Nyhed
09. aug. 2012 | 23:17

Björk og Attenborough i nyt parløb

Foto | One Little Indian
Biophilia

Sangeren og tv-legenden udforsker krydsfeltet mellem natur og musik i ny film, der både indeholder lyde fra blåhvaler og nyopfundne instrumenter.

Af Anne-Sophie Thostrup

Musik kommer ikke kun ud af højttalerne hjemme i stuen eller gennem iPod’ens hørebøffer, men findes også i Moder Natur i form af fuglesang og dyrelyde.

Den islandske verdensstjerne Björk og den britiske naturdokumentar-legende David Attenborough er nu gået sammen om at udforske sammenhængen mellem musik, natur og teknologi i en time-lang dokumentarfilm, som er blevet købt af den britiske tv-station Channel 4. Det skriver Real Screen.

Blåhvalernes musik
Samarbejdet mellem det umage makkerpar udspringer fra Björks seneste album, Biophilia, der blev lanceret på iPad-apps og sågar delvist var optaget på tavlecomputeren. Attenborough lagde her sin karakteristiske fortællerstemme til det multimedieværk, albummet bedst kan beskrives som.

Attenborough har en livslang passion for musik, og ifølge Channel 4 viser Sir David i filmen – gennem fængslende optagelser af både sjældne fugle og blåhvaler – hvordan musik findes i naturverdenen.

Samtidig følger filmen Björks legesyge proces omkring arbejdet med Biophilia, til hvilket hun fik skræddersyet helt nye instrumenter. Filmens executive producer, Lucas Ochoa, er begejstret for at have fået muligheden for at følge sangerindens eksperimenter så tæt:

”Hun er unægtelig en af de mest ikoniske figurer i populærkulturen og formår virkelig at flytte grænser som ingen anden kunstner,” siger han.

Dragende lydunivers
Det er naturligvis ikke første gang, Björk krydser klinger med filmmediet. Hun spillede i 2000 hovedrollen i Lars von Triers Dancer in the Dark, hvor Björks dramatiske sangrøst går i et med monotone lyde fra godstog og fabriksmaskiner i et dragende lydunivers.

Filmen om samarbejdet med David Attenborough har arbejdstitlen Attenborough and Björk: The Nature of Music og er instrueret af Louise Hopper. Om filmen når frem til de danske tv-skærme, er endnu uvist.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko