Berlinale dag 8: ”Bis morgen”

”Don’t think twice, it’s all right.”
– Bob Dylan

Jeg er blevet en del af de utallige beskidte dusin. Én af de godt 700 samuraier, som skærer igennem biografmørket med knastør hoste. Ingen tysser, de hoster såmænd bare med. Det lyder af for mange film og for lidt søvn.

Heldigvis fortager hosten sig flere steder under den drøneffektive Elser, om Georg Elser, der forsøger at tage livet af Adolf Hitler med en bombe i 1939.

Elser har, som nævnt i går, fået enorme forventninger klistret på sig, og hvis man er til effektivt drama, er filmen da også ganske udmærket. Imidlertid kommer vi aldrig rigtigt tæt på filmens hovedperson, for der mangler simpelthen en følelsesmæssig dimension, som instruktør Oliver Hirschbiegel ellers formåede at give Hitler i Der Untergang.

Elser åbner i decideret thriller-tempo, og de løsslupne kameraer flår os rundt i filmens første tredjedel, der uden tvivl også er den bedste del. For det hele flader så ud mod midten, da aktionen med at springe Hitler i luften slår fejl, og Georg Elser anholdes. Vi føler ikke med pacifisten, og det er ganske enkelt ærgerligt.

Skuespillerindernes år
Vi hoster os ud af salen. Morgensløvhedens sanser er blevet skærpede, og næste film skal snart lægges i spolen.

Sworn Virgin er en film, som mange også har set frem til. Den italiensk-albanske film har den talentfulde Alba Rorhwacher (søster til instruktøren Alice Rorhwacher) i hovedrollen. Hun spiller en ung kvinde, der, tvunget af omstændighederne, bliver nødt til at leve som en mand i en lille albansk bjergby.

Sworn Virgin føjer sig til rækken af gode film under dette års Berlinale. Billedsproget er fængende og sløvt, mens historien er både distancerende og gribende med Rorhwacher som et kolossalt velspillende centrum fyldt af afsavn og kulde.

Generelt har det været skuespillerindernes Berlinale i år. Charlotte Rampling har aldrig været bedre end i 45 Years, mens unge Laia Costa bar Victoria frem. Med Rorhwacher har vi nu fået endnu en sublim kvindepræstation.

Delte meninger
Hosteklanen forlader salen for anden gang i dag, og det eneste, jeg hører, er tyskere, der kværner løs om Elsers gode chancer for den helt store pris på lørdag. Imidlertid er filmen blevet vist uden for konkurrence, men det viser, at det er blevet sværere at skille filmene ad på dette tidspunkt af Berlinalen.

Havde Elser været med i hovedkonkurrence, ville jeg nu ikke være enig med mine tyske kolleger, men jeg kan blot konstatere, at der generelt er forskel på tyske og internationale anmeldere. Eksempelvis er der ret delte meninger om, hvilken film det internationale kritikerpanel i Screen og det tyske ditto i Berliner Zeitung finder mest interessant.

Inden Elser-visningen havde tyskerne eksempelvis iranske Taxi som deres klare favorit, mens én af anmelderne mente, at 45 Years var tæt på uudholdelig. Heroverfor vurderer de internationale kritikere over en bred kam netop 45 Years til at være Berlinalens bedste.

Mens jeg står og småsummer for at sluge det næste host, tænker jeg, at jeg bare kunne have nøjedes med at gå i biffen i søndags, hvor jeg så Haighs 45 Years og Panahis Taxi med få timers mellemrum.

Bedre end panodiler
Mens jeg står og småsummer for at sluge det næste host, bliver jeg enig med mig selv om, at to ting må være bedre end panodiler: frisk luft og Christian Braad Thomsen.

Den danske instruktørs nye dokumentar om vennen og kollegaen Rainer Werner Fassbinder bliver vist i den lille biograf med det store navn, Colosseum, som ligger i modsatte ende af byen i det danskerglade kvarter Prenzlauer Berg.

Så jeg sætter Don’t Think Twice, It’s All Right med Bob Dylan (til hvem Christian Braad Thomsen har en livslang kærlighed) i ørerne og stormer ud af festivalpaladset med retning mod udkantsbiografen. Jeg er på vej, Hr. Thomsen, jeg er på vej!

Gang i markedet
Vi er gået ind i Berlinalens slutspurt. Det kan mærkes på markedet, hvor filmene flyver ind og ud mellem hinanden. Senest har der været decideret kamp om Terrence Malicks Knight of Cups. Det endte med at blive det ambitiøse Broad Green Prodcutions, der fik rettighederne til at distribuere.

Med i handlen gik så, at selskabet også skal sørge for et kommende Malick-projekt, som endnu ikke har fået en titel, og samtidig må Broad Green Productions slippe 6,5 millioner dollars.

Helt så dyrt har det – ifølge rygterne – ikke været for Fortitude International. Salgschef Nadine de Barros er kendt i filmbranchen som en hård forhandler, og hun meddelte forleden til Screen, at hendes selskab havde sikret sig ”målrettede” film i form af åbningsfilmaktuelle Isabel Coixets næste kærlighedsdrama, som har titlen This Man, This Woman, samt selveste Keanu Reeves næste hovedrollefilm Daughter of God.

Knivsæg med Fassbinder
Jeg sætter mig i det tunge biografsæde. Der er glæde i folks øjne. Mine tunge øjenlåg bliver lettere. Film er ikke bare business, film er ikke bare anmelderi. Film er alt det udefinerbare midt imellem. Film er vores minder.

Sådan forholder det sig også med Christian Braad Thomsens nye dokumentar Fassbinder – at elske uden at kræve. Filmen er en venskabelig pingpong med den afdøde tyske mesterinstruktør Fassbinder, som Thomsen beundrer og kalder sin ven.

Fassbinder er visionær på en måde, som ville kunne få enhver med Elser-præferencer til at snorksove. Her er intet drama, få ord og virkelig lange indstillinger. Det er fabelagtigt, og Braad Thomsens tyske sprog og fascination for Fassbinder smitter alle i salen med grin og vid.

På en knivsæg bevæger den Thomsen’ske fortællerstemme sig imellem hengivenhed og drilleri. Han undgår elegant at liste hele Fassbinders liv minutiøst op, men lægger i stedet sin egen venskabelige vinkel på det hele. Det er tydeligt, at måden, Fassbinder arbejder på, er et mysterium – endda for instruktøren selv – og det er desværre også i disse små øjeblikke, at Braad Thomsen misser muligheden for at lade filmen tale selv.

Han fortolker i stedet sit idol.

Det er imidlertid en ret lille ting, for Fassbinder – at elske uden at kræve er en meget personlig og fængende film om at ville noget radikalt andet end de fleste andre. En film om menneskers forskellighed.

På gensyn i morgen
”Bis morgen,” siger den ranglede mandlige Colosseum-medarbejder, da jeg forlader biografen. Jeg nikker bare og kommer så i tanke om, at jeg næsten ikke hostede under Thomsen-filmen.

Jeg kommer nu ikke tilbage til biografen foreløbigt, for i morgen står den på festivalpalads og flere konkurrencefilm, og da jeg entrerer højbanen ved Schönhauser Allee, lader jeg mig dumpe ned i de kolde metalsæder, mens perronspeakeren melder om tog til tiden.

Jeg lukker øjnene. Dagen endte jo med at blive helt okay. Gode film gør godt. Don’t think twice, it’s all right.