Fra Borgen til Amerika
Hvad skyldes Birgitte Hjort Sørensens succes i USA?
”Det kan siges med et ord: Borgen,” griner den karismatiske skuespiller, da vi møder hende på HBO’s kontor i København.
Birgitte Hjort Sørensen er på samme spor som Nikolaj Coster-Waldau, Mads Mikkelsen og Ulrik Thomsen – på vej mod superligaen, som hun kalder det.
Hjort Sørensen fik sit folkelige gennembrud med rollen som den ihærdige tv-journalist Katrine Fønsmark i Borgen, der har givet genlyd i udlandet og især i USA.
”Da Steve Buscemi fortalte mig, at han virkelig er begejstret for Borgen, blev jeg ret overrasket,” siger den danske skuespiller.
Siden Borgen har Hjort Sørensen medvirket i den amerikanske fantasy-serie Game of Thrones, musicalkomedien Pitch Perfect 2 og det spansk-bulgarske sci-fi-drama Automata, hvor hun blandt andet spiller over for Antonio Banderas.
Nu er den 34-årige skuespiller aktuel i HBO-serien Vinyl, som er produceret af ingen ringere end Mick Jagger og Martin Scorsese, der også er store tilhængere af Borgen.
Seksuelle spændinger
Vinyl handler om en coke-sniffende musikproducer (Bobby Cannavale), som forsøger at begå sig i 70’ernes musikindustri i New York.
Birgitte Hjort Sørensen spiller den elegante og blomsterklædte Ingrid, som er en del kunst- og musikscenen, der centrerede sig omkring Andy Warhol.
Første gang hun optræder i serien, spiller hun over for Olivia Wilde i en scene, hvor de seksuelle spændinger rumsterer under overfladen. Det var netop denne scene, Hjort Sørensen var til casting på, og som ifølge skuespilleren er et godt eksempel på en af manuskriptets kvaliteter: det usagte.
”For mig er god dialog, når man kan mærke, at der er en masse mellem linjerne, og det er netop tilfældet i den scene. Så var det vildt sjovt at lave forberedelserne til castingen,” siger skuespilleren, der ikke uden en vis ærefrygt gik til prøve hos 73-årige Martin Scorsese, som har instrueret det to timer lange pilotafsnit – se vores anmeldelse.
Fik tip på forhånd
”Det er godt, at han ikke er højere end sådan her,” griner skuespilleren og løfter hånden op under hagen.
”Og gudskelov havde min agent fortalt mig, at dem, der før mig havde været til casting på denne scene, prøvede for hårdt på at være sexet i deres spil. Derfor prøvede jeg ikke at tænke, at jeg skulle forføre Olivia, men at jeg var dybt forelsket i hende,” siger Birgitte Hjort Sørensen.
Teknikken faldt åbenbart i god jord hos mesterinstruktøren, for Hjort Sørensen fik rollen. Og mødet med Scorsese endte med at være decideret sjovt.
”Under læseprøven til pilotafsnittet faldt han ofte sammen af grin. Han lå hen over manuskriptet med panden i bordet og grinte,” siger Hjort Sørensen, mens hun livligt imiterer den lattermilde instruktør.
”I starten var det en ud-af-kroppen-oplevelse at stå foran Scorsese. Men jeg var ikke nervøs ret længe, for han er så koncentreret om arbejdet. Man kunne mærke, at det var dét, der var vigtigt for ham,” siger skuespilleren.
”Han er interesseret i, at spillerne organisk er med til at skabe en scene. Der kan opstå så mange ting, som man ikke kan regne ud på forhånd.”
”Scorsese giver plads til spillerne, og jeg tror, at det er derfor, det er så godt det, han laver. Det er nok også derfor, at han tit går over den planlagte produktionstid og budgettet.”
Man skal passe sit fagområde
Der herskede dog ingen tvivl om, at det var Martin Scorsese, der bestemte. Hierarkiet var meget tydeligt, og det er en af de store forskelle på et dansk og amerikansk filmforløb, fortæller Birgitte Hjort Sørensen.
”Når man laver film i udlandet, bliver man klar over, hvor flad en struktur vi har i Danmark. Herhjemme er det virkelig en kollektiv oplevelse at indspille en film, og det er ikke ualmindeligt, at alle giver deres besyv med – om det så er kostume-, sminke- eller lysfolk. I USA ville det være helt utænkeligt, at man på den måde går ind over andres fagområder,” forklarer hun.
Under optagelserne til Vinyl knoklede Birgitte Hjort Sørensen seksten timer om dagen i et virvar af produktionsmedarbejdere, statister og skuespillere. Arbejdstiderne ville man næppe slippe af sted med i Danmark.
”Det er en kæmpe industri, der er flere om buddet, konkurrencen er større, og de folk, der ender med de fede jobs, er dem, der arbejder hårdest,” siger Hjort Sørensen om den amerikanske filmbranche.
Letpåklædte billeder
I USA er det også vigtigt at brande sig selv som skuespiller.
”En stor del af at få succes er, at man tager vare på sit eget brand. Man skal tage det alvorligt og ikke bare vente på at telefonen ringer,” forklarer Hjort Sørensen.
For at styrke sit brand stillede den danske skuespiller for nylig op til et interview for herremagasinet Esquire, der er den amerikanske pendant til Euroman. Men magasinet var ude efter mere end et interview.
”’Fedt!’ tænkte jeg til at starte med.”
”Jeg tænkte ikke over, at det var et herremagasin, før de sendte mig undertøjsbilleder som reference. Og så tænker jeg: ’Arh, hvor er det træls.’”
”Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor skal jeg smide tøjet? Inderst inde synes jeg, det er skide irriterende, at fordi man er kvinde, så er det dét, man skal,” siger skuespilleren og ryster på hovedet.
Hun stillede en række krav for billederne, og da Esquire uden indvendinger imødekom disse, endte hun med at sige ja. Billedserien blev bragt i magasinets februar-udgave.
”Jeg krævede, at serien skulle have en form for handling, så det ikke bare var noget med at ligge passivt i en seng med en finger i munden.”
”Det er fed pr for mig, da jeg stadig ikke er kendt af den amerikanske befolkning. Det bringer mig et skridt videre til at være én, der faktisk kan sælge billetter, som i sidste ende er afgørende for, om man får jobs eller ej.”
”Det er svært at ændre reglerne, hvis man står på bunden af systemet,” erkender hun.
Drømmen om de skrå brædder
Birgitte Hjort Sørensen beundrer mangefacetterede skuespillere som Cate Blanchett, Tilda Swinton og selvfølgelig Meryl Streep, som hun kalder ”dronningen af dem alle”.
Ligesom forbillederne søger hun konstant at forny sig. Derfor forsøger hun blandt andet at forbedre sin accent, så hun ikke kun får europæiske roller.
”Der er en risiko for, at man på film og tv bliver valgt til roller, som man ligner. Her skal man selv gå forrest og tro på, at man kan være noget andet.”
”Selv om der er en tendens til, at jeg får tilbudt roller som stærke kvinder, så synes jeg stadig, der er stor variation i det, jeg laver. Der er enormt langt fra Karsi i Game of Thrones til Ingrid i Vinyl eller Kommisar i Pitch Perfect for den sags skyld.”
Hjort Sørensen vil fortsætte med at lave film, men drømmen er at spille store Shakespeare-karakterer på de skæve brædder.
”Jeg har et stort klassiker-hjerte. Så jeg håber, at jeg engang får lov til at spille Lady Macbeth eller Viola i Helligtrekongersaften,” siger Birgitte Hjort Sørensen.
Trailer: Vinyl
Birgitte Hjort Sørensen
Født 1982 i Hillerød.
Debuterede i tv-serien Ørnen i 2005.
Uddannet fra Statens Teaterskole i 2007.
Spillede i musicalen Chicago på Cambridge Theatre i 2008.
Folkeligt gennembrud i 2010 som tv-journalisten Katrine Fønsmark i Borgen.
Modtog i 2012 en Robert-nominering for titelrollen i Marie Krøyer.
I 2015 medvirkede hun i et afsnit af tv-serien Game of Thrones og spillede den tyske a cappella-stjerne Kommissar i Pitch Perfect 2.
Ekko retter
I det aktuelle #70 bringer vi en Q&A med Birgitte Hjort Sørensen om hendes filmsmag.
Vi skriver fejlagtigt i præsentationen, at hun i Vinyl spiller Andy Warhols elskerinde.
Hjort Sørensen spiller Ingrid, en af de mange unge mennesker, der var en del af Andy Warhols slæng på kunst- og musikscenen i 70’ernes New York.
Den fiktive karakter Ingrid må i øvrigt ikke forveksles med Ingrid Von Scheven alias Ingrid Superstar (1944-1986), der var en del af kliken Warhol Superstars.
Kommentarer