Bodybuilder halter i spillefilmformat

Kortfilmen og YouTube-hittet Dennis fra 2007 er en lille genistreg.

Filmen følger den indelukkede bodybuilder Dennis, der frygtelig gerne vil have en kæreste. Han er midt i 30’erne, men bor stadig hjemme hos sin hustyran af en mor, som holder sønnen i et jerngreb.

Instruktør Mads Matthiesen, der er uddannet fra Super16, viser stor opfindsomhed ved at putte en lille, usikker dreng ind i en voluminøs og svulstig bodybuilder-krop, som amatøren Kim Kold med sit simple skuespil gør yderst elskværdig.

Som tilskuer bliver man med det samme fanget, og sympatien følger hurtigt, når man ser, hvordan moren udnytter bodybuilderens samvittighed, der er større end hans krop.

Et hjerte af guld
Matthiesens spillefilmdebut 10 timer til paradis er en opfølger til Dennis (udgivet med Ekko #39), og den fortsætter præcis, hvor vi forlod bodybuilderen.

Han bor stadig hos sin altdominerende mor (Elsebeth Steentoft), og han har stadig et hjerte af guld, der længes efter kvindeligt selskab.

Når Dennis i filmens første scene er på date med en storbarmet blondine, der ikke skjuler kavalergangen, så tror vi på, at den blufærdige mand rent faktisk kigger på hendes halskæde, når han kigger syd for hagen.

Det gør hun imidlertid ikke, og så ryger han retur til flæskesteg og brun sovs i morens omklamrende selskab.

Orientalsk kærlighed
Men den grå hverdag i Rødovre bliver opfrisket med orientalsk krydderi til onkel Bents bryllup.

Bruden er fra Thailand, og Dennis får øjnene op for, at kærligheden kan findes uden for Danmarks grænser.

Han bilder moren ind, at han skal til bodybuilder-konkurrence i Düsseldorf, og hopper på flyet til Østen, hvor det dog viser sig, at kærligheden ikke er så let endda i Dennis’ følsomme tilfælde.

Scooter-date i Thailand
Dennis er en perle, men det er 10 timer til paradis desværre ikke. For der er ikke kød nok på Dennis’ bodybuilder-karakter til en hel spillefilm.

Skærer man ind til benet, er Dennis blot en mand med et moderkompleks.

Den pointe er klokkeklar fra starten og bliver repeteret ligesom Dennis’ vægtløftningsøvelser i træningscenteret. Først i Danmark og siden i Thailand, hvor han tynget af sin dårlige samvittighed lægger kærlige beskeder på morens telefonsvarer.

10 timer til paradis er bedst, når man rent faktisk kommer ind bag Dennis’ store muskler. Når Dennis ikke bare er en bodybuilder med et moderkompleks, men en lille dreng, der så inderligt ønsker at træde ind i de voksnes rækker.

Som da han er på scooter-date med en thailandsk pige (Lampaiporn Hougaard), og man fornemmer det enorme mod, han viser, da han med hjertet i hånden forsøger at kysse hende.

Kejtethed går i hjertekulen
Akkurat som kortfilmen, hvor Dennis smider trøjen til en pigefest, er 10 timer til paradis fyldt med nerve, når den store mand prøver at tilpasse sig disse uvante situationer og miljøer.

Det er i Dennis’ forhippelse på at blive accepteret og i sidste ende finde kærligheden, at bodybuilderens uimodståelige kejtethed kommer til skue. Og denne kejtethed går lige i hjertekulen.

Men 10 timer til paradis, som Mads Matthiesen har skrevet med Dirch-instruktør Martin P. Zandvliet, byder ikke på mange situationer, som er helliget Dennis’ udvikling som menneske.

Det var heller ikke nødvendigt i kortfilmen, hvor bodybuilder-kroppen nærmest var blikfang nok i sig selv, men det er vitalt i spillefilmen, hvor Dennis’ svulmende krop og martrede stenansigt ikke kan vedligeholde tilskuerens interesse på egen hånd i halvanden time.

I det store format bliver Kim Kold manglende skuespilteknik et handicap.

Opgør med mor
10 timer til paradis slutter tilbage i Rødovre, hvor det endelige opgør med moren skal stå. Her daler filmen for alvor i kadence. 

Morens forfærdelige behandling af sønnen var perfekt doseret i kortfilmen, men i spillefilmen føles den karikeret og overdrevet. ”Føj for satan” og ”svigt” er praktisk talt de eneste ord, det iskolde moderdyr råder over.

Et tilfældigt møde mellem mor og søn i et indkøbscenter er så belejligt for handlingen, at man ser hele scenen for sig på den skrevne manuskriptside.

Mads Matthiesen er en spændende ny filminstruktør, som har et talent for at skabe fiktive situationer, der sitrer af dokumentarisk nærvær. Ham kommer vi uden tvivl til at høre mere til.

Men indtil videre må vi konstatere, at spillefilmdebuten føles som smør, der er smurt ud over for meget brød.