Cannes 2021
07. juli 2021 | 08:20

Blandet modtagelse af vild åbningsfilm i Cannes

Foto | Kris Dewitte
Medvirkende foran og bag kameraet sparker Annette i gang for fuld udblæsning, men den bombastiske åbningsfilm deler anmelderne i Cannes.

Den stjernespækkede musical Annette af Leos Carax både topper og flopper blandt kritikerne i Ekkos stjernebarometer, der hver dag under festivalen vurderer Guldpalme-kandidaterne.

Af Nicki Bruun

Mens Danmark gør klar til den største fodboldkamp i lang tid, er filmkunstens største begivenhed blevet skudt i gang.

Årets udgave af Cannes-festivalen startede i aftes med en åbningsceremoni og en åbningsfilm: den engelsksprogede musical Annette af den franske kultinstruktør Leos Carax, der har lavet Holy Motors og De elskende fra Pont-Neuf.

Annette er af festivalarrangørerne blevet beskrevet som en gave til filmelskere efter mere end et års corona-nedlukning.

Men gaven bliver modtaget med blandet begejstring af de syv kritikere i Ekkos stjernebarometer.

Faktisk er der både topkarakteren 4 stjerner og bundkarakteren 1 stjerne til filmen, hvor Adam Driver og Marion Cotillard spiller et kunstnerægtepar, der synger sig gennem et luksuriøst, men problemfyldt liv.

Det giver i skrivende stund Annette en samlet score på 2,3, men en enkelt kritiker mangler stadig at give sin vurdering.

Se stjernebarometret!

Førende filmanmeldere
I Ekkos kritikerpanel sidder to folk fra landet, som det danske EM-hold skal slå for at møde Italien i finalen på søndag: England.

Lee Marshall og Damon Wise er begge kendt som anmeldere i Ekkos spalter, og de to herrer har også flere gange optrådt i stjernebarometret.

Lee Marshall er en af verdens førende filmanmeldere, der foruden Ekko skriver fast for det engelske branchemedie Screen, som han dækker festivalen for.

I fraværet af de normalt mange briter i Cannes dækker Damon Wise i år festivalen for intet mindre end fire forskellige engelske medier. Derfor kommer han til at rende rundt til mange forskellige film, men han er også gået med til igen at deltage i Ekkos kritikerpanel.

Det samme er en debutant i stjernebarometret.

Franske Olivia Cooper-Hadjian skriver for det hæderkronede tidsskrift Cahiers du Cinéma, der er kendt som arnestedet for 1960’ernes franske nybølge. Med sin hjemmebanefordel er hun klar til at skille fårene fra bukkene i den store filmkonkurrence.

Kampen om Guldpalmen
På grund af de stadig corona-påvirkede omstændigheder er der langt færre journalister til stede på Cannes-festivalen i år.

Særligt de amerikanske kritikere glimrer ved deres fravær. De førende branchemagasiner Variety og The Hollywood Reporter har langt færre journalister med på festivalen end normalt.

Også fra Danmark er det en lille flok, der har fundet vej til det sydfranske, men to af dem sidder i Ekkos kritikerpanel. Den ene er Nanna Frank Rasmussen, som dækker festivalen for Politiken, mens den anden er Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

De får selskab af to andre kritikere, som har været med til at tegne stjernebarometret i en årrække.

Norske Kjetil Lismoen skriver hjem om filmene til Aftenposten. Og indiske Pragya Mishra skriver for hjemlandets avis Dainik Prabhat Kiran, der har millioner af læsere.

Følg med her på siden for at se, hvad de alle mener om filmene, der kæmper om årets Guldpalme!

Trailer: Annette

Kommentarer

Ekko #88

Portræt af Leos Carax i det nye nummer af Ekko.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko