Nyhed
26. mar. 2018 | 17:09

Blanchett støtter ny sag mod Allen

Foto | Sony Pictures Classics
Rollen som Jasmine indbragte Cate Blanchett en Oscar i 2014, men siden har hun ikke samarbejdet med filmens instruktør, Woody Allen.

Cate Blanchett vandt en Oscar for sin rolle i Woody Allens Blue Jasmine, men ser gerne anklagerne mod instruktøren komme for retten igen.

Af Nicki Bruun

I bølgen af #MeToo-anklager efter afsløringerne om Harvey Weinstein kom der også fornyet fokus på Woody Allen.

Hans datter Dylan Farrow skrev nye læserbreve, hvor hun fastholdt beskyldningen om, at faren begik et overgreb på hende, da hun var syv år gammel i 1992.

Og tidligere i år gik 32-årige Dylan Farrow frem i sit første tv-interview, hvor hun grådkvalt fortalte om den grumme anklage mod faren.

Det har fået mange af Woody Allens samarbejdspartnere til at tage afstand fra ham. Nu udtaler også skuespilleren Cate Blanchett, der vandt en Oscar i 2014 for sin rolle i instruktørens Blue Jasmine, sig om sagen.

”Hvis sagen er nødt til at blive genåbnet, støtter jeg helt og aldeles op omkring det,” siger Cate Blanchett til Christiane Amanpour fra CNN i et interview. Her blev skuespilleren spurgt om, hvordan hun forholder sig til at være med i #MeToo-bevægelsen, når hun også har arbejdet med Woody Allen.

Ind i retssalen
Cate Blanchett vil dog ikke tage stilling til Woody Allen på samme måde som skuespillerne Timothée Chalamet og Rebecca Hall, der har doneret deres løn fra instruktørens kommende A Rainy Day in New York til foreningen Time’s Up.

Den er blevet oprettet for at give økonomisk støtte til ofre for overgreb og sexchikane.

”Jeg mener, at disse ting skal foregå i en retssal, så hvis misbrug er foregået, bliver vedkommende retsforfulgt,” siger Cate Blanchett i interviewet med CNN.

I staten Connecticut, hvor overgrebet skulle have fundet sted, er tidsfristen faktisk udløbet for, at Dylan Farrow juridisk kan anmelde Woody Allen. Da sagen aldrig kom for retten, kan statsanklagere dog stadig tiltale instruktøren for seksuelt overgreb på et barn.

Blue Jasmine er den eneste af Woody Allens film, som Cate Blanchett har medvirket i. Hun blev også nomineret til en Oscar i 2016 for sin rolle i Carol og har tidligere vundet den gyldne statuette i 2005 for The Aviator.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko