Nyhed
18. okt. 2005 | 10:57

Bjørn Erichsen i EKKO-bestyrelse

Den europæiske tv-direktør, Bjørn Erichsen, vil styrke filmmagasinet EKKO.

Af Mads R. Mariegaard

"Jeg holder meget af film, og EKKO er et fremragende filmmagasin, som jeg gerne vil være med til — om muligt — at gøre endnu bedre," siger Bjørn Erichsen. Han er netop trådt ind i bestyrelsen for filmmagasinet EKKO.

"Bestyrelsen skal være en god sparringspartner for redaktøren og komme med idéer til, hvordan bladet kan styrkes yderligere. Jeg vil blandt andet gerne bidrage til at sikre EKKO en stærkere økonomisk baggrund," siger han.

56-årige Bjørn Erichsen er tv-direktør i European Broadcasting Union (EBU) i Genève i Schweiz, hvor han bor. EBU er verdens største professionelle sammenslutning af nationale radio- og tv-stationer og har Danmarks Radio og TV 2 blandt sine medlemmer. 

Bjørn Erichsen har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med film og tv. I 1991 dannede han, sammen med sine kone Lene Neergaard, det første forstanderpar på Den Europæiske Filmhøjskole, som Erichsen skabte næsten fra bunden. I 1996 blev han tv-direktør i Danmarks Radio. Her var han en af kræfterne bag etableringen af DR2, finansieringen af de første fire dogmefilm og DR TV-Dramas succes.

"EKKO er inde i en innovativ fase, og det er naturligvis en stor gevinst, at en kapacitet som Bjørn Erichsen indtræder i bestyrelsen," siger Claus Christensen, EKKOs redaktør. "Han kan virkelig bygge foretagender op og få dem til at udvikle sig, og ingen kender medierne bedre end Bjørn Erichsen. Med sine visioner og handlekraft kan han bidrage til at gøre EKKO endnu mere markant i mediebilledet."

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko