afsætter præsident Allende i et militærkup i 1973.

Der er altså masser af politik i instruktørens film, og det fornægter sig heller ikke i Tony Manero fra 2008. Mens Pinochet holder Chile i et jerngreb, interesserer en 50-årig mand sig kun for at danse som John Travolta. Han er også småkriminel, og det er selvfølgelig ikke smart i et diktatur.

Filmene bliver næsten en parodi på verden, som den ser ud fra Larraíns instruktørstol, men dog en parodi, hvor man ikke nødvendigvis griner.

”Alting er politisk. En gåtur, et møde, ja, en tanke. Jeg er ikke dokumentarist, men jeg vil gerne tage udgangspunkt i virkeligheden og skabe min egen vision derfra. Filmene er mit job, og derfor må jeg også ville noget med dem,” siger Pablo Larraín.

– Hvad er det så, du vil?

”Jeg vil sætte tanker i hovedet på publikum. Tag nu El Club. Alle forventer noget, men jeg viser det ikke til dem. Man ser ikke misbrug i filmen, men det er principielt det, publikum sidder og ser. Jeg forsøger at sætte tanker i gang, fordi billeder i folks hoved er så vilde, spændende og vanvittige, at de er interessante at spille på.”

Underbygger belastet sind
Fælles for instruktørens film er klipningen. Larraín kan godt lide at holde sine indstillinger med et ubevægeligt kamera i klip efter klip, for så pludselig at bryde ud og kaste en vild idé af sted.

Som i debuten Fuga fra 2006, hvor en klassisk musiker bliver mere og mere vanvittig. På samme måde flyder Larraíns virkemidler mere og mere ud undervejs, hvilket underbygger et viltert og belastet sind.

”Jeg er meget inspireret af de film, jeg har set for nylig,” siger Pablo Larraín og griner.

”Det er egentlig sjovt, for mens der er masser af mine egne meninger om politik med i filmene, så henter jeg også inspiration hos mine filmiske helte.”

– Det må du meget gerne uddybe.

”Jeg ville ikke kunne lave mine første film uden at have set de gamle, tysk-ekspressionistiske film, men jeg ville så heller aldrig kunne have lavet No eller Post Mortem uden at have set Kubrick og Cassavetes.”

– Og hvem har du så ikke kunnet have undværet at se for at lave El Club?

”De italienske neorealister, vil jeg tro. Nej, jeg ved det ikke, for filmen er stadig så tæt på mig, men italienske Antonioni er et godt bud,” griner instruktøren, hvis to kommende projekter også har politisk kant.

Den ene har titlen Jackie, hvor Natalie Portman spille Jackie Kennedy i dagene efter attentatet på hendes mand. Den anden hedder Neruda og handler om den nobelprisvindende, chilenske digter, der blev en slags flygtning i sit eget land i 1940’erne, da han meldte sig ind i kommunistpartiet.