Nyhed
19. mar. 2024 | 14:52

Aaron Taylor-Johnson tilbudt rollen som Bond

Foto | Scott Garfield

Aaron Taylor-Johnson får nok ikke lov til at beholde overskægget fra lejemorderfilmen Bullet Train, hvis han skal spille den ikoniske agent Jamens Bond. 

Hvis Kick-Ass-skuespilleren skriver under, kan han tage over for Daniel Craig som den ikoniske agent James Bond, skriver britisk medie. 

Af Frederik Hoff

Siden Daniel Craig annoncerede, at No Time to Die blev hans sidste film i rollen som James Bond, har spekulationerne om hans efterfølger været mange.

Nu skriver den britiske tabloidavis The Sun, at produktionsselskabet Eon Productions, som står bag Bond-filmene, formelt har tilbudt rollen til den 33-årige britiske skuespiller Aaron Taylor-Johnson.

The Sun henviser til en anonym kilde og skriver, at Eon Productions venter på, at Taylor-Johnson underskriver kontrakten. Det forventes at ske i løbet af de næste få dage.

Selskabet planlægger nemlig at gå i gang med optagelserne til den næste film allerede i år.

Der har tidligere været spekuleret i om store skuespillere som Idris Elba, Henry Cavill og den nyligt Oscar-belønnede Cillian Murphy kunne ende med rollen.

Men allerede i 2022 berettede The Sun om, at Aaron Taylor-Johnson havde været til test og blev betragtet som en af de mest sandsynlige aftagere.

Relativt ukendt
Aaron Taylor-Johnson fik sit store gennembrud med hovedrollen i superheltekomedien Kick-Ass fra 2010, men allerede året inden spillede han John Lennon i Nowhere Boy om musiklegendens unge år.

Året efter premieren blev han gift med filmens instruktør Sam Taylor-Wood, som han mødte på settet, da han var atten år, og hun var 42 år. De har i dag to børn.

Efter succesen med Kick-Ass blev Taylor-Johnson kortvarigt en del af Marvel-universet som den sprintende mutant Quicksilver, og han har haft flere mindre roller i store film som Tenet og Bullet Train.

Dog er han et relativt lille navn sammenlignet med de andre førende kandidater til jobbet som 007.

Daniel Craig var nu heller ikke selv et A-navn, da han fik rollen i sin første Bond-film Casino Royale, som havde premiere i 2006 og pustede nyt liv ind i den gamle filmserie.

Craig nåede at spille Bond i fem film, hvor den sidste sluttede med MI6-agentens død.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko