”Blonde vil rive dig midt over”

Blonde deler vandene.

Allerede ved verdenspremieren på filmfestivalen i Venedig stod det klart, at den stort anlagte portrætfilm om Marilyn Monroe ville skabe kontrovers.

På vej ud ad døren til hotelværelset på det fashionable Hotel Excelsior vender intervieweren før mig sig om for at sende en slutreplik i retning af filmens instruktør, Andrew Dominik.

”Det er ikke en film, man glemmer – den får enten nul stjerner eller seks stjerner!”

Dagen forinden hørte jeg hende beskrive den som ”lettere misogyn”, mens jeg selv har anmeldt Blonde til seks stjerner.

Det er åbenlyst en film, der gør indtryk. En næsten tre timer lang lidelsesfortælling, som med et poetisk, monumentalt filmsprog skildrer stjernens liv som én lang dødsspiral af overgreb og selvfornægtelse.

– Hvad er det for en rejse, du inviterer publikum med på?

”Tja, hvordan kan jeg overhovedet sætte ord på det?” spørger Andrew Dominik, da jeg får foretræde på det spartanske hotelværelse.

”Det er den rejse, jeg selv tog, da jeg læste bogen.”

Intim forbindelse
Blonde er baseret på en roman fra 2000 af den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates.

I den opdigtede historie taler børnehjemsbarnet Norma Jeane – hendes borgerlige navn – ud om sit liv. Gang på gang giver hun køb på sig selv for at blive elsket af mænd, der ikke ser hende som andet end fænomenet ”Marilyn Monroe”.

Romanen Blonde er altså ikke en biografi, men en tragedie fortalt af en ensom og usikker hovedperson, der har mistet kontrollen over sit eget liv.

”Der er nærmest ingen oprigtig forbindelse mellem Marilyn og de andre personer. Så det vigtigste er forholdet mellem publikum og Norma Jeane,” forklarer Andrew Dominik.

”Vi har en intim forbindelse til hende. Vi ser, hvordan hun mislykkes i sit forsøg på at få, hvad hun vil have – eller det, hun tror, hun vil have. Indtil det hele bliver for meget, og hun nærmest begår selvmord.”

Andrew Dominik tænker sig om en ekstra gang og smiler, da han endelig finder den rette formulering.

”Jeg vil have publikum til at blive forelsket i hende, og så se hende dø.”

Fantasien om at blive reddet
– Du skildrer Marilyn Monroe som et offer. Ville hun selv have været glad for den fremstilling?

”Jeg er ikke sikker på, jeg vil beskrive hende som et offer. Hun er også en enormt stærk person. Marilyn Monroe er et geni, men mens hun skaber en karriere herovre, er hun i virkeligheden optaget af noget helt andet herovre,” siger Andrew Dominik og slår begejstret ud med armene, så han vælter en vandflaske.

”Den karriere, hun skaber, bliver kæmpestor. Men samtidig er det ikke der, hendes virkelige fokus ligger.”

Andrew Dominik stopper og tygger lidt på sit svar.

”Hun opfatter sig selv som et offer. Men jeg er ikke sikker på, at det er det samme som at være et offer.”

Den australske instruktør har arbejdet på sin filmatisering af romanen i mere end et årti.

Han har dykket dybt ned i litteraturen omkring Marilyn Monroe. Han ville forstå, hvorfor offerrollen stadig klæber til stjernen, selv om hun var en af samtidens mest succesrige skuespillere.

”Hvad enten det er Norman Mailer eller Gloria Steinem, skrev de alle ud fra denne vinkel: ’Jeg forstod hende. Jeg kunne have reddet hende.’”

”Blonde er skabt i samme ånd. Filmen er en slags fantasi om at blive reddet. Jeg tror, det er en vigtig årsag til, hvorfor vi stadig er fascineret af hende.”

Traumatiseret af abort
Andrew Dominik er optaget af myter.

I westernfilmen The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford reflekterer han over eftertidens fascination af den legendariske lovbryder og nuancerer den velkendte historie om hans endeligt.

I Blonde genskaber han ligeledes et billede af Marilyn Monroe, der er kendt fra film som Niagara, Gentlemen Prefer Blondes og Some Like It Hot. Nemlig den indladende, naive blondine, der higer efter farmands anerkendelse.

Samtidig bliver den rolle en møllesten om halsen på Norma Jeane, som drømmer om at stifte familie og spille Tjekhov på teatret.

Hun bliver skuffet på begge fronter, som da hun kort efter at have aborteret skælder ud på den legendariske instruktør Billy Wilder, fordi hun finder sin rolle i klassikeren Some Like It Hot ydmygende.

”Jeg synes ikke, vi skal revurdere Some Like It Hot,” siger Andrew Dominik hastigt, da jeg spørger ind til scenen.

”Slet ikke. Jeg elsker den film. Men nu er der et modsvar til historierne om, at Marilyn Monroe skulle have været besværlig under optagelserne: Hun var ved at komme sig over en spontan abort!”

”Bare tanken om at kunne vende så glad og opmuntrende en film som Some Like It Hot til et mareridt tiltalte mig meget,” tilføjer han.

Ingen provokation
Der er en gennemgående mareridtsstemning i Blonde, hvor Andrew Dominik fører publikum ubærligt tæt på de overgreb, Norma Jeane udsættes for.

Da John F. Kennedy – spillet af danske Caspar Phillipson – aftvinger hende et blowjob, ser vi skuespilleren Ana de Armas med en virkelighedsnær gummiattrap. Og da studiecheferne tvinger hende til at få en abort, ser vi ud på lægerne fra hendes skede.

Sidstnævnte scene har flere opfattet som et indslag mod fri abort, mens Ana de Armas har udtalt, at hun gruer for, hvornår hendes nøgenscener dukker op på pornohjemmesider.

Men Andrew Dominik mener ikke selv, han er for grænsesøgende.

”Jeg er oprigtigt nysgerrig på mennesker, og måden, jeg ser ting an på, kan virke anderledes. Men jeg prøver ikke at provokere.”

– Heller ikke i din skildring af JFK?

”Nej. Alle karaktererne optræder, som Norma Jeane opfatter dem. Det er ikke, fordi jeg vil trække John F. Kennedy gennem sølet. Det er bare en måde at forestille sig, hvor slem den situation kunne have været.”

Grumset samtykke
Scenen mellem præsidenten og stjernen er grotesk karikeret.

Fuld og dopet føres Marilyn Monroe ind til præsidenten, der vil tilfredsstilles, mens han ser optagelser af raketopsendelser i fjernsynet og forsvarer sig mod beskyldninger om sexchikane over telefonen.

–Blonde er ren fiktion. Men er der ikke en risiko for, at folk oplever filmen som skinbarlig virkelighed?

”Næh, det tror jeg ikke. Jeg mener … det er bare en film.”

– Men samtidig er film jo ofte måden, folk lærer om historie!

”Men det her kommer ikke til at blive det sidste, folk hører om hverken JFK eller Marilyn Monroe.”

”Hun er lige fløjet halvvejs gennem landet for at have sex med ham. Så man kan godt se, hvordan han kunne få det indtryk, at hun ville have det.”

”Mødet med præsidenten er ikke en behagelig oplevelse for hende, men jeg vil ikke kalde det voldtægt. Hvis der ikke var en tvivl om, hvor grænsen går, ville scenen ikke være specielt effektiv. Den udspiller sig i et grumset farvand. Hendes grænser bliver overskredet, men man er ikke sikker på, hvis skyld det er.”

Fanget i en rolle
Den forklaring ville ikke holde under den danske samtykkelovgivning. Og det er måske en nøgle til at forstå den polariserede modtagelse, Blonde har fået.

For selv om Norma Jeane udsættes for grufulde overgreb og ydmygelser i 50’ernes sexistiske Hollywood, siger hun aldrig fra. Hun accepterer dem som et åg, hun er nødt til at bære.

”Blonde er en film om at føle sig fanget i en rolle – et bestemt image,” siger Andrew Dominik og forklarer, hvordan han genskaber ikoniske billeder af Marilyn Monroe for at vise dem fra en anden vinkel.

I ét berømt billede sidder hun sammen med sin daværende mand, Joe DiMaggio, på en diner. I filmen er den scene genskabt som deres første date, og her virker han komplet uinteresseret, da hun nævner sin ambition om at spille Tjekhov.

Så hun sadler hurtigt om og insisterer på, at hun allerhelst bare vil slå sig ned og stifte familie.

”Det er et romantisk billede af hende og DiMaggio, men det bliver til en scene, der viser en grundlæggende fornægtelse af den måde, hun ser sig selv på. Vi bruger vores kollektive underbevidsthed til at dykke ned i hendes personlige underbevidsthed.”

Feelbad-film
Selv om Blonde tager sig store friheder med Marilyn Monroes livshistorie, er det vigtigt for Andrew Dominik at ære hende.

”Vi optog i det hjem, hvor hun boede med sin mor. Vi optog scener i det hus, hvor hun boede som voksen, og i det hus, hvor hun døde. Så vidt muligt forsøgte vi at indfange alt det støv, hun efterlod sig. Det var en måde at trylle Marilyn frem på.”

– Der er uendeligt mange traumer i filmen. Bliver det ikke næsten for trist?

”Tjah. Den rette måde at tage imod filmen på er at blive revet midt over af den. Det er en feelbad-film. Kan en film overhovedet være for trist? Det er en god ting at føle sig trist. Det er den eneste måde, vi kan sørge på.”