Ungarns filmfolk har brug for hjælp

Gennem de seneste fire måneder har studerende ved det ungarske Film- og Teateruniversitet, Színház- és Filmművészeti Egyetem (SZFE), blokeret skolens indgang. 

Det er et modsvar til Orbán-regeringens reform af uddannelsen, der trådte i kraft den 1. september i år. 

Inden da havde en samlet ledelse sagt kollektivt op i protest over ændringerne, som de mener truer skolens autonomi. SZFE, der har eksisteret i 155 år, er landets mest prestigefyldte uddannelse for blandt andre skuespillere, filminstruktører, dramatikere og filmfotografer. 

Skolen har udklækket hedengangne Oscar-vindere som Michael Curtiz (Casablanca), Vilmos Zsigmond (Nærkontakt af tredje grad) og István Szabó (Mephisto). Og ikke mindst koryfæet Béla Tarr, der har vundet et utal af priser. 

Helt op til i dag har uddannelsen markeret sig som et kunstnerisk fyrtårn. Skolen har fostret talenter både foran og bag kameraet på en række af de ungarske kunstfilm, som i det seneste årti har gået deres sejrsgang på den internationale filmscene. 

Det gælder Géza Röhrig, der spiller hovedrollen i Oscar-vinderen Sauls søn, Ildikó Enyedi, der vandt en Guldbjørn for Med krop og sjæl, og Kornél Mundruczó, hvis White God hjemtog en stor pris på Cannes-festivalen. 

Hvis man har set en eller flere af disse film, vil man genkende det særlige stof, som ungarsk film er gjort af: en kompromisløs og enestående fortællestil, der hviler på et fundament af en ofte alvorstung, filosofisk tænkning. 

Det er det kunstneriske vartegn for ungarsk film, som SZFE har stået vagt om gennem årene. Derfor er det dybt bekymrende, når skolens ledelse og studerende nu råber op om, at autonomien er i fare. 

Hvis uddannelsen mister sin kunstneriske frihed, er det ikke blot et nederlag for ytringsfriheden i Ungarn, men også et tab for hele Europas film- og scenekunst. 

Venstreorienteret rugekasse
Som tidligere elev på SZFE har jeg fulgt udviklingen på afstand. Jeg satte første gang mine ben på skolen i 2016, hvor jeg var i gang med at uddanne mig til dokumentarinstruktør. 

Bygningen, der rummer landets mest prestigefyldte filmskole, ligger i hjertet af Budapest, klemt inde i en smal gade mellem lejlighedsbygninger fra det østrig-ungarske rige. 

Fra den undseelige facade bevæger man sig ind i skolens lobby. Bevægelsen føles som en rejse tilbage til 1960’erne med de tobaksfarvede træpaneler og consiergen, som ofte tager sig en lur i sit bur ved entréen. Men på trods af sit bedagede ydre rummer bygningen et levende læringsmiljø og en lærerstab med et brændende engagement. 

Med stolte traditioner og kritisk årvågenhed har de skabt grobund for talenter. De hænger i billedrammerne langs den smalle trappe, der fører op til toppen af den seks etager høje bygning. Man spørger sig selv, hvordan reformen kan forandre en institution, der har stået last og brast om sine principper gennem mere end 150 år? 

Det er netop disse principper, den nye reform rokker ved. Skolen skal fremover styres af en nyoprettet fond, hvis medlemmer er udpeget af Ministeriet for Innovation og Teknologi. Officielt er der tale om en moderniseringsproces, der skal tilføre midler til den økonomisk trængte institution og gøre den ”uafhængig” ved at lade den overgå til privat eje.

I realiteten er det en politisk manøvre, der går ud på at stække skolens autonomi og dens status som – med regeringens ord – en venstreorienteret rugekasse. 

Illiberalt demokrati
Skolen er tilsyneladende en torn i øjet på premierminister Viktor Orbáns politiske prestigeprojekt: det illiberale demokrati – efter blandt andet russisk og kinesisk forbillede. 

Et andet formål er, at skolen fremover skal fremme såkaldte nationale værdier i landets film- og teaterproduktion. Hvorvidt den nye ledelse kommer til blande sig i skolens curriculum eller i værste fald forbyde visse typer film eller skuespil, hvis de ikke er tilstrækkeligt patriotiske, vides endnu ikke. 

Men ifølge lærere og elever er der god grund til at frygte for et tab af autonomi, da reformen fratager skolens demokratisk valgte ledelse en stor del af beslutningskraften. Hvordan det kommer til at ændre skolen, vil først stå klart, når omlægningen bliver endeligt implementeret. 

Det mest kritisable ved reformen er dog selve måden, hvorpå den er blevet gennemtrumfet. 

Ingen dialog
Balladen om skolen begyndte den 26. maj i år, hvor Ministeriet for Innovation og Udvikling stillede et lovforslag om at lade institutionen overgå fra offentligt eje til at blive drevet af en privat fond. 

Den omfangsrige reform, der under normale omstændigheder ville kræve flere års forberedelse, blev gennemført på blot tre måneder – i ly af sommerferie og corona-epidemi. 

Ingen havde på forhånd gjort sig den ulejlighed at informere skolens ledelse, der kunne læse nyheden om skolens fremtid i dagspressen. 

Formålet med reformen var ifølge ministeriet at modernisere skolen og sikre kvaliteten af undervisningen. Skolens daværende ledelse havde på det tidspunkt kæmpet i årevis for at redde økonomien og søgt efter nye lokaler uden at få opbakning fra ministeriet. 

I stedet for at invitere ledelsen til en dialog om fremtiden, valgte ministeriet at holde både ansatte og studerende helt uden for processen om den nye reform. Hen over sommeren arbejdede man bag lukkede døre, mens skolens ledelse og studerende desperat forsøgte at starte en dialog. 

De udarbejdede ønsker til reformen og sendte indstillinger til bestyrelsesposterne i den nye fond, men ingen af disse forslag blev taget imod.

Forkærlighed for fædrelandet
Desperationen spredte sig, og i starten af juli blev der afholdt en demonstration, hvor 10.000 mennesker viste deres utilfredshed med processen. 

Da navnelisten over den nye bestyrelse blev offentliggjort, fik det for alvor bægret til at flyde over og ledelsen til at sige kollektivt op. 

Blandt de fem personer, som ministeriet udpegede til at varetage skolens fremtid, var ingen af de personer, som de studerende og ansatte havde foreslået. To af de udpegede er forretningsmænd fra henholdsvis et ungarsk og et slovakisk olieselskab. De tre andre er henholdsvis en filmproducer, en skuespiller og en teaterdirektør – alle ugleset i branchen for deres bagudskuende og indskrænkede kunstsyn. 

Sidstnævnte – teaterdirektøren Attila Vidnyánszky – blev med hjælp af Viktor Órban indsat som direktør for Ungarns Nationalteater i 2012. Det lykkedes ham at holde fast i stillingen, selv om publikum udeblev, og populariteten dalede blandt teatergængerne. 

Vidnyánszky blev født som en del af det ungarske mindretal i Ukraine og er kendt for sin forkærlighed for fædrelands-temaer. 

Det eneste, der synes at kvalificere bestyrelsesmedlemmerne, er, at de er venner med Órban. Én er endda hans tidligere personlige rådgiver. Ifølge lærere og studerende har ingen af dem den fornødne erfaring til at drive en undervisningsinstitution, endsige den kunstneriske integritet, der skal til for at lede en skole af den kaliber. 

Bryder blokaden
Da reformen trådte i kraft den 1. september, besluttede de studerende sig for at besætte universitetet. Deres mål var at forsinke processen ved at nægte den nye ledelse adgang til bygningerne. 

Det lykkedes at holde dem fra døren i cirka en måned, hvorefter konflikten eskalerede. Attila Vidnyánszky, formand for den nye bestyrelse, besluttede at udskifte skolens daværende rektor med den tidligere oberst og forhenværende stabschef for forsvarsministeren, Gábor Szarka. 

Den nyudnævnte rektor forsøgte at tiltvinge sig adgang til bygningen. Uden held. Derefter besluttede han at tage nye midler i brug. 

Under dække af epidemi-kontrol rømmede han skolen. Det resulterede i, at de studerende den 10. november måtte nedlægge blokaden efter to og en halv måneders kamp. Siden da er protesten overgået til en virtuel blokade, hvor de studerende afholder møder og aktiviteter online. 

Ved siden af strejken afholdes undervisningen som vanligt. Elever og lærere har fortsat det akademiske år, som om intet var hændt. Undervisningen foregår nu på alternative platforme uden om den officielle institution. 

Kløft mellem by og land
Skandalen omkring Film- og Teateruniversitetet SZFE har blotlagt gabet mellem det Orbán-kritiske Budapest og resten af befolkningen. Selv om mange har støttet op om demonstrationerne – og bedstemødre er kommet med suppe til de studerende ved blokaden – har protestbevægelsen demonstreret kløften mellem by og land. 

Groft sagt stemmer landbefolkningen på Orbán og hans parti Fidesz. De bekymrer sig ikke om, hvad der foregår hos den kulturelle elite i storbyen. Det, der holder dem vågne om natten, er bekymringen om at få brød på bordet og frygten for indvandrere og flygtninge, som efter sigende vælter ind over grænserne og fratager dem deres job og fremtid. 

Det trusselsbillede har Fidesz haft succes med at skabe og fastholde. 

Den veluddannede bybefolkning kæmper derimod med følelsen af at blive spærret inde i deres eget land. De er kritiske over for Orbán og hans partis tiltagende angreb på ytringsfriheden, som har været under pres de seneste år. 

Først blev det liberale Central European University tvangslukket. Og i sommer kollapsede det kritiske nyhedsmedie Index efter en politisk fyring af bladets nyhedschef, der fik omkring 70 medarbejdere til at sige op (der findes en forbløffende YouTube-video, som viser flokken defilere forbi chefens kontor med deres opsigelsepapir). 

Ungarn er med andre ord et postkommunistisk land i lighed med Polen, som stadig den dag i dag – 30 år efter systemskiftet – kæmper med at finde det rette ben at stå på i forhold til demokratiske principper som retsstat og ytringsfrihed. 

Studerende i et limbo
Striden om universitetet er en gordisk knude, som ikke har udsigt til at løsne sig foreløbigt. Den vækker minder om den deprimerende følelse i Béla Tarrs otte timer lange mesterværk Sátántangó, en maraton i elendighed, som udspiller sig i ruinerne af et postkommunistisk landsbysamfund. 

Det nyeste skud på stammen er, at fondsbestyrelsen for nylig meldte ud, at skolen vil blive tvangslukket indtil 1. februar. 

Man har også annulleret det indeværende akademiske semester. Det efterlader personale og studerende i et limbo. Lige nu diskuterer de, om man bør forlade skolen eller kæmpe videre i den nye struktur. 

Det eneste lyspunkt i mørket er, at EU-parlamentet den 11. december vedtog nyt budgetforslag, som åbner muligheden for at sanktionere medlemslande, der overtræder unionens principper for retssikkerhed og demokrati. 

Økonomiske sanktioner vil næppe få Órban til at lytte til de studerende og trække sin reform af SZFE tilbage. Men i fremtiden vil han forhåbentlig ikke længere bygge prestigeprojekter med EU-midler med den ene hånd og med den anden hånd knægte demokratiske samfundsinstitutioner.

Ungdom forlader landet
Hvis Ungarn bliver straffet på deres EU-midler, kan man håbe, at land- og bybefolkningen vil gøre fælles sag imod Fidesz’ udemokratiske og magtfuldkomne ledelsesstil. 

For de elever og lærere, jeg kender på Film- og Teateruniversitetet, er håbet dog fjernt. 

De fleste af dem har efterhånden opgivet tanken om en fremtid i landet og er begyndt at se mod udlandet efter andre muligheder. Når jeg tæller efter, har mindst ni venner enten planer om at flytte eller har allerede pakket kufferten. 

Når de og resten af den veluddannede og kritisk tænkende ungdom har forladt landet, er der ingen tilbage til at kæmpe for demokratiet. 

Derfor er det vigtigt, at den danske film- og kulturbranche sender et signal til de studerende på skolen. De har brug for at vide, at vi ser dem og bakker op om vigtigheden af deres kamp for en uafhængig kunstnerisk uddannelse.