Berlinale dag 5: Bøllegrin og mad-humor

”Vi er de største,” brøles der igen og igen op i den tyske nattehimmel, når drengene i Als wir träumten hænger ud af stjålne biler i høj fart med masser af promiller i blodet.

Der er selvfølgelig et historisk vingesus over at sidde i en biograf få meter fra den gamle Berlin-mur og se en flok unge mænd transformere sig fra DDR-spejdere til gadehærgende teenagere i en film, som fra start til slut er en hæsblæsende og følsom oplevelse.

Men ikke desto mindre er historieskrivningen ikke noget, man tænker videre over, når man ser Als wir träumten. Filmen udfordrer konstant såvel øjne som ører, og man har derfor ikke tid til så meget andet end at hoppe ombord på de sprutsmadrende ture rundt i Leipzig i starten af 90’erne.

Vi får de endeløse orgier opstillet igen og igen. Serveret med en frækhed i billeder og klipning, som fanger forfatter Clemens Meyers bogforlæg Dengang vi drømte lige på kornet.

Trainspotting på æblesnaps
Instruktør Andreas Dresen har klippet Meyers mesterlige roman skødesløst op og samlet den, så humoren fremstår mere markant end i det dystre værk, der udkom i 2006. Det tilfører samtidig handlingen en kant, som Meyer ikke gav den.

Eksempelvis har Dresen fokuseret meget lidt på fængselstiden, som ellers er markant og formidabelt udfoldet i romanen. Det gør Als wir träumten til en noget lettere fortælling, men med en afslutning, der topper Meyers forlæg med flere længder.

For hvor romanen ligner en beatroman i Keroauc-stil – hvis altså amerikaneren havde levet i perioden omkring ”Die Wende” – ja, så fremstår filmen mere som Trainspotting på syre og æblesnaps. Scenerne fra de unge mænds barndom i det kommunistiske skolesystem er så absurde og elegant leveret, at den store sal i Berlinale-paladset ofte slog sig på lårene af grin.

Sort humor i Polen
Grinede gjorde folk da også af den polske Body, som vrider sine karakterer rundt ved næsen konstant. Vi åbner med en mand, der har hængt sig, men vågner og går hjem. Ham ser vi så ikke mere til. I stedet følger vi den lokale drabschefs liv, som er noget besværliggjort af en spiseforstyrrelsessyg datter.

Lyder det ikke bare sjovt?

Nej, men det er det. For intet er helligt i Body, hvor man konstant overraskes af små, finurlige indslag og en situationskomik, der er så veltimet, at salen også her skreg af grin op til flere gange.

Det er i sig selv en præstation at skulle komme med noget originalt fra Polen efter den Oscar-nominerede Ida, men instruktør Małgorzata Szumowska formår ganske enkelt at definere et filmsprog, man ikke har set magen til på årets Berlinale.

Kameraet klipper som det mest naturlige mellem close-ups og distancebilleder og særligt alt maden i filmen får nærbilleder, hvilket jo er vidunderligt provokerende, eftersom vi har at gøre med en film om spiseforstyrrelser.

Unge stjerner på løberen
Mandag aften stod i Joachim Fjelstrups tegn. Den unge danske Shooting Star strålede på den røde løber til præsentationen af Europas kommende skuespiltalenter, og kameraerne forevigede ham da også cirka titusinde gange.

Det var Fjelstrups første gang i det store mediecirkus. Et cirkus, som den kun et år ældre britiske skuespiller, Robert Pattinson, er noget mere vant til. Pattinson er også i Berlin i disse dage, og mødes i morgen med Ekkos udsendte for at tale om sin rolle i James Dean-filmen Life, der har den billedstærke instruktør Anton Corbijn bag kameraet.

Det er den anden film, Pattinson er med i på Berlinalen, da han også har en mindre rolle i Werner Herzogs habile Queen of the Desert, men forventningerne blandt Berlinalens pressefolk er nu imidlertid, at det er i Life, vi får Pattinson for alle pengene. Rygterne taler endda om et decideret indie-film-gennembrud, og det bliver interessant at høre, om skuespillerens spring fra Twilight til karakterskuespil vil underholde anmelderne.

Guder og monstre
Underholdende blev den ellers stærkt ventede Mr. Holmes desværre aldrig rigtig. Dertil er respekten for Sherlock Holmes, som trækkes ud i et sidste mysterium med en mystisk kvinde, simpelthen for stor.

Instruktør Bill Condon slår ellers pjalterne sammen med Ian McKellen sytten år efter, at de to bragede igennem med Gods and Monsters, som indbragte instruktøren en Oscar for sit manuskript.

Mr. Holmes kan også meget vel indbringe McKellen noget for sit skuespil, hvis man er til teatralske tendenser på det store lærred. Man bliver desværre bare aldrig rigtigt suget ind i filmen, fordi man hele tiden er underligt bevidst om, hvor godt et stykke håndværk det hele er. Det betyder desværre også, at man er knusende sikker på, at ikke en eneste figur laver en afstikker på noget tidspunkt.

Derfor efterlades man desværre med en fornemmelse af noget kalkuleret, hvilket aldrig er rart, når det nu handler om film og ikke om blækregning.

Kosmisk ekstase
Filmene på Berlinalen anno 2015 fortsætter dog generelt med at imponere over en bred kam. Det er meget få gange, man har kedet sig i hovedkonkurrencen, og salget af filmene herfra går da også strygende.

Senest er den fremragende Iran-politiske Taxi blevet solgt til så forskellige lande som Sverige, Schweiz, hele Baltikum og tilmed Columbia. Jafar Panahi er for alvor tilbage efter sine år i ytringsfriheds-isolation.

Taxi er indtil videre også godt med fremme i feltet, når det kommer til lørdagens prisuddelinger. Filmen scorer blandt udvalgte anmeldere i branchebladet Screen 3,1 ud af fire stjerner ved siden af den både elegante og velfortalte Ixcanbul om maya-indianerkulturens clash med den moderne verden, mens Terrence Malicks Knight of Cups må nøjes med et stjernegennemsnit på 2,0.

Både Taxi og Ixcanbul ligger dog en smule lavere end favoritten 45 Years og dokumentarfilmen The Pearl Button, som fik nogle til at sove ved visningen i går, mens andre efterfølgende nærmest har været i kosmisk ekstase. Det, denne signatur husker bedst fra netop den film, er, at tissetrangen var markant det sidste kvarter.

Men sådan er det jo, når filmsmag skal findeles, og uanset hvem der bliver de største på lørdag, når bjørnene skal have nye ejere, er der forhåbentlig ingen, som vil fejre det med en omgang spritkørsel til Leipzig. Selvom det dæleme ser sjovt ud i Als wir träumten.