Nyhed
11. jan. 2018 | 18:45 - Opdateret 11. jan. 2018 | 19:27

Bodil hylder ny generation i dansk film

Foto | Louise McLaughlin
De otte unge piger, der frekventerer en fritidsklub i Annika Bergs Team Hurricane er samlet blevet Bodil-nomineret for bedste kvindelige hovedrolle

De unge talenter, der laver store dramaer for små penge, bliver belønnet med nomineringer af Danske Filmkritikere.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Gennembruddet for en ny generation i dansk film.

Sådan kan årets Bodil-nomineringer bedst beskrives. Mens en stor del af de mest veletablerede navne er bortrejst til det store og dragende udland, har en ny generation af unge filmskabere grebet chancen og lavet visuelt stærke og indholdsmæssigt radikale spillefilm, som Danske Filmkritikere har belønnet med et utal af nomineringer.

Alene kategorien ”Bedste danske film” taler sit tydelige sprog: Tre af filmene er skabt af debutanter (Hlynur Pálmason med Vinterbrødre, Annika Berg med Team Hurricane og Mehdi Avaz med Mens vi lever), mens de to øvrige er lavet af andengangsinstruktører (Fenar Ahmed med Underverden og Christian Tafdrup med En frygtelig kvinde).

De fem film viser en frygtløs eksperimenterlyst, men de har også en anden ting tilfælles: De er lavet for ekstremt få midler. Fire af dem er regulære lavbudgetfilm, mens den femte – Underverden – får skabt en action-thriller af internationalt format for et ordinært dansk budget.

Underverden er topscoreren med fem nomineringer, efterfulgt af Mens vi lever med fire nomineringer.

Kendte og nye kræfter
I skuespilkategorierne skal kendte navne dyste med nye kræfter.

Trine Dyrholm (Du forsvinder) og Danica Curcic (Darling) konkurrerer om en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle sammen med talenterne Frederikke Dahl Hansen (Danmark), Amanda Collin (En frygtelig kvinde) og de otte unge kvinder i Team Hurricane, som er helt nye ansigter i dansk film.

I den mandlige pendant er de unge talenter Elliott Crosset Hove (Vinterbrødre) og Sebastian Jessen (Mens vi lever) nomineret side om side med etablerede navne: Dar Salim (Underverden), Mikkel Boe Følsgaard (Den bedste mand) og Dejan Cukic (Fantasten).

Sidstnævnte har sit livs rolle som ludomanen Claus, og en pris til ham ville være et plaster på såret til Christian Dyekjærs film, der ellers er blevet skammeligt overset af både kritikernes Bodil og filmbranchens Robert.

Dokumentarer med sex og krig
Underverden
og Mens vi lever ligger forrest i nomineringsfeltet takket være de mange nomineringer i skuespil-kategorierne.

Foruden nomineringerne for bedste mandlige hovedrolle har filmene ganske opsigtsvækkende fået to nomineringer hver for henholdsvis bedste mandlige og kvindelige birolle.

Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri er nomineret for deres spil som henholdsvis skræmmende gangster og skræmt ung mand i Underverden, mens Julie Christiansen og Charlotte Munck er nomineret som datter og mor i Mens vi lever.

Også dansk dokumentarfilm har haft et stærkt år og er kommet vidt omkring emner som vold, sex, krig og politik.

Venus – Let’s Talk About Sex fortæller befriende bramfrit om kvinders sexliv, Vold – i kærlighedens navn bryder tabuet om hustruvold, De sidste mænd i Aleppo bringer os ind i Syrien-krigens helvede, og Al magt til folket skildrer et nyt, folkeligt parti i italiensk politik.

Den mest specielle, som meget vel kan gå hen og vinde, er En fremmed flytter ind. Med en original blanding af dokumentar og rekonstruktioner fortælles den fascinerende historie om en kvinde, der bliver bedraget af en vaskeægte svindler.

En rejse i genrer
Blandt de nominerede for bedste ikke-amerikanske film er der selvfølgelig blevet plads til Ruben Östlunds Guldpalmevinder The Square med Claes Bang i hovedrollen.

Den skal dyste mod så forskellige film som Christopher Nolans britiske krigsdrama Dunkirk, Andrea Arnolds USA-roadtrip American Honey, sydkoreanske Park Chan-wooks erotiske thriller The Handmaiden og François Ozons franske drama Frantz.

De nominerede for bedste amerikanske film byder også på rejser ud i forskellige genrer.

Årets film 2017 ifølge Ekko, Kenneth Lonergans rørende og sjove Manchester by the Sea, er oppe imod en Oscar-vinder, Barry Jenkins’ homodrama Moonlight.

I kategorien findes også Damien Chazelles danseglade musical La La Land, Denis Villeneuves sci-fi-brag Blade Runner 2049 og Jim Jarmusch’ poetiske hverdagsdrama Paterson.

Bodil-nomineringer 2018


Danske film
En frygtelig kvinde
Mens vi lever
Team Hurricane
Underverden
Vinterbrødre

Kvindelige hovedrolle
Danica Curcic, Darling
Frederikke Dahl Hansen, Danmark
Trine Dyrholm, Du forsvinder
Amanda Collin, En frygtelig kvinde
Det unge ensemble, Team Hurricane

Mandlige hovedrolle
Mikkel Boe Følsgaard, Den bedste mand
Dejan Cukic, Fantasten
Sebastian Jessen, Mens vi lever
Dar Salim, Underverden
Elliott Crosset Hove, Vinterbrødre

Kvindelige birolle
Lene Maria Christensen, Den bedste mand
Lisa Nilsson, Gud taler ud
Julie Christiansen, Mens vi lever
Charlotte Munck, Mens vi lever
Stine Fischer Christensen, Underverden

Mandlige birolle
Søren Malling, Den bedste mand
Oscar Dyekjær, Fantasten
Ali Sivandi, Underverden
Dulfi Al-Jabouri, Underverden
Simon Sears, Vinterbrødre

Dokumentar
Al magt til folket
De sidste mænd i Aleppo
En fremmed flytter ind
Venus – Let’s Talk About Sex
Vold – i kærlighedens navn

Amerikanske film
Blade Runner 2049
La La Land
Manchester by the Sea
Moonlight
Paterson

Ikke-amerikanske film
American Honey
Dunkirk
Frantz
The Handmaiden
The Square

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko