Bo Greens gådefulde exit fra Weekendavisen

”En formidabel film om falsk erindring og prisen for at stole på styrken i gamle venskaber,” skrev Bo Green Jensen, da han den 6. juli 2023 på Facebook delte et link til sin anmeldelse af Nostalgia.

Der var umiddelbart intet usædvanligt på færde.

Med omkring 9.000 artikler for Weekendavisen var anmeldelsen af historien om en mand, der efter 40 år vender tilbage til sin hjemby, bare én mere i rækken.

Men ironisk nok sluttede kritikerens 42-årige venskab med avisen, der startede 30. oktober 1981, sidste sommer med den italienske nostalgifilm.

Der kom nemlig aldrig flere artikler, og det stoppede bare. Intet varsel, intet farvel til de læsere, som trofast i mange år havde læst hans anmeldelser, interviews, features og personlige klummer.

Tavsheden har været så meget desto mere grotesk, fordi læserne igennem årene har kunnet følge med i Bo Greens familieliv, romantiske forhold, økonomi, fritidsinteresser, tanker om alt mellem himmel og jord, sågar rækkefølgen i pladesamlingen, eller var det bogreolen?

Ingen detalje har været for lille til at blive nævnt, men en af det største omvæltninger i 68-årige Bo Greens karriere har ikke afstedkommet blot en bemærkning i avisen.

”I fire årtier har han på Weekendavisen været en kæmpe institution i dansk filmkritik, og så forsvinder han fra den ene dag til den anden, uden at det får et eneste ord med på vejen. Det er yderst besynderligt og svarer til, at en stor personlighed går bort, uden at der kommer en nekrolog,” siger filmhistorikeren Peter Schepelern, som er medredaktør for Ekko.

Hvad skete der egentlig? Blev han fyret, eller gik han i vrede? Og hvorfor har Bo Greens exit siden været elefanten i Weekendavisens spalter?

Fra digte til film
Bo Green Jensen er uddannet cand.phil i engelsk fra Københavns universitet i 1980. Han brød igennem med sin pen, da han blev en af de centrale forfattere i den såkaldte 80’er-generation.

På hans forfatterweb.dk-side skriver litteraturkritikeren Peter Stein Larsen, at ”i forhold til andre markante digtere der debuterede i begyndelsen af 1980’erne, adskiller Bo Green Jensen sig fra de øvrige på i hvert fald to punkter, nemlig ved størrelsen af og bredden i forfatterskabet”.

Den myreflittige skribent blev især anerkendt for det 1360 sider lange lyriske værk Rosens veje, der indeholder syv bind fra 1981 til 1986. Og generationer har læst hans ungdomsroman Dansen gennem sommeren fra 1981 i gymnasiet.

Men efterhånden som han blev fast inventar hos Weekendavisen, kom lyrikken og forfatterskabet til at spille andenviolin for filmkritikken.

Da filmanmelderen Jan Kornum Larsen døde i 1993 i en alder af bare 44, satte Bo Green Jensen sig solidt på filmstoffet i avisen med ugentlige anmeldelser. Og han formåede både at være elsket af læserne og respekteret af fagfolk.

I #40 fra 2008 lod Ekko kontroversielt et panel af filmbranchefolk anmelde anmelderne. Og Bo Green var foruden Politikens Kim Skotte – sjovt nok også 80’er-digter – den eneste til at få fem stjerner.

”Han øser ud af sin encyklopædiske viden og referencer og gør det tit på en måde, der inspirerer. Som da han fandt en sammenhæng mellem Kubricks fortolkning af romanen Barry Lyndon og Triers ironiske kommentarspor i De unge år,” skrev ekspertpanelet.

Et godt råd
Bo Green Jensen skrev bøger om film og forsøgte sig også som manuskriptforfatter, men med knap så stor succes.

Han fik en afgørende betydning for nærværende magasin, da han i slutningen af 2004 kårede Ekko som årets filmmagasin.

Ekko har ”sat sig ud over fundatsens indeklemt pædagogiske sigte og udviklet sig til et levende filmblad, som faktisk byder på særlige vinkler og bidrag, der ikke står andre steder,” skrev han i Weekendavisen og tilføjede:

”Hvis Ekko kappede eller yderligere nedtonede sin pædagogiske forankring og investerede i en anmeldelsessektion, ville man stå med et blad, som indfriede drømmen om det gode omnibustidsskrift for film og den øvrige mediekultur.”

Det råd fulgte vi et halvt år siden, hvor Ekko med et nyt design tog springet til at være et rigtigt filmtidsskrift, der kunne købes i kiosker over hele landet.

Mindre begejstret for magasinet har Bo Green været, når vi er gået ind og undersøgt konfliktfyldte forhold i filmbranchen. Han har selv konsekvent nøjedes med at forholde sig til det, der er oppe på lærredet, og behandlet filmfolk med høflig respekt.

Har set cirka alle film
Peter Schepelern har været en fast læser af Bo Green Jensens anmeldelser, og han mener, at hans exit fra Weekendavisen er et stort tab.

”Der er tre navnkundige kritikere i den danske filmkritiks historie: Erik Ulrichsen (1923-2001), Morten Piil (1943-2018) og Bo Green Jensen (1955-),” siger Peter Schepelern.

”Bo Green har en enorm baggrund. Han har set cirka alle film, han husker dem, og han holder tjek på dem. Han var Wikipedia inden Wikipedias opfindelse.” 

”Han har altid været mere optaget af at se filmene i en kontekst – historisk, kulturelt og genremæssigt – end at vurdere dem. Med et åbent sind oplever han den enkelte film og gør sig umage med at placere den i det kæmpemæssige puslespil, som er alverdens film til alle tider.”

Internationalt var Bo Green Jensen også anerkendt. Han sad i årevis i det britiske magasins Screens prestigefyldte stjernebarometer på Cannes-festivalen, og blandt de danske kritikere var han som overfilmnørden altid den, der så flest film på festivalen.

Jensen erstatter Jensen
Bo Green Jensen var fastansat på Weekendavisen, og ifølge Ekkos kilder var det ikke hans valg at forlade avisen. Han blev fyret på grund af uenighed med en redaktør, hvilket han selv skrev på Facebook, da han blev spurgt.

I dag er hans position som avisens filmkritiker overtaget af 38-årige Lasse Winther Jensen, der er lige så kritisk, som Bo Green var generøst omfavnende. Film, der før ville have fået en nådig behandling, får i dag tørre tæsk.

I 2022 overtog Kathrine Tschemerinsky jobbet som kulturredaktør, og det kunne være en nærlæggende forklaring, at hun har ønsket at ændre avisens linje til noget mere kritisk og konfronterende ved at erstatte den ældre Jensen med den yngre. Et generations- og temperamentsskifte.

Men det afviser Weekendavisens chefredaktør.

”Det har ikke noget med sagen at gøre. Samarbejdet ophørte sidste sommer, da vi desværre ikke kunne blive enige om de fortsatte betingelser for Bo Green Jensens tilknytning til avisen,” skriver Martin Krasnik i en mail og fortsætter:

”Det er jeg den første til at beklage: Bos viden og store kærlighed til film har beriget flere generationer af biografgængere – inklusive mig selv. Han været en af de vigtigste stemmer i dansk film- og litteraturkritik i flere årtier. Han har været en toneangivende skribent på Weekendavisen.”

Ingen omtale af stop
Alligevel mener chefredaktøren ikke, at det er mærkeligt, at avisen forbigår afskeden med en så toneangivende skribent i tavshed.

”Vi fortæller ikke sådan officielt om det, når medarbejdere stopper. En af vores journalister er netop gået på pension efter 39 år på avisen, og det er heller ikke blevet nævnt i en artikel.”

Filmstoffet nedprioriteres for tiden i danske medier, og i Ekko #95 fortalte Per Juul Carlsen om sin oplevelse med at blive fyret fra DR efter mange år som fast filmanmelder.

Weekendavisens chefredaktør understreger, at der ikke er sket en nedprioritering af det filmiske stofområde.

”Filmkritikken har – ligesom den øvrige kunst- og kulturkritik – fortsat højeste prioritet på Weekendavisen. Vi har ikke skåret ned på stoffet og skriver om nye film, gamle film og filmtendenser hver uge,” forsikrer Martin Krasnik.

Ekko har kontaktet Bo Green Jensen, men han er ikke vendt tilbage inden deadline.

Helt stille er han dog gudskelov ikke.

Det seneste år har han fortsat med at skrive en blog om film på hjemmesiden bogreenjensen.dk og anmeldt nogle film for mediet POV. Han holder også stadig foredrag og laver oversættelsesarbejde.