Nyhed
20. juli 2012 | 14:30

Blodig Batman-premiere i Colorado

Foto | uoplyst
Century 16 biografen i Denver-forstaden Aurora i staten Colorado.

Mindst tolv mennesker er blevet dræbt, og 50 meldes såret, da en mand iført gasmaske skød løs under premieren på Batman-filmen i Denver-forstaden Aurora, Colorado.

Af Claus Christensen

Christopher Nolans storslåede afslutning på sin Batman-trilogi vil for altid være knyttet til den tragiske hændelse, der fandt sted for seks timer siden i USA.

Biografen Century Aurora 16, der ligger i en forstad til Denver i staten Colorado, holdt midnatspremiere på The Dark Knight Rises.

Midt under forestillingen trængte en sortklædt mand iført gasmaske og muligvis skudsikker vest ind i den fyldte biograf. Han smed en gasgranat og begyndte derefter at skyde løs.

Tolv meldes dræbt. Omkring 50 mennesker menes at være blevet såret, heriblandt en kun tre måneder gammel baby.

Den formodede gerningsmand blev anholdt på en parkeringsplads bag biografen. Det drejer sig om den 24-årige James Holmes, som bor i lokalområdet. Han er tilsyneladende ikke kendt af politiet, og motivet er stadig ukendt. Det er heller ikke afklaret, om drabsmanden handlede på egen hånd.

”Han satte sig ikke til modværge, og han kæmpede ikke imod,” siger politiets talsmand, Frank Fania, til den amerikanske tv-station CNN.

Talsmanden oplyser, at politiet har konfiskeret en riffel og en pistol fra den mistænkte og fundet endnu en pistol i biografsalen.

Massakren har fundet sted kun 21 kilometer fra Columbine-gymnasiet, hvor to elever i 1999 dræbte tretten mennesker.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko