Birgitte Reimer fylder 90

På et tidspunkt blev det for frækt. Nu måtte man stoppe hende!

Birgitte Reimers tolkning af visen De små galante eventyr skulle udsendes i danskernes intetanende stuer en lørdag aften, og den blev behørigt optaget – men i sidste øjeblik censureret væk. Tænk, hvis uskyldige børn kom til at høre den!

Året var 1955, og på det tidspunkt havde Birgitte Reimer (født 8. februar 1926) allerede slået sit navn fast som en førende komedienne i dansk film og teater, med speciale i det sødmefuldt pikante og det raffineret forførende.

Med en sprød replik, et sangforedrag, der som i en leg kunne spille på det erotisk underfundige, og en slank danserinde-skikkelse, som tog sig spektakulær ud i netstrømper, dominerede hun det frække felt i disse år.

Det vil sige de ti-femten år efter Anden Verdenskrig, hvor livsglæden på teatret endelig kunne udfolde sig frit.

Stormende forelskelse
På film havde det erotiske raffinement trange kår i en jævn folkekomedietid, og derfor lyste Birgitte Reimers stjerne ekstra stærkt.

Tidens mest begavede instruktører – Johan Jacobsen, Erik Balling, Bjarne og Astrid Henning-Jensen, ja, sågar de førende svenskere Ingmar Bergman og Hasse Ekman – havde bud efter hende.

Det meste tegnede lyst og lykkeligt. Vel også, da hun i 1960'erne, efter to foregående ægteskaber, blev stormende forelsket i juristen Ole Bornemann og ville holde en lille pause fra teater og film.

Et skæbnevalg
Det blev et endegyldigt punktum for karrieren.

Efter nogle år, hvor de sammen nød livet i sus og dus, udviklede det sig fra starten af 1970'erne og helt frem til årtusindskiftet til en hård arbejdstilværelse, hvor de virkede som restauratører i Sydfrankig, senest i den lille, smukke middelalderby Saint-Paul-de-Vence nord for Cannes.

Bornemann stod for det forretningsmæssige, Birgitte Reimer sled i køkkenet. Hun kom til at hade en af sine gamle evergreens Jeg er en rigtig lille køkkenheks fra sin første store filmsucces, Erik Ballings vellykkede komedie Vi som går køkkenvejen fra 1953.

”Den sang har altid forfulgt mig på den forkerte måde,” udtalte hun mange år senere.

”Det var ofte hårdt, svært og trættende,” sagde en afklaret Birgitte Reimer i 2012 i journalist Hans Skaarups store videointerview, der er tilgængelig på Vimeo. Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun fortrød, at hun så radikalt afbrød karrieren, svarede hun, at hun ikke ville bruge ordet ”fortryde”. Men af og til havde hun syntes, det ”var lidt synd, at jeg ikke længere kunne vise noget frem som skuespiller”.

Højborgerlig baggrund
Birgitte Reimer er ikke en dame af store, bombastiske ord. Hun stammer fra en overklassefamilie i Nykøbing Falster, hvor faren var bankdirektør, og hvor man ikke var udpræget begejstret for at se hende optræde i netstrømper.

Og selv udtalte hun i 1953: ”Jeg er mere borgerlig end ord kan beskrive.” Hun krediterede sin daværende mand, den fremtrædende instruktør og skuespiller Preben Neergaard for at have lært hende at levere ”den underfundige uartighed”, som hun udtrykte det.

Hun havde mødt ham på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor hun kom ind som nybagt studine. Men teatret kunne ikke bruge hende, og hun fik sit scenegennembrud i en succesrig PH-revy, som Neergaard først satte op i Sandvig på Bornholm.

Derpå fulgte evergreens som Så tar vi den én gang til for Prins Knud (fra Cirkusrevyen i 1959), der er blevet et fast mundheld, og måske den mest karakteristiske af dem alle: Øjnene er lyseblå fra Solstik, der gik 535 gange.

Mødet med Bergman
Mere avanceret spillede hun – begavet og alsidig som hun var – Polly i Bert Brechts Laser og pjalter. Og hun var sammen med sin nye ægtemand, pianisten Niels Rothenborg, en hovedkraft både bag ved og i den originale forestilling Cranks, hvor hun sammen med Erik Mørk, Preben Uglebjerg og Flemming Skov blandede dans, sang og dramatik.

Første hovedrolle på film kommer i Johan Jacobsens komedie Som sendt fra himlen (1951). Forsendelsen er selvfølgelig Reimer, ”en himmerigsmundfuld for en erotiker,” som hun selv siger.

Men hun trænger bedre igennem i Erik Ballings Vi som går køkkenvejen og i Johan Jacobsens Vi som går stjernevejen (1956). Her har hun et stærkt erotisk nummer, hvor hun i bedste Michelle Pfeiffer-stil ender oven på et klaver.

Hos Ingmar Bergman er hun suveræn som en af Nyhavns løse fugle i komedien En lektion i kærlighed (1954), hvor hun spiller sammen med Gunnar Björnstrand og Eva Dahlbeck.

Kun en mindre rolle, men hun kan endnu blive rørt, når hun mindes det gode samarbejde med den unge instruktør og hans imødekommende skuespillere.

En overlever
Som intelligent og sofistikeret erotisk komedienne var Birgitte Reimer noget helt særligt i dansk film.

Trods et ikke helt let liv er hun den sidste overlevende af sin slags – den lette genres stjerner fra efterkrigsårene. Stadig værdsat af dem, der husker hende fra dengang – og af nyere fans af hendes film.

Det kunne godt fortjene en markering, der rækker ud over den folkepension, som den nu 90-årige dame oppebærer som (heldigvis) dansk statsborger.