Dag 2: Psykedeliske kruseduller

”Jeg havde en vild drøm i nat,” siger stoneren Matt til sin kæreste i Cryptozoo. 

”Jeg drømte, at du stormede kongresbygningen sammen med en masse andre. Der var politi over det hele, men vi kæmpede os forbi. Og så skabte vi et nyt, perfekt samfund, hvor alle er lige.” 

Filmen foregår i 60’erne, dengang hippier som ham var i overhængende fare for at blive fanget af regeringen og sendt karseklippede til Vietnam. 

Men Dash Shaws psykedeliske animationsfilm er mere fabulerende end kritisk, når den viser en verden, hvor private krybskytter indfanger fabeldyr – såkaldte ”cryptids” – til krigsførelse. Særligt eftertragtet er en japansk drømmesluger, en lilla gris, som de vil studere for at finde en måde at suge modkulturens drømme fra dem. 

”Uden drømme, ingen fremtid!” 

Så fabeldyrsfangeren Lauren kastes ud i en hæsblæsende kamp på tid for at redde det lille fabeldyr og bringe det i sikkerhed i et gigantisk fabeldyrsreservat, Cryptozoo. Men sikkerheden er også dyrt købt, og der er ikke så lidt Jurassic Park over filmens tredje akt. 

Sexklub i garderobeskabet
Cryptozoo er måske lidt selvhøjtidelig, men dens spændingsdrevne historie er skudt igennem med skæv humor, helt i ånd med tegneserieforfatteren Dash Shaws debutfilm, My Entire High School Sinking Into the Sea. 

Filmen har en jordbunden, men fantastisk kreativ animationsstil, hvor figurerne er håndtegnet som kladdehæftekruseduller, mens scenerne splintres i kalejdoskopiske fordrejninger og overraskende, tegneserieagtige scener. 

Og fabeldyrene er sjove i sig selv: En dreng med ansigt i maven ved navn Pliny som reference til Plinius den ældre, der i antikken beskrev sådan en stamme i Nordafrika. Griffer. Søslanger. En gorgon med slangehår. Et blik, der gør mænd til sten. 

Tonen er kynisk, men morsom. 

Lauren går gennem et garderobeskab for at besøge en faun – helt som i Narnia-fortællingerne – og skubber frakker til side, indtil hun når den sexklub, han driver på den anden side. 

Og Matt, der drømte om et bedre samfund, tager stoffer, kravler over et hegn til fabeldyrsreservatet og bliver stanget ihjel af en enhjørning. 

Sikke et trip. 

Glemt musikfestival
En af festivalens mest imødesete film er Summer of Soul (Or, When the Revolution Could Not be Televised). 

I den hede sommer 1969, omtrent samme tid som middelklassens blomsterbørn gjorde Woodstock til deres generations største fest, blev der afholdt en ekstatisk, stolt fejring af sort musik og kultur, som alle har glemt. 

Harlem Black Culture Festival havde kæmpenavne som Sly and the Family Stone, Stevie Wonder og Nina Simone på plakaten. 

Et professionelt filmhold lavede nærgående optagelser af alle stjernerne. Men ingen ville finansiere færdiggørelsen af filmen, så optagelserne har rådnet op i en kælder lige siden. 

Are you ready to kill?
Ahmir Khalib Thompson, der spiller i The Roots under navnet Questlove, har endelig klippet dem sammen til et fascinerende øjebliksbillede fra en turbulent tid. 

Han debuterer som en tålmodig og dygtig fortæller, der tager sig tid til at udforske artisternes historie og tage bestik af de historiske spændinger, som herskede i slut-60’ernes sorte Amerika. 

”Are you ready to kill?” messer Nina Simone fra scenen. ”Are you ready to smash white things, to burn buildings, are you ready?” 

Interviews sætter tidens frustrationer ind i den rette kontekst med drabene på borgerrettighedsforkæmpere som Malcolm X, Martin Luther King og Fred Hampton. En af festivalgængerne bemærker, at en del af grunden til, at borgmesteren lod dem have deres festival, var så der ikke ville være optøjer i byen. 

Det er lærerigt, men instruktøren kunne med fordel have skruet ned for analyserne og i højere grad ladet musikerne tale gennem deres musik. 

Dødsmærket opsøger ekskærester
En af filmhistoriens mest sensuelle filmkunstnere, Wong Kar-wai (In the Mood for Love), er krediteret som producer på det thailandske kærlighedsdrama One for the Road. 

Det mærker man fra starten. 

Allerede første billede er himmelskønt komponeret, selv om det ikke viser andet end en fyr, der sidder alene i en bil med sin mobil. Han sletter kontakter, efterhånden som han har talt med dem for at takke dem eller undskylde over for dem. 

Aood har leukæmi, og han har meget at råde bod på. 

Da hans læge har frarådet ham at køre bil, kalder han sin ven, der hedder Boss, hjem fra New York. Så kan Boss fragte ham rundt til de ekskærester, Aood stadig har dårlig samvittighed i forhold til. 

Fortænkt og overgjort
Men der er noget uægte og bekvemt over måden, Aood forsøger at gøre det hele godt igen. Instruktør Baz Poonpiriya smører sin storladne kærlighedshistorie ind i banalt sentimental musik. 

Som Elton Johns Tiny Dancer, da Aood får en vemodig sidste svingom med en gammel flamme. Og Cat Stevens’ Father & Son, da han hælder sin fars aske ud af bilvinduet. 

Billederne er lækre som en musikvideo, men det menneskelige drama, der efterhånden flyder op til overfladen, virker fortænkt og overgjort. 

Karakterer taler forbi hinanden og ser forbi hinanden, for at historien kan forvikle sig, og den tummelumske flashback-struktur vidner om et udisciplineret manuskript. 

Wong Kar-wai maner store følelser frem, men uden at diktere dem for sit publikum. Baz Poonpiriyas film er gennemæstetiseret, men hul.