Blodig demonstration i Cannes
Det handler først og fremmest om filmkunst, når Cannes-festivalen hvert år løber af stablen. Men undervejs i den celebre og medieomgærdede fest sker der altid meget andet.
Søndag aften var der før verdenspremieren på Acide, et fransk drama vist udenfor konkurrence, et iøjnefaldende optrin.
En kvinde i gul og blå kjole stillede sig på trappen op til festivalbiografen. Med fotografer fra hele verden til stede hældte hun falsk blod ud over sig, mens hun smilede til kameraet, skriver nyhedsmediet AFP.
Det vides ikke, hvem kvinden er, men der hersker ikke megen tvivl om, at hun demonstrerede imod den russiske krig i Ukraine.
Hun nåede dog kun lige at flå hul på poserne med rød væske og hælde dem ud over sig, før Cannes-festivalens vagter førte hende bort i al hast.
Af frygt for store demonstrationer fra den franske arbejderstyrke, som i disse dage kæmper for bedre vilkår, har myndighederne i år forbudt protester i store dele af byen, deriblandt det centrale festivalpalæ.
Om kvinden derfor vil blive retsforfulgt, melder historien dog ikke noget om.
Topløs protest
Det er nærmest en årlig tradition, at den røde løber i Cannes bliver brugt til at skabe opmærksomhed om uretfærdighed i verden.
Sidste års festival bød også på en demonstration mod den dengang dugfriske krig i Ukraine.
Her løb en topløs kvinde ind i menneskemængden på den røde løber, mens stjernerne var på vej til gallapremieren på George Millers Three Thousand Years of Longing.
På brystet havde hun påmalet det ukrainske flag og teksten: ”Stop med at voldtage os!”
Kommentarer