Bond kan blive flyttet til 2021
Filmene om den britiske superagent James Bond har været en sikker kassesucces i biograferne i både Danmark og resten af verden i flere årtier.
Derfor var det dårlige nyheder, da den kommende Bond-film No Time to Die på grund af coronakrisen blev rykket fra april til en premieredato i november.
Det beskriver biografejeren af Gentofte Kino, Sune Lind Thomsen, i Ekko #85. Men han og resten af verdens biografer kan komme til at vente meget længere på den for længst færdige film.
Ifølge Bond-mediet MI6-HQ overvejer distributørerne MGM og Universal kraftigt at udskyde premieren helt til sommeren 2021. Beslutningen skal snart træffes, fordi filmens marketingskampagne er klar til at starte tre måneder før den planlagte premiere.
Det kostede angiveligt distributørerne omkring 200 millioner kroner i tabt markedsføring at flytte filmen fra premieredatoen i april, og den udgift vil de helst ikke skulle stå med igen.
Et år uden nye film
Det er særligt den fortsat svære situation med coronavirus i USA, der resulterer i den store usikkerhed omkring filmenes premieredatoer.
For nylig måtte biograferne i den mest befolkningsrige stat Californien lukke, og hvis det fortsætter, har flere eksperter særdeles dystre forudsigelser om resten af filmåret 2020.
Så er spørgsmålet nemlig, om nogen distributør tør tage chancen og være den første til at udgive en storfilm, før et større antal biografer er åbne.
Men kommer der slet ingen nye film, vil det også se sort ud for filmbranchen.
”Hvis der skal ventes til alle biografer er åbne, bliver det først om et år, når der er en vaccine,” siger direktøren for sammenslutningen af amerikanske biografer, John Fithian, ifølge Los Angeles Times.
”Det truer eksistensgrundlaget for biografbranchen. Det er slut, hvis vi skal gå et helt år uden nye film.”
Trailer: No Time to Die
Ekko #85
Analyse af James Bond-filmenes betydning for biografer i Ekkos nye nummer.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem to gratis biografbilletter, halv pris på tolv kvalitetsfilm eller fem film på Blockbuster.
Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.
Kommentarer