Birollernes førstedame

Man tænker nærmest ”nu igen”, når man ser Naomie Harris i Our Kind of Traitor.

Den talentfulde 39-årige skuespiller agerer nemlig endnu engang birolleindehaver, ligesom hun gjorde det som Miss Moneypenny i Skyfall og Spectre – og som Tia Dilma i Pirates of the Carribbean: Ved verdens ende.

Begge store roller – særligt i sidstnævnte, hvor filmens plot rent faktisk drejer sig om hende – men alligevel er Harris ikke selve centrifugalkraften i filmene, der bærer fortællingerne fremad.

Og det er der en ganske god grund til, forklarer hun, da vi møder hende i London.

”Jeg har slet ikke det drive, der får mig til at nyde rampelyset. Jeg ser skuespil som en måde, man kan gøre hinanden dygtigere på, og de bedste film, jeg kender, har slet ikke en egentlig hovedrolle,” siger skuespilleren og slår fast, at hun heller ikke mener, at der er en klar hovedrolle i Our Kind of Traitor.

Her spiller hun en aspirerende topadvokat, hvis mand er universitetsprofessor. Deres forhold er mildest talt ved at falde fra hinanden, selv om de kæmper.

”Den historie er selvfølgelig blot en lille del af en større fortælling, men hvis vi ikke fortæller den rigtigt, så er der reelt set ingen film,” siger Harris, mens hun retter lidt på stroppen i sin designerkjole og påpeger, at netop det semiforliste forhold er medvirkende til, at professoren (som spilles af Ewan McGregor) tager en chance og hjælper en russisk storkriminel på en ellers fredelig ferie.

”Så ja, nok er jeg en birolle, men hvis jeg ikke troværdigt sender Ewans rolle videre i systemet og bekymret kommer med indvendinger fra sidelinjen, så er der ikke nogen troværdig bund i filmen. En birolles opgave er at være med til at skabe netop denne bund.”

Menneskelige relationer
Det lyder selvfølgelig både sympatisk og velmenende, men kan det virkelig passe? Besidder alle skuespillere ikke en drøm om at stå forrest i rampelyset og modtage den største af roserne?

”Man kan sagtens blive rost for sin birollepræstation. Der uddeles eksempelvis også priser til dem,” smiler Harris drillende, men retter sig så op.

”Lad mig give dig et eksempel. Min personlige assistent har fortalt mig femten gange i dag, hvad det er for en kjole, jeg har på, og at jeg gerne må nævne det over for journalisterne… Men jeg har allerede glemt det. For mig handler livet ikke om glamour. Det handler om at være til stede i sit arbejde og privatliv.”

– Så den perfekte dag i skuespiller Naomie Harris’ liv handler ikke om at spille skuespil?

”Jo, det kan det godt, hvis det er nogle spændende optagelser, vi skal lave, men helt ærligt: Nej. Den perfekte dag er at invitere venner på morgenmad, og så udvikler det sig til frokost og aftensmad og lange samtaler.”

– Hvordan vælger du så roller?

”Hvis jeg får tilbudt en rolle, der lader til at have mere end bare én dimension, så bliver min interesse vakt.”

– Det lyder ikke som noget, man lige får tilbudt hver dag, hvis man bedst kan lide biroller?

”Nej, det kan du have ret i, men rent faktisk ligger der i dag generelt mange komplekse historier rundt om de fleste films grundkerne.”

– Jeg sidder og tænker på, hvorfor du aldrig har instrueret noget, når du tænker en historie så bredt ud?

”Jeg er interesseret i, hvordan skuespil kan føre til samtaler og give historier flere lag. Ikke i hvordan man instruerer og får logistikken til at gå op. Menneskelige relationer er mit brændstof.”

Skal kunne lære
En ting, der er svær at komme udenom, er, at Naomie Harris’ roller altid er kolossalt stærke kvinder. Således også i Our Kind of Traitor, hvor den kvindelige advokat er benhård ved sin mand og naturligvis dybt skeptisk over for hans nyvundne relationer til den russiske mafia.

”Ja, det er rigtigt. Jeg vælger altid roller, der er stærkere, end jeg selv er. Jeg skal være imponeret af en rolle, før jeg tager den.”

– Hvorfor?

”Hvis jeg ikke er imponeret, så gider jeg ikke bruge tid med min rolle. Hvis jeg ikke kan lære noget af rollen, så er der ingen grund til at spille den.”

– Hvad har du lært af at spille Miss Moneypenny i Bond-filmene, Tia Dalma Pirates-filmene og nu advokat i en John Le Carré-spion-thriller?

”Uha, det var lidt af et spørgsmål,” smiler Naomie Harrisog trækker vejret eftertænksomt et øjeblik.

”Først og fremmest har jeg lært, at man bliver nødt til at være modig for at kunne komme fremad. Hvis disse kvinder trak sig i de afgørende situationer, ville de aldrig blive interessante. Hverken for mig eller for biografpublikummet.”

– Hvorfor ikke?

”Jeg tror ikke, at vi mennesker gider se noget, der er ordinært, og det knytter sig faktisk ret godt til hele birollesnakken. Hvis jeg som skuespiller ikke har sympati for min rolle, uanset hvordan hun opfører sig, så kan tilskuerne heller ikke have det.”

”Og hvis ikke birollerne netop kan skabe denne sympatiske grobund for historien, hvor de ikke stikker for meget ud, men derimod fortæller noget om hovedrollerne, så er der ingen grund til at fortælle historien. Det er derfor, at biroller er så vigtige, og derfor jeg da også vil blive ved med at gå efter dem.”

Harris’ personlige assistent træder pludselig ind og meddeler, at interviewet er gået over tid og derfor må slutte straks. Naomie Harris smiler og vender sig så imod assistenten:

”Det var faktisk godt, at du kom… Hvad er det nu for en kjole, jeg har på?”