Reportage
15. dec. 2017 | 17:34

Bedste skud fra årets filmfest

Foto | Philip Davali
Da Salim Assi vinder prisen for bedste mandlige skuespiller fejrer han det ved at tage et selfie med sin søn og værten Anders Lund Madsen. Det vinkende publikum er med i baggrunden.

Mærk eller genoplev stemningen ved Ekko Shortlist Awards 2017 gennem vores billedreportage med aftenens skarpeste skud.

Af Nicki Bruun

Den 9. december løb Ekko Shortlist Awards for fjerde gang af stablen – og sikke en fest!

Bremen Teater var for tredje gang kulissen, men værtstjansen blev for første gang varetaget af Anders Lund Madsen, der leverede et show, som sent vil blive glemt.

Med skarp humor og uhøjtidelig hygge skabte han en festlig stemning, der fortsatte til ud på de små timer.

Var du ikke med til prisfesten – eller vil du gerne genleve aftenen – kan du i billedserien herunder se de skarpeste skud fra aftenen.

Fjerde udgave af Ekko Shortlist Awards afholdes for tredje gang afholdt i Bremen Teater, hvor der er dækket op til en gevaldig prisfest.

Aftenens vært Anders Lund Madsen på den røde løber, hvor fotograferne flokkes om den populære entertainer.

Bremen Teater, der tidligere var Simon Spies’ sengekantsbiograf Merkur Teatret, bliver på aftenen proppet med filmtalenter og -interesserede.

Showets første vinder er Camilla Silvana Navarro Howalt, der tager prisen i kategorien bedste scenografi for sin spartanske indretning i Abu Adnan.  

Gode gamle Erik Clausen møder op for at uddele prisen for bedste manuskript til de unge talenter, som han morsomt råder til at melde sig ind i en A-kasse.  

Den unge Carla Eleonora Feigenberg jubler vildt sammen med holdet bag Alice Is a Nice Girl, der indbringer Feigenberg prisen for bedste manuskript.  

Anders Lund Madsen må se sig slået i excentrisk beklædning af Kristoffer Engholm Aabo, der tager en snak med værten på scenen efter at vundet statuetten for bedste fotografering med Lulus første gang.  

”Jeg vil takke Aka for at have lavet den her film. Uden den havde vi ikke haft en søn i dag,” siger trommeslageren fra Small Time Giants, som Aka Hansen skildrer i STG og sikrer hende prisen for bedste dokumentar.  

Aftenens største bifald tilfalder den elskede tv-vært Jakob Stegelmann. Han overrækker prisen for bedste animation til zombie-filmen Less Than Human, der er undfanget på The Animation Workshop.  

Et andet af de helt store jubelbrøl samt stående ovationer kommer, da Melanie Dastmalchi til sin egen store overraskelse bliver hædret med særprisen Årets Melanie for arbejdet på fire nominerede film.  

Dar Salim og Marijana Jankovic underholder salen med en sjov optræden om deres evner som skuespillere, inden de uddeler prisen for bedste kvindelige skuespiller.  

Bedste kvindelige skuespiller går til unge Line Hesdam for rollen som den mobbede titelkarakter i Lulus første gang. Det er Hesdams første pris, men hun husker at takke kollegerne på filmen samt mor og far.  

Mia Lyhne og Nicolas Bro går på scenen for at uddele prisen for bedste mandlige skuespiller, hvor kendte navne som Mikkel Boe Følsgaard og Tommy Kenter er blandt de nominerede.
 

Prisen for bedste mandlige skuespiller går til det ubeskrevne blad Salim Assi. Han vinder både juryen og Ekko-brugernes gunst for sin rolle som den syriske læge Sayid, der må vænne sig til livet som flygtning i Danmark i Abu Adnan.  

Et af de mest rørende øjeblikke i showet opstår, da Salim Assi på scenen giver sin pris til sønnen Jihad Assi, som han spiller over for i Abu Adnan.  

To tidligere vindere ved Ekko Shortlist Awards, Aske Bang og Tobias Gundorff Boesen, indtager årets prisuddeling fulde af selvironi. De fortæller, at deres succes har udmøntet sig i tilsammen elleve afslag fra Det Danske Filminstitut.  

Prisen for bedste fiktion går til aftenens topscorer, Abu Adnan, der vinder i alle fire kategorier, den er nomineret i. Producer Sune Wahl og instruktør Sylvia Le Fanu tager glade imod prisen, mens Aske Bang smiler i baggrunden.  

Prisfesten er sponsoreret af C More og støttet af Det Danske Filminstitut, så Jens Arnesen fra streamingtjenesten og Louise Haugstrup Jensen fra Filminstituttet går på scenen for at overrække Publikum Prisen.  

Publikum Prisen går til Koldt på toppen, hvor Vikings-stjernen Alex Høgh Andersen spiller en selvfed udgave af sig selv. Skuespilleren viser dog ingen nykker under showet, som han fløj ind fra optagelserne i Dublin for at være med til.  

Årets professionelle filmjury tæller instruktør Christian Tafdrup og skuespiller Victoria Carmen Sonne, der møder op for at uddele Shortlist Prisen og den medfølgende præmie på 25.000 kroner.  

Det unge stortalent Tone Ottilie modtager stolt aftenens hovedpris for Lulus første gang og holder en brandtale om ligestilling i den danske filmbranche. Hun kalder sit ungdomsdrama et opråb til unge piger om modet til at kaste sig ind i filmens verden.  

Foran Bremen Teater holder en madvogn fra Chela Empanadas, som efter prisshowet forsyner de mange festglade mennesker med lækker spise fra det argentinske køkken.  

Den musikalske underholdning står electropop-duoen Blondage for. Bandet – der tidligere gik under navnet Rangleklods – får taget til at løfte sig og det feststemte folk ud på dansegulvet.  

Efter koncerten står en dj klar til at lade tonerne flyde ud i foyeren resten af natten, så der er ingen grund til at forlade festlighederne før tid.  

Den velklædte komponist Lasse Aagaard vinder for sin originale musik i Esther Wellejus’ dokumentar Vi lader billedet stå et øjeblik. Han tager her en snak med jurymedlem og animationsinstruktør Tor Fruergaard.

Carla Eleonora Feigenberg og Selma Trier har skabt Alice Is a Nice Girl om en pigeflok, der slår sig løs i Berlin. Også i danske Bremen forstår pigerne at feste igennem.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Ekko Shortlist Awards hylder danske filmtalenter og kortfilm.

Fjerde udgave blev afholdt 9. december i Bremen Teater med Anders Lund Madsen som vært.

De nominerede var udvalgt blandt 153 kortfilm fra Ekko Shortlist i perioden 1. oktober 2016 – 30. oktober 2017.

Vinderne blev fundet i en sammentælling mellem brugernes stemmer og juryens rangeringer.

Prisuddelingen er sponsoreret af C More og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko