Pablo Larraín: ”Biopics er så kedelige”

Det kan være vanskeligt at lokke slagkraftige overskrifter ud til interviews i Cannes, hvor instruktører og skuespillere hellere vil takke hinanden for det gode arbejde end give kritiske holdninger til kende. 

Men vi er ikke langt inde i samtalen med instruktøren af pædofili-dramaet El Club, Pablo Larraín, som er Cannes-aktuel i Director’s Fortnight med Neruda, før han smider svesken på disken.

”Normalt er biopics så kedelige, mand! De fleste fokuserer på, at skuespilleren ligner og taler som virkelighedens figur, og man glemmer at fortælle en historie!”

Det sidste siger Pablo Larraín med en sydamerikansk accent, der er ikke så lidt inspireret af broderfolket fra nord. Men nu har han selv lavet en film om en af de mest kendte personligheder i sit eget land Chile, navnebroren og Nobelpris-vinderen Pablo Neruda. 

Fra nutidens perspektiv
Det er på overfladen en biopic om digteren og politikerens liv, men Larraín tillader sig, modsat de fleste biopics, en hel del kreativ frihed i fremstillingen af sin historiske figur. 

Han bruger det venskabelige udtryk igen, denne gang mere bestemt, da jeg spørger, om andre biopics så skal lære af hans tilgang.

”Jeg vil ikke undervise, mand! Jeg vil ikke kritisere noget, men bare vise ting,” starter han udglattende, men fortsætter så:

”Det er efter min mening lidt naivt at lave periodefilm, hvor vi lader, som om vi ikke ved, hvad der efterfølgende skete. Så derfor ser jeg fortiden fra nutidens perspektiv.”

Form for poesi
I Neruda møder vi titelkarakteren, spillet af den chilenske skuespiller Luis Gnecco, som i hjemlandet er mest kendt for komiske roller. 

Filmen foregår i 1948, hvor Pablo Neruda tvinges på flugt efter at have været kritisk over for den politiske kurs i landet, som han mener forråder de kommunistiske idealer.

Valget af skuespiller virker temmelig aparte, men Larraín er heller ikke interesseret i en 1:1-historie, hvor skuespillerne agerer som virkelighedens personer. Han vil derimod ramme den særlige, nerudianske form for poesi, der kan være politisk, men samtidig handle om kvinder, vin og mad.

”Man kan alligevel ikke vise ham perfekt. Jeg har læst Nerudas værker, adskillige biografier og lavet research i flere år, men jeg ved stadigvæk ikke præcis, hvem han var.”

”Derfor har vi lavet en film, der handler om mere end Neruda. Vi leger med en detektiv-figur, og det er en måde at behandle poesi i film. Poesi er en af få ting, man ikke kan forklare, men må læse for at forstå.”

Svære at sætte i bås
Over for Neruda spiller stjernen Gael Garcia Bernal efterforskeren Oscar Peluchonneau, der jagter digteren, fordi hans anti-amerikanske holdninger ikke matcher regeringens nye kurs.

Bernal medvirker også i Larraíns No (2012) – om en reklamemands kamp mod Pinochets diktatur i Chile – der med Oscar-nomineringen for bedste udenlandske film blev instruktørens store gennembrud.

Neruda er af anmeldere blevet kaldt en anti-biopic, en betegnelse, der ikke er lige sådan at gøre sig klog på. Men genreforvirringen gælder også for instruktøren selv.

”Vi prøvede rent æstetisk at lave en film, der kunne være optaget dengang. Men da vi skulle udfylde et skema til festivalen, blev der spurgt efter genre. En fra kontoret ringede og spurgte, hvad der skulle stå, og jeg svarede: ’Lad være med at skrive noget,’” fortæller han.

”Jeg ved ikke, om det er en komedie eller et drama. Der er elementer fra film noir, western og thrillers, ja, lidt af alt, og det er også dér, at den nerudianske inspiration viser sig.”

”Jeg har prøvet at lave en film, der er svær at sætte i bås. Prøvet, jeg ved ikke, om det er lykkedes, men det var intentionen,” siger han med et smil.

Optagelser som en fest
I det hele taget har Pablo Larraín ladet tilfældighederne råde mere end normalt. Og han fandt en helt særlig ro i bare at flyde med strømmen.

”Filmens sjæl blev først fundet senere, mens vi var i gang med at optage og under klipningen. Jeg kan godt lide, når film er lavet gennem tilfældigheder, og når tingene er ukontrollerede.”

”Jeg er normalt panisk, når jeg filmer, men denne gang forstod jeg at lade tilfældighederne råde, og jeg nød for en gangs skyld processen. Det var ligesom at gå til en fest, hvor man ikke ved, hvem som kommer, og hvor man møder nye mennesker.”