Nyhed
09. dec. 2020 | 19:51

Biograftalsmand går efter en politisk karriere

Foto | uoplyst
Lars Werge er tidligere formand for Dansk Journalistforbund og siden 1. marts direktør for Danske Biografer, men nu kan den uddannede journalist være på vej ind i politik.

”Det får mig ikke til at miste fokus på biografernes ve og vel,” siger direktør for Danske Biografer, Lars Werge, der stiller op for Socialdemokratiet med mulighed for at komme i Folketinget.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Siden han satte sig i direktørstolen for Danske Biografer den 1. marts, har arbejdslivet ikke just været en dans på roser for Lars Werge.

Den tidligere formand for Dansk Journalistforbund har flere gange måttet se regeringen lukke sin branche ned og har i perioder haft svært ved at råbe politikerne op.

Det er dog ikke ført til politikerlede hos den uddannede journalist, som tidligere har været sportsreporter på Ekstra Bladet. Tværtimod aspirerer Werge nu til selv at blive politiker – oven i købet for det regerende parti.

Lars Werge stiller til januar op i en urafstemning for at blive kandidat for Socialdemokratiet i den københavnske valgkreds Brønshøj, Vanløse og Husum. Skulle han vinde den, kan Werge ende med at blive valgt ind i Folketinget ved næste valg, og så er det slut med jobbet som biograftalsmand.

Men indtil videre har han sit primære fokus på arbejdet i Danske Biografer.

”Hvis jeg bliver kandidat, fortsætter jeg mit job, indtil jeg måtte blive valgt ved et folketingsvalg, som i princippet kan vente til 2023. I den periode skal jeg først og fremmest passe mit arbejde, som jeg er super glad for, og dernæst gøre mig så tilpas kendt, at nogle finder, at det en god idé at stemme på mig,” fortæller Lars Werge.

– Svækker det ikke din evne til at være talsmand for biograferne, når du midt i en biografkrise melder ud, at du har et andet job i tankerne?

”Det er ikke den reaktion, jeg har fået fra bestyrelsen i Danske Biografer. Inden det blev offentliggjort, havde jeg spurgt, hvad de tænkte om det, fordi der ville komme noget fokus. Der har været opbakning – ikke forstået sådan, at de nødvendigvis vil stemme på mig – men det er den omstændighed, vores demokrati hviler på: At nogle vil stille sig til rådighed. Så de bakker op.”

”Vinder jeg urafstemningen og bliver kandidat, skal vi lave nogle aftaler om, hvor grænsen går. Det kan vi nok lave ret hurtigt, men der er ingen grund til det, før det er reelt og formelt.”

”Den anden del handler om, hvad vi gør den dag, valget udskrives. Der vil mit oplæg nok være at tage ferie eller orlov i en periode. Det vil være for svært at holde tingene adskilt i den situation, og jeg vil selvfølgelig beskytte Danske Biografer.”

Politiker på opfordring
Brancheforeningen Danske Biografer er en sammenslutning af mange af landets biografer, hvis eksistens lige nu af truet af de internationale filmdistributører.

Disney har omgået det såkaldte biografvindue – hvor film får eksklusiv premiere i biografen de første måneder – ved at udgive film som Mulan direkte på streamingtjenesten Disney+.

Og senest erklærede Warner Bros. i en hidtil uhørt bombe i branchen, at selskabet næste år udgiver sine sytten premierefilm på HBO Max samtidig med biografpremieren i USA.

Men den kommende mulige karrierevej som politiker skal ikke ses som udtryk for, at Lars Werge er træt af at være talsmand for Danske Biografer – et arbejde, han altså kun har haft i godt ni måneder.

”Jeg forestiller mig ikke, at det bliver nemmere at få ting igennem på vegne af Danske Biografer med regeringen og kulturministeren,” siger Lars Werge med et grin.

”Jeg har ikke selv søgt at blive politiker eller tænkt, at jeg hellere vil det, end hvad jeg laver nu. Jeg har fået en henvendelse, og den har jeg tænkt meget over siden midten af august. Jeg har rådført mig med familie og bekendte, og mens nogle har stillet spørgsmålstegn ved, om det er en god idé, har de fleste ment, at det var godt.”

Som kasserer i lokal badmintonklub
– Ser du ikke nogen begrænsninger i forhold til, hvad du kan lave af arbejde for Danske Biografer? Der er jo kun 24 timer i døgnet!

”Det er rigtigt, men det tænker jeg ikke bliver et problem. Vi er nok et stykke fra et folketingsvalg, så det politiske arbejde vil ikke have førsteprioritet. Engang imellem vil jeg måske skrive et debatindlæg eller forsøge at deltage i en paneldebat. Men i bund og grund svarer det til at være kasserer i den lokale badmintonklub eller noget i den stil.”

– Kan du stadig brænde lige så meget for biografernes sag, når du også har andet at tænke på?

”Det synes jeg bestemt, at jeg kan. Det må min arbejdsgiver i sidste ende tage stilling til, men jeg sætter ikke blusset ned på halv styrke. Beslutningen og den opbakning, jeg har mødt, får mig ikke til at miste fokus på biografernes ve og vel. At det ikke går så godt som for et år siden, kan trods alt ikke tilskrives min tilstedeværelse.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko